Gennem mange aar har jeg haft den fornøjelige hobby som det er, at drage slægtens fortid frem i dagens klare lys. En hobby som slægts forsker er jo en slags detektivarbejde. Man samler mange smaa stumper viden sammen, og næsten som brikker i et puslespil, at sætte disse sammen til et hele. Jo flere af disse smaa stumper viden man sætter sammen, desto tydeligere bliver mønstret, og til sidst opstaar der et, mere eller mindre klart billede af slægtens liv og virke gennem tiderne. I de mange livsforløb som der har været gennem flere hundrede aar, har der været mange som har været knuget af død og sorg, ofte under meget haarde vilkaar, set med vores øjne i det 21 ende aarhundrede. Man kan undre sig over at mennesker overhovedet har været i stand til at have et taaleligt liv under disse vilkaar.
Af og til møder man livsforløb, som synes at være styret af en slags forudbestemt skæbne. Om dette kan have noget over sig, er svært at vide. Min sunde og klare fornuft siger mig, at det ikke kan være tilfældet. Hvorledes kan en forudbestemt skæbne styre et livsforløb over flere generationer? Der kan ikke være nogen form for logik der kan tale for det. Men naar jeg saa alligevel af og til kan komme i tvivl over disse forløb, faar jeg en slags fornemmelse af, at der maa være et eller andet som har en større aandelighed som mere almindelige dødelige vil være i stand til at kunne fatte.
Der har været flere af disse mærkelige livsforløb, men den der træder mest markant frem, er historien om min farfar, Marius Hadberg. Den har jeg valgt at beskrive, dels har jeg et rimeligt godt kendskab til hele historiens forløb og til dels har jeg haft den ære af at have kendt denne mand i min barndom. Han var en rar mand og et elskeligt menneske og i min erindring vil der saa længe jeg selv lever, staa et klart billede af dette menneske.
Jeg kunne ikke undgaa at blive stærkt paavirket af hans historie, efterhaanden som jeg fik den frem i lyset. Det føles næsten som om farfars smerte gaar tværs gennem tidens dybe svælg og rammer den som læser beretningen her.
Lad mig da i den gode guds navn, han som raader for alt hvad der times os paa vores vandring gennem livets oprørte vande, samt i dybeste respekt for min længst formuldede farfar, med nænsom haand skride til at beskrive hans historie.
I den lyse foraars tid, hvor glade fuglestemmer lyder under hvide skyers rejse henover det smukke land, blev den unge Marius Hadberg, 22 aar gammel og søn af den gamle krigsmand fra sidste slesvigske krig, Ove Christian Hadberg, bosiddende nær stranden ved Sdr.Vilstrup i et idyllisk beliggende straatækt hus, gift med sit hjertes udkaarne, den smukke Valborg Friess, 23 aar gammel. ( Saa vidt vides for øjeblikket, var hun yngste pige i, indtil nu tre identificerede søstre ). Hun var bosiddende i Løndt, Starup, nær Haderslev. De blev D. 22-05-1902 viet i den gamle ærværdige Sdr. Vilstrup kirke og det har ganske givet været en lykkelig dag for det unge par da de for alteret gav hinanden deres ja.

Det unge par har været ganske uvidende om den grumme fremtid som skæbnen i dette hellige øjeblik satte over deres ulykkelige hoveder paa denne deres største lykkedag.
Maaske har et lille solstrejf fundet vej ind gennem en farvet glasrude og kastet et forsonende skær over sceneriet i kirken, som om skæbnen alligevel ville mildne den lange række af tragedier der skulle ramme det unge par.

Efter brylluppet flyttede parret ind i den ene halvdel af huset ved stranden og i dette hus fødte Valborg D. 11-06-1903, sin førstefødte, en søn der blev opkaldt efter sin stoute farfar, Ove Christian Hadberg. Der forløb nu nogle lykkelige aar for den lille familie, men de var ikke blevet glemt af den lunefulde skæbne og den skulle snart slaa til paa grusom vis.
Dette skete i aaret 1909 og det skulle for altid kaste en skygge over det idylliske liv ved stranden. Lykken var til ende for parret Marius og Valborg Friess Hadberg.
Marius Hadberg havde en yngre søster, en smuk pige paa 21 aar i 1909. Hun hed Ellen Petersen Hadberg og hun var forlovet med en ung snedkersvend ved navn Lübschmann. Alt tegnede saaledes lyst for dette par, men de skulle aldrig faa hinanden.
Ellen tjente paa Lauesgaard et lille stykke vej fra stranden, da hun pludselig blev alvorligt syg

Man mente at det var tuberkulose og den var absolut dødbringende paa den tid. Der var ingen redning for den arme pige. Da hun saaledes ikke længere kunne arbejde, kom hun hjem til sine forældre ved stranden. Her er hun blevet plejet af sine forældre og broderen Marius og Valborg i sin sidste levetid. D. 18-07-1909 var der et stort rend sammen ved stranden ud for deres hus. En masse festklædte mennesker myldrede rundt og musikken lød ud over stranden. Det var den aarlige kapsejllads der blev afholdt paa dette sted, men i huset var der tyst og stille. Døden var gæst i huset. Den unge Ellen laa paa sit sidste. Hun bad om at faa aabnet vinduerne saa hun kunne lytte til musikken og de glade mennesker udenfor. Da man senere kom ind for at lukke vinduerne, var Ellen død og hendes sjæl var fri for enhver jordisk lidelse. Hendes mor. Den gamle Anne Marie Hadberg fra Holm ved Nordborg, sørgede dybt over tabet af sin elskede datter. Hun fik tilvirket en brosche med et indfattet foto af Ellen. Den bar hun paa sin kjole ved halslinningen i resten af hendes liv.

Nu forløb der atter nogle faa aar og man har vænnet sig til at Ellen var borte for bestandigt. D. 14-06-1912 føder Valborg sit sidste barn, em yndig lille datter der bliver navngivet Ellen Petrea Hadberg, opkaldt efter den dybt savnede Ellen Hadberg. Valborg har naturligvis været lykkelig for sin familie og lyset maa være vendt tilbage og have fortrængt skyggerne fra fortiden for et stykke tid.
Men den grumme skæbne var endnu ikke færdig med den lille familie og arbejdede videre i det skjulte. Den skulle snart atter slaa til.

I 1915 bliver Valborg pludseligt meget syg. Man mener igen at det er tuberkulosen som hun muligvis havde paadraget sig ved plejen af den afdøde Ellen i 1909. Der er ingen redning for den knapt 35 aarige mor med de to børn. Hvad værre og grusomt var. Hendes lille datter, Ellen Petrea med de smaa rottehaler fik samme sygdom. Skæbnen var ubønhørlig, de var begge dømt til at dø. Skæbnen var endog saa grusom mod Valborg, at hun dødssyg maatte opleve hendes datters død. D. 16-04-1916, faa dage før hun selv døde. Drengen, den 13 aarige Ove Christian Hadberg var tilsyneladende sund og rask. Hvad Marius oplevede i denne tid maa have præget hans liv for bestandigt. Det er helt umuligt for os i en senere tid at beskrive nøje hvad han maa have følt og tænkt i denne tid. Man kan kun tilnærmelsesvis have en fornemmelse af det.
Han fik en pige fra Hammelev som husbestyrerinde, men det varede ikke længe. Derpaa kom den smukke 24 aarige Anna Hauken Dickmann fra Langetved i huset. De blev gift i Jels kirke D. 28-03-1919. Anna bragte en dreng med sig ind i ægteskabet med Marius. De fik tre børn. Den ældste af disse, Valdemar blev senere min far. Alle bliver de velsignet med et langt og virksomt liv. Der gaar nu nogle rolige aar for familien ved stranden, men i 1932 gaar tæppet op for sidste akt i denne tragedie. Den sidste og eneste overlevende af Valborgs børn, sønnen Ove Christian der nu er godt 29 aar og udlært murersvend. Han byggede et hus i Sdr. Vilstrup til sig og Helga som han skulle giftes med, saa alt tegnede godt for den unge mand.

Men de skulle heller aldrig faa hinanden. Skæbnen slog til paany og for sidste gang mod Valborgs familie. Ove Christian blev pludseligt syg. Det er igen tuberkulosen der er paa spil. Han ligger syg hjemme hos sine forældre i et loftskammer. Ove var en vennesæl og godmodig fyr og han var meget glad for sine mindre halvsøskende, men disse maatte han nu ikke mere have kontakt med. Man var dødsens rædde for at de ogsaa skulle faa sygdommen overført. Til sidst bliver Ove Christian indlagt paa sanatoriet i Give. Her dør han D. 06-12-1932. Valborg og hendes børn eksisterede ikke længere.
Som en sidste manende hilsen til os dødelige magede skæbnen det saaledes, at ganske faa aar efter kom pencillinen frem og gjorde det af med tuberkulosen som en dødelig trussel.
Da Ove C. var død og borte, blev alle hans personlige ting, tøj og porcelæn service samlet i en sæk og sejlet ud paa dybt vand hvor det blev kastet ud af den fortvivlede fader. Det siger noget om hvor bange man har været for denne frygtelige svøbe som tuberkulosen var gennem tiderne.
Helt færdig med familien var skæbnen dog ikke helt. Marius fik et langt og rigt liv, men erindringen om hans udslettede familie maa have fyldt resten af hans liv med en indre smerte som aldrig forlod ham saa længe han levede. Det kan maaske ses af det følgende. Han blev indlagt paa sygehuset i Haderslev. Han var nu 88 aar gammel og mæt af dage. Han døde D. 23-01-1968. Maaske var denne dato et tilfælde, maaske var den et udslag af den, altid uransagelige skæbne, hvem ved? Datoen var nemlig Valborgs fødselsdag, han glemte aldrig sin Valborg. Han blev bisat paa samme plads paa kirkegaarden i Sdr.Vilstrup, hvor Valborg og deres to børn ventede paa ham. De er nu alle forenede i evigheden.

Herren er min gud, han er den store rorgænger der styrer mig sikkert gennem livets vej hen over det stormfulde hav. I hans haand ligger min skæbne og intet skal jeg frygte, indtil til jeg gammel og graa kan lægge til kaj i den gode havn, hvor jeg skal møde mine nære og fjerne slægtninge gennem mange seklers skift gennem tidens mørke.