Der har i Sandvad slægten været en hel del spændende personligheder gennem tiderne og det kan være lidt vanskeligt at udvælge nogle af disse til nærmere omtale.
Den gode Rasmus Nielsen var en saadan personlighed. Jeg har valgt ham, dels fordi han netop var lidt speciel og han var lidt af en berømthed paa sin hjemegn nær Sorø. Der er oven i købet blevet skrevet en bog om den gode Rasmus af hans samtidige.
Vel var Rasmus ikke direkte et medlem af Sandvad familien, men han og hans Lovise fik dog leveret et stk. datter til familien ovre i det mørke Jylland. Hun skulle senere blive min mormor og hendes navn var Ane Kirstine Nielsen.

	Rasmus og Lovise Nielsen Lynge. Foto fra ca 1870

Rasmus Nielsen var født d. 08-09-1826 i Hejreskoven, Alsted sogn i nærheden af Fjenneslev. Det var en egn, rig paa historie og endda en konge maatte af med livet i Alsted skov.
Rasmus har sikkert været sig sin hjemegns store historie bevidst, for dum var han bestemt ikke. Han kunne baade læse og skrive med en smuk skrift og han havde derforuden bøger paa sin boghylde hjemme, og det var der ikke mange bønderkarle der havde paa den tid. Yderligere var han glat barberet, det var heller ikke helt almindeligt. Altsaa vi har her en person der ikke har været helt almindelig blandt hans ligesindede, men populær, det var han, og især blandt bønderne der elskede at høre nyt. Rasmus kom mange steder i kraft af hans arbejde og han var en god fortæller.
Rasmus var en lille tæt person af størrelse. Han blev næppe 155 cm. Høj og da første slesvigske krig brød ud i 1848, rendte han de mange livjæger korps paa dørene, for han ville da saa gerne med i krigen. Et korps, kaldet græshopperne, forbarmede sig over den lille ivrige fyr og lod ham komme med. Det fortælles, at der paa Sønderborg slot befinder sig en meget lille uniform som vores Rasmus skulle have baaret, men den historie lader sig desværre ikke verificere. Men god er den jo.
Hvad Rasmus egentlig har lavet i denne krig vides ikke, men efter hans egne udtalelser, skulle han alene mand have vundet slaget ved Isted, men kan det være helt sandt?
Men det staar fast, at han maa have deltaget i voldsomhederne, for han maatte selv føle krigen paa sin egen krop. Det fortælles, ( mormor ) at Rasmus og hans kammerater en dag var paa patrulje og slog sig ned ved et hegn for at lave frokost, uden mad og drikke duer helten jo som bekendt ikke.
Hvad de ikke vidste var, at der bag hegnet laa en saaret tysker, og da danskerne dukkede op, gik der panik i ham og han gik til angreb. Det gik ud over vores Rasmus der fik tyskerens bajonet gennem halsen. Rasmus overlevede med nød og næppe denne historie. Han blev hjemsendt og laa hjemme hos sine forældre i Alsted, mere eller mindre invalid i godt 7 aar. Han fik kongebrev paa at han havde ret til at ernære sig som ben og kludesamler.( Efter mormor )
Han døjede resten af livet med det farlige saar i halsen og døde syg og elendig d. 02-06-1897. Han blev bisat paa Lynge ny kirkegaard. Han gik med halstørklæde mere eller mindre konstant resten af livet som skulle dække for hullet i halsen. Hullet samlede meget støv og skidt og var meget betændt. Mormor fortalte at da hun var barn morede hun og hendes søster sig med at stikke fingeren ind gennem hans hals.

	Bloksbjerg. Foto fra ca. 1910. Personerne har ikke relevans Til Rasmus Nielsen. Rasmus og familie boede i venstre side af huset.

Rasmus og Lovise boede i et hus, tilhørende Løvegaard, ikke langt fra præstegaarden i Lynge.
Huset eksisterer ikke længere, men takket være den lokalhistoriske forening i Lynge, har det været muligt at placere stedet 100%. De har næppe haft mere end 30 m2 plads at udfolde sig paa, men jeg vil overlade ordet til sønnen paa Løvegaard og senere bankdirektør, Kristian Jørgensen at fortælle om Rasmus og hans familie, det kan han gøre langt bedre end jeg.
Kristian Jørgensen fortæller. Jeg kunne have lyst til at indføre nogle faa personbeskrivelser i disse erindringer fra mit lange liv, og vil begynde med Rasmus Kludekræmmer der i mange aar,- og til sin død, boede i den nordre lejlighed i ”Bloksbjerg”. Uvist af hvilken grund benævnes Løvegaards indsidderhus med dette krævende navn. Det var saavidst hverken dets ydre eller indre struktur, der betingede det. Husets ydervægge var af klinet ler og støjler. Taget naturligvis af straa. De to indgangsdøre var halvdøre, hvilket havde den fordel, at den øverste halvdel, naar vejret tillod det, kunne aabnes og derved bringe lidt lys og sol ind i den mørke forstue og til ildstedet.
Huset er revet ned for mange aar siden, vistnok i midten af 1920 erne. Det rummede to lejligheder. Hver bestod af en forgang paa et fag, der gik i hele husets bredde, vel omkring 9 alen, og rummede foruden gangen, ildstedet i den aabne skorsten og bagerst en art spise og forraadskammer. I alle disse rum var gulvet belagt med almindelige brosten. Fra gangen kom man ind i stuen, der var to til tre fag bred, lavt til loftet og med lergulv. Den udgjorde det for dagligstue, spisestue og soveværelse.
Møblementet bestod af to dobbeltsenge i stuens østre side, og som stod med enderne mod hinanden, og dermed udfyldte hele denne side af værelset. Det øvrige møblement var et bord, der stod op mod vestre side under de to fag smaa vinduer ud mod vejen fra Suserup til Lynge. Muligvis kunne et enkelt af vinduerne aabnes. Saa rummede værelset en kiste, et skab og saa den gamle jernbilæggerovn, nogle stole og saa- naturligvis i mange aar- en vugge paa gænger.
Jeg maa ogsaa nævne, at der i begge lejligheder var ure og enkelte fotografier eller billeder paa endevæggen modsat bilæggerovnen, saaledes hos Rasmus Kludekræmmer et saakaldt ”Himmelbrev”, der var indrammet i forgyldte lister. Dette ”Himmelbrev” stammede efter dets ordlyd fra et møde, som en eller anden person engang havde haft med et himmelsk væsen, og forudsagde en begivenhed, der skulle indtræde i fremtiden. Jeg husker ikke hvad.
Bilæggerovnen havde rør forbindelse med den aabne skorsten. I begge ender af huset var der et fag, der benyttedes til brændsel og de enkle redskaber og værktøjer, der var brug for, dels i hjemmet og dels paa arbejdspladserne. Brændslet bestod udelukkende af sankebrænde, d.v.s. gamle nedfaldne grene, som konerne med forstvæsenets tilladelse, og imod ydelse af en klapjagtsdag aarlig, sankede op i vestskoven.
Her var fremgangsmaaden den, at naar en af konerne havde samlet en anseelig bunke sammen i skoven, fik manden et køretøj paa Løvegaard til at køre det hjem med, hvor det saa aflejredes i den offentlige vejgrøft, fordi de ingen andre steder havde at lægge det, indtil de saa før eller senere fik det savet og bragt i hus. Det skete ogsaa mange gange, at man saa konerne komme slæbende med et anseeligt bundt brænde paa ryggen, snøret ind i et reb, og her var tale om en vejlængde paa mindst en kilometer. Denne lastbyrdegang skete enten fordi manden ikke havde lyst eller tid til at fremskaffe køretøjet fra gaarden. Denne kørselsydelse hørte ellers ind under begrebet husleje, der betales til gaarden i form af 24 dages høstarbejde aarligt.
Længst tilbage jeg kan huske, var daglejen fra 80 til 100 øre foruden kosten for en høstdag, saa selvom huslejen kunne være 24 kroner om aaret, kunne det være strengt nok for en familieforsørger.
En anden byrdefuld bestilling havde disse indsidderkoner ogsaa, nemlig at bære vand til husets brug, for da der ingen brønd fandtes ved huset, maatte de bære vandet, de skulle bruge, fra Løvegaard til Bloksbjerg, hvorfor man dagligt saa dem med aaget paa skuldrene bære to spande vand den 200 til 300 meter lange vej.
I den forbindelse skal dog bemærkes, at der i et lerhul tæt ved huset, hvor et drænrør mundede ud, kunne beboerne, i den fugtige tid af aaret samle vand til opvask og lignende, ligesom de jo ogsaa opsamlede regnvand, der som ”blødt” vand var anerkendt som godt vaskevand til tøj. Det var uhyre sjældent, at man saa hr. gemalen nedlade sig til at hente et par spande vand hjem. Haverne der var tillagt huset, var kun smaa. Efter min mening alt for smaa. Naar der var 61 tdr. land til Løvegaard, kunne der nok have været tillagt et større areal til de to haver. Som de var, kunne de langt fra dække familiernes forbrug af kartofler og grøntsager. Af plantninger fandtes kun et frugtbart kirsebærtræ i hegnet, hvortil dog senere kom et pæretræ. Retirade havde den ene af familierne indrettet i brænde huset, mens den anden parkerede i den fri natur.
Det var Rasmus Kludekræmmer, jeg ville skrive om, og jeg vil begynde med at fortælle, at han var født 8. september 1826 i Hejreskov i Alsted sogn, og har formentlig gennem sin barndom og første ungdom gennemlevet, den for ungdommen paa landet i den tid almindelige udvikling fra vogterdreng til almindelig bondekarl. Jeg husker i det mindste, at han engang fortalte, at hans kone var blevet forelsket i ham en dag da han kørte et høstlæs i hus.
Han blev udskrevet til soldat og kom med i krigen 1848 til 1850. Selv sagde at at være udskrevet til infanterist og i krigen stod ved et saakaldt jægerkorps, medens andre paastod, at han havde været militærarbejder. Det var vel ingen særegenhed for ham, at han holdt meget at at fortælle om sin deltagelse i krigen mod de forhadte tyskere, men jeg betragter det dog, som en stor overdrivelse, naar han ville have os til at tro, at han havde haft meget bemærkelsesværdig andel i at sejren ved Istedt 25 juli1850 tilfaldt danskerne.
Han fortalte, at han havde været oppasser for general Krogh- sejrherren fra Istedt. ” Hvem sejrede i Isted, men skrev ej nogen bog? Hvis ej førhen du vidste det, saa vid at det var krogh!
Rasmus fortalte om denne sin store oplevelse, at han før slaget, uvist hvordan, havde haft lejlighed til at aflytte tyskerne deres slagplan, som han ilede med at betro general Krogh, der lagde sin slagplan derefter og vandt slaget. Hvor meget realitet der var i denne fremstilling, skal jeg ikke dømme om, men kludekræmmeren havde i hvert fald generalens billede hængende paa en fremtrædende plads paa sin væg. Han havde fortalt historien saa mange gange, at hans kone, Lovise fuldt og fast troede paa den, og udtalte naar nogen tvivlede:” Det er skam sandt nok, for han har fortalt det før.
Efter krigen blev han gift, og i midten af 1870 erne flyttede han ind i Bloksbjerg. Det er fra denne min drengetid, jeg har kendt ham og lyttet til hans mange fortællinger og beretninger.
Han var kun en meget lille mand. Det skyldtes, sagde han, at hans fødeaar 1826 havde været et usædvanligt tørt aar. Han var tæt bygget og livlig i sine bevægelser, havde kvikke blaa øjne og for i øvrigt et tiltalende ansigt og udtryk. Hans døbenavn var Rasmus Nielsen, men blev efter sin bestilling aldrig kaldt andet end Rasmus Kludekræmmer. Denne bestilling var ret almindelig paa den tid, og bestod i at han daglig kørte rundt i Lynge og Broby sogne og købte gamle klude, rebstumper og ben af alle slags. Hans befordring bestod i en trillebør uden for- og sidestykker, og for at lette byrden, havde han en rem om nakken, hvor haandtagene fra trillebøren hvilede. Det kunne godt hænde, at han paa nogle dage kunne samle 3-4 sække klude og ben. Var det fra yderkanten af de udstrakte sogne, kunne det være besværligt nok at skubbe køretøjet op og ned af stedets mange bakker.
Regnvejrsdage og om aftenen var han og konen beskæftiget med at at sortere kludene, for mens han gav ens pris for alle kludene, opnaaede han selv forskellige priser for sortimenterne efter som de stammede fra uld, bomuld, hørlinned eller silke. Konen var et meget flittigt, venligt og tilfreds menneske, der efter bedste evne hjalp ham.
Som nævnt var han en god fortæller. Det var derfor heller ikke saa sjældent, at jeg en aftenstund aflagde et besøg hos dem, og mens han fortalte, sad man og undrede sig over den sikkerhed, hvormed han og Lovise kastede kludene i de forskellige bunker efterhaanden som opsprætningen fandt sted. Naturligvis havnede knapper, spænder og hægter hver paa in plads. Der var noget for Lovise at gøre rent efter disse sorteringer, da kludene jo langt fra var støvfrie, men hun holdt sin stue pæn, og der kunne være hyggeligt, naar lergulvet var fejet og bestrøet med sand.
Efter sorteringen blev kludene stoppet i sække, og naar disses antal var stort nok, laante Rasmus en hest paa Løvegaard, og saa kørte han med alle produkterne ind til kludegrossereren i Sorø, det var købmand E. Hansen, der boede paa hjørnet af Storegade og Østre Brøndstræde, som Østergade hed dengang. Engang var det lige ved at gaa galt for Kludekræmmeren. Fader var tilfældigvis ogsaa i Sorø den dag Kludekræmmeren havde laant hesten, og paa Banevejen mødte han saa sit køretøj med et læs varer fra købmanden paa vej fra Sorø til stationen. Det fandt fader var brug af befordringen lidt ud over bestemmelsen. Han bedrejdede Rasmus det, men derudover skete der vist ikke noget. Som bemærket havde Kludekræmmeren en god evne til at snakke og fortælle. Derfor var han velset, naar han kom paa handel, hvorunder hørte naale, bændler, traad, hægter, maller, knapper m.m. samt undertiden de mindre lovlige silkeforklæder, var der rig anledning til, overfor de kvindelige beboere og børn, der udgjorde hovedparten af hans kunder, at udfolde sin veltalenhed. Under mine besøg hos ham, fortalte han, at han havde læst bibelen tre gange igennem. Foruden denne livets bog, havde han flere andre bøger i sin lille boghylde. Jeg husker saaledes, at jeg under min 15 ugers lange sygetid efter et benbrud i sommeren 1884, laante Robinson Kruse af ham.
En af de faa udsmykninger stuen rummede var en etagere, der hængte paa væggen imellem uret og Himmelbrevet. Den husede husets pæne porcelæn og nipsgenstande.
I ægteskabet var tre levende børn,- En søn og to døtre. Sønnen lærte Skomager haandværk i Slagelse og pigerne blev gift paa egnen. ( Her indskydes, at den yngste pige blev gift i Enner og blev min mormor ). Foruden deres egne børn havde familien antaget et plejebarn, en dreng der var lige saa gammel som deres yngste datter. Drengen hed,- saa vidt jeg husker- Karl Peter Engelbrecht Lind, og var født udenfor ægteskab af en pige fra sognet, der hed Stine lind. Hun ansaa det for sin opgave her i livet, at sætte saa mange uægteskabelige børn i verden som muligt, og derved ærgre Lynge- Broby sogneraad, som maatte udrede pleje lønnen for børnene, da hun vistnok aldrig opgav barnefaderens navn. Hun naaede da ogsaa 6.
Til drengen hos Kludekræmmeren maatte præsten og skolelæreren staa fadder, da hun ikke selv mødte med nogen ved drengens daab. Plejelønnen for saadan et barn var 60 kroner aarligt. Ingen stor betaling, men naturligvis en samlet sum at faa. Drengen havde det godt hos Rasmus Nielsen, der blev ingen forskel gjort paa ham og deres egne børn. Kludesækkene gav undertiden noget brugeligt tøj til ham. Disse indsiddere betalte deres husleje til gaarden ved at arbejde 24 dage i høstens tid uden anden betaling end kosten. Selvom daglønnen paa den tid kun var en krone, syntes jeg det var lidt rigeligt for saadan en lejlighed, men det var jo tidens pris.
I høstens arbejde deltog alle husmændene i alle arbejder lige fra mejningen til indkørselsarbejdet. I de sidste aar jeg var hjemme, før min Næsgaardstid, var Rasmus blevet over 60 aar. Det begyndte at knibe for ham, at holde arbejdet ud, F.eks. naar der skulle mejes korn, men han ville ikke være ved det. Det adstedkom undertiden noget drilleri, hvilket var synd og ubetænksomt overfor den ærekære mand. Ellers havde han en betroet plads i høstarbejdet. Han skulle sætte kornet sammen i laden og navnlig stod han for sætningen af sædstakkene. Man saa paa det arbejde saaledes, at en stak, der var sat uden hældning og svaj til nogen side var et mesterværk, og hertil var Rasmus en mester. Mine brødre og jeg har bistaaet ham mange gange ved disse arbejder, men han fremhævede altid min bror Peter som den bedste medhjælper. Rasmus Nielsen døde vistnok i 1896, og i hans sidste aar var han til dels lammet. ( Han døde d.02-06-1897 ) lammet og elendig af sygdom.
Man kan ikke være andet end stolt over at have saadanne oldeforældre, og yngre slægtninge kan ligeledes være stolte over disse forfædre og det store mirakel, at der overhovedet fandtes en saadan beskrivelse af dette par ude paa Bloksbjerg paa Lynge mark, nær Løvegaard som ligger der endnu.

	Her paa dette sted laa Bloksbjerg. Et tipoldebarn af Rasmus og Lovise Nielsen Henrik Hadberg staar hvor familiens stue engang laa