Indledning

Min tanke med at skrive denne bog er ikke kun et forsøg på at beskrive, hvordan det var at være lastbilchauffør fra den sidste del af 1970erne - og frem til i dag - midten af 1990erne, det er også en ren og skær lyst til at skrive.
Jeg har gennem mange år nedfældet alt det på papir, som jeg har oplevet som chauffør, og om hvordan vilkårene var og er. Det er efterhånden blevet til en kolossal mængde stof, og det er en del af dette stof, som jeg her har forsøgt at sætte sammen til en bog.
Mange mennesker, som ikke har noget videre kendskab til chaufførens arbejde, har sikkert et billede i baghovedet fra alle de mere eller mindre fantastiske truckerfilm, som har oversvømmet biografer og fjernsyn gennem årene.
Intet turde være mere forkert end dette billede af chaufførens arbejde, om kammeratskabet eller mangel på samme, men ved nærmere eftertanke er der måske alligevel en lille gnist af sandhed i disse film, en godt gemt sandhed, som er meget svær at hente frem i lyset. Et lille pust af eventyr, den store verden og de lange ensomme landeveje, hvor mænd stadigvæk er mænd, og som for det meste selv må tage beslutninger og ordne tingene - til trods for de moderne kommunikationsmidler, der findes nu om dage.
Jeg har forsøgt - med jævne danske ord - at fortælle lidt om det, som chaufføren kommer ud for i udøvelsen af sit daglige arbejde, og jeg håber, at læseren vil få et lille indblik i denne sælsomme verden, som chaufføren lever i - med glæder og skuffelser - som vi jo alle kan have, men læs nu historien og døm selv.

Poul Erik Hadberg
1995

1. Kapitel

Der havde egentlig aldrig stået noget i stjernerne om, at jeg engang skulle få en karriere som lastbilchauffør, men menneskenes skæbner kører som regel altid ad dunkle og uransagelige veje, oftest afgjort af små bagateller i det daglige liv, som man ikke er bevidst om.

Derfor fandt jeg - som 29-årig - mig selv i færd med at skaffe mig det eftertragtede kort, som ville give mig retten til at køre med de store biler, som ubestrideligt er landevejenes virkelige beherskere og konger.

Dette - at skaffe sig dette kort - var i sig selv lidt af en prøvelse. Først tre ugers besværlig skolegang og - så dumpede jeg!. Det var en stor skuffelse, som var svær at klare, men efter seks måneder var jeg klar igen, og denne gang bestod jeg, til min egen forundring, den første prøve, men det var nu en halv time i skærsilden, følte jeg i det mindste, men selv skærsilden fik en ende - i hvert fald den jordiske.

Den praktiske prøve forløb dog ikke uden problemer. To prøver på en og samme dag, på en smuk og sommerlig forårsdag i 1977, men det fine vejr havde jeg nu ingen sans for denne dag.

Første prøve var nu overstået og det forløsende ord "bestået" var blevet udtalt, og så efter en lille pause videre til næste prøve med anhænger. Midt i prøven og midt i et stærkt trafikeret vejkryds lød en sprutten og hvæsen fra maskineriet, og derefter var der total stilhed - bortset fra vrede bilisters dytten, fordi disse nu så deres videre vej frem truet. Jeg gerådede næsten i panik - hvad nu?

Den motorsagkyndige sagde absolut intet, han sad blot og skrev i sine papirer. Jeg forsøgte at starte igen - ingen reaktion - motoren var total død. Nu rystede jeg slemt på hænderne og tabte derved nøglerne, som jeg så måtte til at lede efter, hvilket under de givne omstændigheder ikke var nogen let opgave. Efter nogle nervepirrende øjeblikke lykkedes det da, det klarede lidt op i hovedet, og jeg kunne begynde at tænke igen.

Vejen var lidt stejl op mod krydset, jeg kunne jo bare lade bilen løbe tilbage. Som tænk så gjort. Det gik udmærket, anhængeren løb tværs over midterhellen og blev stående fast forankret dér, men hovedvejen var atter fri, og jeg åndede lettet op, men bilen nægtede at flytte sig længere, og så måtte både den motorsagkyndige og jeg gå den sidste halve kilometer hjem. For mig en grim halv kilometer fyldt med spørgsmålet om bestået eller ej og sikkert højst ydmygende for den motorsagkyndige.

Jeg bestod mirakuløst denne prøve også og var nu i lykkelig besiddelse af det store kørekort - fuldt og helt - en herlig fornemmelse efter mine trængsler.

Nu var det første mål nået. Det næste skulle så være at finde et arbejde som chauffør, hvilket viste sig mere vanskeligt, end jeg havde forestillet mig. Dengang - i slutningen af 1970erne, var transportsektoren i fuld blomstring.

Vognmænd af alle kategorier, lige fra hæderlige, mindre hæderlige og over til de højst tvivlsomme, spandt guld på alle mulige og umulige transporter - fra hvorsomhelst og til hvorsomhelst i Langt-bortistan - men fælles for dem alle var, at de absolut ikke kunne bruge nybegyndere som jeg. Man ville have chauffører, der helst ikke var over 25 år gamle, de skulle have mindst 30 års erfaring, kunne samtlige sprog og kunne ordne samtlige dokumenter, som nogle speditører i hellig enfold ikke kunne finde ud af.

Nu skal det til speditørernes retfærdighed siges, at der blandt dem også fandtes hæderlige personer, akkurat som der også var blandt chaufførerne, og som det jo er såre naturligt - blandt alle andre grupper. At der så synes at være flere blandt speditører, der er tvivlsomme, må stå for egen regning, for den påstand kan ikke bevises.

Jeg fik dog arbejde til sidst. Ganske vist ikke det, som jeg havde drømt om, men en varevogn hos en lokal vognmand. Jeg beskæftigede mig så derefter med at køre haveaffald væk for folk og andet af samme natur - det var bestemt ikke det, jeg havde drømt om, og jeg var ret så utilfreds med det, jeg vidste jo ikke bedre. Men mange år efter sad jeg og drømte om et normalt arbejde og var misundelig på folk, som kunne komme hjem til deres familier hver dag efter endt arbejde - nå, men sådan er jo skæbnens lod, og det nytter ikke at beklage sig over det.

Hen imod forsommeren fik jeg endelig en chance for at komme til at køre med en rigtig truck, ovenikøbet en kæmpestor amerikansk Mack - med store udstødningsrør, lodret på hver side - et stolt og imponerende syn. Indvendig så den ud som cockpittet på et fly, og med dette køretøj skulle jeg nu sætte kursen mod det mellemøstlige område, hvortil alt materiel, der overhovedet kunne køre, i én uophørlig strøm satte kursen på denne tid.

Det var dog ikke uden nervøsitet, at jeg også begav mig på denne vej, og derved blev et led i denne uophørlige strøm. Jeg havde jo ikke nogen klar forestilling om, hvad det egentlig var, som jeg herved dumpede ned i, faktisk var der intet, som kunne give mig en forestilling om, hvordan det var at være chauffør - andet end de hårrejsende og fantastiske og lidet troværdige skipperskrøner, som mere erfarne kolleger fyldte mig med.

Man lod mig nu ikke køre ud helt på egen hånd, jeg skulle følges med en mere erfaren kollega, der kendte vejen og forholdene derude. Han havde tilnavnet "Obelix", og det var ikke helt uden grund, idet han i allerhøjeste grad mindede om en berømt tegneseriefigur af samme navn, men det brød min kollega sig absolut ikke om at blive mindet om.

2. Kapitel

En tidlig morgenstund kørte jeg da af sted mod København i min store Mack efter en tårevædet afsked med min kone - om hun havde tårer i øjnene af glæde eller oprigtig sorg, skal jeg ikke kunne sige - men man kan jo håbe det bedste.

Denne Mack var en sand rædsel at køre med. Med så meget ratslør at bilen slingrede, selv uden blæsevejr, og med fjedre som cementblokke, men struttende af kraft. Hvorledes en nybegynder som jeg slap godt af sted, både ud og hjem i god behold, er for mig stadigvæk lidt af en gåde.

Da jeg kørte af sted mod København var solen lige stået op og gloede nu som en rød appelsin skråt ned på mig, og da jeg endelig langt om længe, ved hjælp af en taxa, nåede ned på frihavnen i København, brændte den som en svidende svejseflamme ned over alt og alle.

Nu havde jeg allerede fundet ud af, at det vist alligevel ikke var helt så let at køre store biler, som jeg først troede, især ikke i store byer med tæt trafik og uden at vide, hvor man i det hele taget skulle køre hen. Den sjette sans eller næse for at vide hvorhen, var jeg ikke i besiddelse af på det tidspunkt, det er først noget, der kommer efter års fejl og ærgrelser, og som med tiden lærer én, at sådan skal man absolut ikke bære sig ad.

I frihavnen traf jeg så denne Obelix, som jeg også vil kalde ham for resten af denne tur, selvom han nok ville protestere, hvis han vidste det. Vi skulle begge læsse møbler til de amerikanske styrker i Iran - nærmere betegnet Teheran - det var jo i tiden før præstestyret dernede og under Shahens styre, som var relativt vestligt orienteret, og derfor ikke så fremmedartet for os.

Det tog det meste af et par dage at få læsset disse møbler og at få dokumenterne klareret, men så oprandt da den for mig så store dag, da vi startede vores store maskiner og kørte ud af København med kurs mod Gedser. Jeg som en lydig skødehund bagefter sin herre, men vi nåede dog uden besvær til Gedser og kom med færgen over til Warnemünde i det stolte og paradisiske DDR. Det skal dog indrømmes, at vedrørende dokumenterne til gennemkørsel i DDR klappede alt særdeles hurtigt og effektivt - én betjent til hvert dokument - det tog under et kvarter at komme fri af tolden, og vi kunne fortsætte ned gennem landet.

Vi kørte gennem Rostock - dengang et ubeskriveligt snavset og støvet sted - ned ad vekslende dårlige veje, nogle med huller i asfalten og nogle med brosten, ud på motorvejen ved Berlin og videre ned mod Dresden ad cementmotorvejen, hvis sammenføjninger var så dybe og brede, at det lød som togvognens rytmiske slag i skinnesammenføjningerne.

Trafikken var i det mindste til at overse. Gamle overlæssede lastvogne sneg sig langsomt og besværligt af sted med hostende maskiner og indhyllede i sorte kvalmende dieselskyer. Trabanten susede af sted, indhyllet i blå benzinrøg, indeholdende hele familien - inklusive Oma og Opa - med bagagen læsset himmelhøjt oven på taget. For hver 10 til 15 kilometer måtte fatter ud og stå på hovedet i maskinrummet for at rense tændrør, så turen kunne gå videre ud i eventyret.

Vi kom til Dresden ved aftenstid, og Obelix besluttede så, at der skulle vi overnatte, da han kendte nogle piger der. Jeg havde ellers fået at vide, at vi skulle til Teheran så hurtigt som muligt, for han havde jo jordens dejligste kvinde derude, som kun ventede på, at han snart ville komme tilbage til hende.

Vi holdt så fyraften i Dresden og blev straks omringet af et utal af mennesker, ja hele familier med barnevogne og alt dertilhørende lagde vejen forbi og ville vide alt om alt muligt - om vore biler, vort land, hvor vi skulle hen osv. Det var altsammen meget hyggeligt, og folk var meget venlige og omgængelige.

Om aftenen i mørkningen var det pigerne, som dukkede op. De var helt syge efter at komme med ud og opleve det store eventyr. Deres hverdag var sikkert trist og kedelig, men drømme kunne man da altid. Men når Volkspolizei - kaldet Vopoer, dukkede op i deres gamle Lada'er og Wartburg'er med projektører på taget, flygtede pigerne i vild panik ind i parkens høje græs og buskadser og gemte sig der og vovede ikke at komme frem - selv længe efter, at Vopoerne var borte.

Næste morgen fortsatte vi så turen videre til grænsen til CCSR ved Zinnwald. Vi kom rimelig let over grænsen og fortsatte så gennem CCSR, hvor vejene ikke var et hak bedre end dem, vi lige havde forladt. Vi kørte gennem Prag, som var lige så støvet og snavset, som de andre store byer vi var kørt igennem på vejen.

Vi kørte derpå til Bratislawa og forlod CCSR og kørte ind i Østrig gennem en grænseovergang, der var spækket med høje stålpigtrådshegn, masser af bevæbnede folk og tankspærringer, som vi skulle passere som i et slalomløb. Det så ikke rart ud, og vi følte os derfor særdeles godt tilpas, da vi endelig slap ind i det smukke og rene Østrig, der var en direkte modsætning til det, som vi havde forladt. Vi nåede ned til grænsen ved Spielefeld ind til Jugoslavien og kørte så over tusinde kilometer ned gennem dette smukke og afvekslende land med rimelig gode veje.

Vi var inde på et stort hotel i Beograd - et samlingssted for chauffører af alle mulige nationaliteter - hvor vi fik et bad og en lækker middagsmad. Vi overnattede et fredeligt sted ved Nis på vej til Bulgarien, hvis grænse vi nåede næste morgen. Efter en grundig kontrol kom vi ind i Bulgarien og på turen ned gennem dette land, blev det tydeligt at se, at vi nu begyndte at forlade den verden, som vi var vant til hjemmefra. Der blev mere og mere rodet, og det flød med ragelse overalt. Gamle havarerede bilvrag af både små og store biler og ind imellem disse bilvrag så man af og til også en død hest, nogle geder og andet forskelligt småkravl, som man endnu ikke havde ulejliget sig med at få fjernet - et lidet smukt syn, men meget moralsk opløftende for os.

Vi nåede i god behold til den tyrkiske grænse Kapikule. Et slemt miskmask og med et komplet uoverskueligt virvar af opklodsede biler og bilvrag, grænseposter og speditører samt uanede mængder af store fede rotter, der pilede rundt mellem bilvragene, og over det hele en mælkehvid himmel og en brændende hed solskive, der ligesom sugede alt væske ud af kroppen på én, og dertil den allestedsnærværende lyd af den specielle mellemøstlige musikudfoldelse - alt i alt et yderst særpræget sted.

Det tog os henved halvanden dag at komme gennem dette virvar, men så var vi da kommet ind i Tyrkiet og kunne forsætte turen. Jeg var meget glad for Obelix, for uden hans kendskab til tingene, var det sikkert ikke gået så lystigt for mig. Tyrkiet var og er et storslået land med vekslende landskaber, golde ørkner, frugtbare jorder, sletter og vældige bjerge, hvor menneskenes levemåde rakte lige fra vores moderne verden og langt, langt tilbage i tiden og historien.

Vi nåede omsider til Istanbul, denne vældige by, ældgammel og fyldt med historiens vingesus og hele østens mystik. Vi kørte over Bosporusstrædet på den nye moderne bro, som til forveksling lignede vores nye Lillebæltsbro, og højt deroppefra kunne man se byen brede sig lige så langt ud i horisonten, som øjet rakte.

Slanke yndefulde minareter strakte sig højt op mod himlen, højt op over den kolossale larm fra storbyens trafik, som selv præsternes klagende bønner ikke kunne overdøve. Vi blev i byen 1 dag, og denne dag benyttede vi så til at tage en tur rundt i byen. Min kollega gad vist ikke at vente på mig, for han var for længst forsvundet, men jeg slog så følge med en anden kollega. Vores taxachauffør snoede sig ud og ind mellem trafikken som en ål, nonchalant med een hånd på rattet, den anden konstant på hornet og et stort grin under det flotte overskæg.

Hans grin holdt temmelig brat op, da motoren satte ud midt i den allerværste trafik - bilen var kørt tør for benzin. Han satte så i med en vældig strøm af beklagelser og undskyldninger, men vi måtte altså ryste op med nogle penge, så han kunne spadsere af sted for at hente en dunk benzin. Han lyste dog hurtigt op igen, da vi sagde, at vi også ville køre med ham om aftenen.

Om aftenen kørte han os så rundt i den strålende oplyste by, også til forskellige små lystige steder. Til sidst havnede vi på et lille værtshus, der lå lige ned til Bosporusstrædet. Vi smagte her lidt for rigeligt på den fede tyrkiske snaps Raki. Her herskede der en fantastisk stemning, alle folk - det vil sige mænd - sad omkring et langbord, nogle med Raki foran sig, andre med vandpiber. Derfra hvor jeg sad, kunne jeg se ud gennem et vindue og ud på det månebelyste, glitrende vand.

Jeg lyttede til musikken, som blev spillet af en gammel mand med turban og et vældigt hvidt skæg, der nåede ham næsten til bæltestedet. Han spillede på en slags violin, og tonerne var så sælsomme og vemodige, at man fik hjemve og tårer i øjnene. Det var meget smukt og en stor oplevelse.

Senere på aftenen kom der en parade af smukke damer ledsaget af den gamles jamrende musik. Vi fik at vide, at man kunne vælge sig en af de smukke damer til at underholde sig. Det var næsten for meget af det gode og en stor fristelse. Men ak, ak, hvor snapsen går ind, går forstanden ud og dertil smukke damer, så må selv den mest afholdende give fortabt, og således havnede jeg da på et rigtigt tyrkisk bordel - og hvilket bordel! Det mindede mest af alt om en gammeldags kostald med en midtergang, og båsene ved siderne var små aflukker med små døre. Nede for enden af denne gang sad så bordelfatter på en stol med et bord foran sig, og på bordet stod så det store kasseapparat. Dette apparat klingede lystigt, og det var tydeligt at høre, at alle båsene var optaget. Det har jo nok været den særdeles velsmagende tyrkersnaps, som var skyld i, at jeg nu befandt mig her på dette besynderlige sted.

Senere - og vel tilbage i baren - og igen sammen med kollegaerne kunne jeg se, at de ikke havde været et hak bedre end jeg, det var tydeligt at se på deres veltilfredse grin. Vi sad og blev enige om, at det nu var bedst at fordufte fra stedet, da der var optræk til ballade mellem nogle af stedets kvinder. De var begyndt at skændes og råbe op, og pludselig begyndte de at hakke efter hinanden med gafler og alskens genstande, mens de skreg og hylede i vilden sky. De fleste mænd begyndte nu at dele sig i partier og snakkede ophidsede løs.

Vi rejste os, temmelig nervøse ved denne hastige udvikling i tingenes tilstand, men værten ville have, at vi roligt skulle blive siddende ved vores bord og ikke blande os i noget som helst, så ville der ikke ske os noget.

Han pegede på nogle mægtige muskelbundter, der stod tavse og uden at røre sig langs væggen. I mellemtiden var der begyndt at flyde blod hos kvinderne, de skar hinanden med skåret glas, og nogle af mændene var begyndt at råbe op og tage fat på hinanden. Mine kollegaer og jeg kiggede rådvilde på hinanden og ville faktisk have smurt haser øjeblikkeligt, men der var ikke mere nogen steder at løbe hen, og situationen så efterhånden ret farlig ud.

Pludselig blev dørene slået op med et brag, så den ene af dem nær var røget af hængslerne, og en flok betjente kom myldrende ind med knipler i hænderne. Det tog kun få sekunder og nogle dask med kniplerne, så var alle mændene stillet op med front mod væggen, og de hylende kvindemennesker var skilt fra hinanden. Derefter blev der så fisket knive og alskens sager op af mændenes lommer, og betjentene tog et par af mændene og en af kvinderne, der så noget blodig ud, med sig. Da de nu alle var borte, sænkede freden sig igen over stedet. Vi blev siddende lidt for at sunde os lidt ovenpå forskrækkelsen, så forduftede vi som små lyn. Det havde været lige lovligt spændende, selvom ingen havde rørt os, men vi var enige om at komme tilbage til vores biler hurtigst muligt.

3. Kapitel

Der var nu i alt 1895 kilometer at køre gennem Tyrkiet. 1895 kilometer gennem fantastiske og særprægede landskaber, med smukke dale fyldt med blomster og palmer, langs floder der glitrede i solens lys, ad elendige veje med og uden asfalt og dertil myldrende tæt trafik, og de fleste steder med en tæt støvtåge hængende tung og grå over vejen, og som lagde sig som et tæppe på alt i bilen. Gennem øde bjergegne, knastørre og uden et grønt græsstrå nogen steder og med et så fantastisk udseende, som man næppe kunne forestille sig hjemme i vores lille Danmark.

Nogle steder så landskabet ud som et stormpisket hav, hvor bølgerne pludselig var stivnet til sten. Det så ud som dengang, jorden var ny, og den gode gud endnu ikke var begyndt på sit skaberværk. Når solens vældige blodrøde skive stod op tidligt om morgenen, måtte man simpelthen ind til siden og stoppe maskinen og se på i dyb tavshed. Synet var så smukt, at det var umuligt at sige noget. Det ville føles som en slags helligbrøde at bryde denne fortryllelse - her var det naturens rene jomfruelighed - der talte direkte til een. Således var det Tyrkiet, der tog imod os og lod os køre igennem i fred, et uendeligt og utroligt sammensurium af alle tidsaldre - lige fra skabelsen og til i dag - vildt og samtidig jomfrueligt, bedre kan jeg ikke beskrive dette land.

Vi forlod Istanbul næste dag og begyndte på den lange rejse gennem landet. Til at begynde med så det rimelig grønt og frodigt ud, indtil vi nåede til Ankara, derefter begyndte landet at se mere vildt og øde ud. Min gode ven Obelix var som sagt forlængst borte. Han havde vistnok kun Teheran og dens lyksaligheder i hovedet, men jeg fulgtes med den anden kollega til Ankara, hvor vi skiltes, da han skulle til Irak og jeg til Iran.

Jeg fortsatte så turen alene ud gennem Sivasbjergene med de fleste veje mere eller mindre uden asfalt og med masser af støv. Solen brændte på de fantastiske stenformationer, som så ud, som om de var levende, flimrende i heden og med uklare omrids. Nogle af disse store formationer stod som store truende blokke skråt ud over vejen, store som hele boligblokke.

Herude i disse bjerge på de elendige veje forskubbede læsset sig således, at hele læsset blev ca. en hel meter bredere, og jeg blev ofte stoppet af politiet og soldaterne, som det myldrede med overalt. Til sidst fik jeg ordre om at køre til tolden i Erzerum for at få bilen læsset om.

Jeg kom til denne by sidst på eftermiddagen, og man ville så begynde med omlæsningen næste morgen. Forinden skulle der dog skaffes den fornødne arbejdskraft, og det var lidt af en oplevelse, for her fik jeg en chance for at spille arbejdsgiver for en gangs skyld, men jeg havde nu ikke meget at skulle have sagt. Vi kørte i bil ned gennem byens smalle gader og stræder for at finde de rette folk. Der var et meget aktivt gadeliv i denne by, og der sad mange mænd i grupper på trapperne rundt omkring. De røg på vandpiber og drak te, og vi standsede ved nogle af disse grupper, og der blev diskuteret højt og længe, hvilket irriterede mig meget, for jeg forstod ikke et kvæk, men det fungerede åbenbart, for næste morgen ved 8-tiden stillede der en halv snes mænd i alle aldre - lige fra ynglinge til gamle ærværdige oldinge. Disse blev fulgt af flere snese børn og gamle kvinder i deres sorte dragter og hovedbeklædninger.

Så brød toldmesteren plomben under behørig opsigt at forskellige nysgerrige og diskuterende, uni-formerede personer, og derefter gik arbejderne i sving med at smide læsset ud på jorden. Man tog ikke varsomt på tingene, madrasser og kartoner med spejle blev uden videre kastet ud på jorden, som hver gang rejste sig i en støvsky, det kunne tydeligt høres, at spejlene ikke havde godt af luftturen. Børnene fór henrykte rundt og stjal alle de ødelagte spejle, og de gamle kvinder hoppede lystigt på madrasserne med store tandløse grin - måske erindrede de sig glade og mindeværdige stunder på andre madrasser, før de tabte tænderne, hvem ved?

Da jeg omsider kunne komme af sted igen og lettet for en hel del penge plus stjålne varer, var det blevet hen på dagen, og nu her efter Erzerum blev landskabet - om muligt - endnu vildere og mere øde, der var kun denne ene vej at køre på, og den forsvandt flimrende i heden langt ud i horisonten, stadigvæk med den enerverende gråhvide støvsky hængende truende over sig og frembragt af den uophørlige rullen af bliklavinen nedenunder. Der var lastbiler fra alle herrens lande, svenskere og nordmænd, der forbandede støvet og heden med ordene "forbannade jækla land", og englændere, der skød huller i vejskiltene og råbte: "fucking shit".

Af andre danske kollegaer, der også myldrede runde derude, fik jeg at vide, at min gode ven Obelix opholdt sig ca. 100 kilometer forude, det så ud til, at han havde meget travlt med at komme til Teheran.

Jeg kom nu til Tahir området med vældige bjerge og svimlende afgrunde, på veje der i Danmark kun kunne kaldes for markveje. Jeg havde fået at vide af andre kollegaer, at der ville være mange børn i landsbyerne undervejs, der løb rundt på vejen og tiggede cigaretter og andet godt, og disse børn skulle jeg helst ikke kaste noget ud til, da de så ville styrte ud på vejen for at samle det op, og kunne derved blive kørt ned af de bagfrakommende biler, og vedkommendes liv ville da ikke være meget værd.

Der var da også ganske rigtigt mange børn, der tiggede langs vejen i hele det område, der kaldes Kurderlandet. De første tiggede med snavsede hænder og viste tegnet for cigaretter og penge. De næste børn længere henne på vejen kastede store sten, når de første ikke fik noget ud af deres anstrengelser. Så jeg måtte køre spidsrod mellem de utallige stenkastere, og de sidste var de mest ihærdige og kravlede som små bjerggeder op af skrænterne og stod så og ventede på mig med en ny ladning sten. Dette gentog sig nogle gange, så måtte selv disse ihærdige unger give op.

Jeg var da begyndt på at køre op ad bjergene ad hårnålesving, hvor tanken om disse endnu kan få det til at gyse i een af ubehag. Bilens forhjul skulle helt ud på den stejle kant for at få traileren med rundt, og så skrabede traileren endda på af og til. Selv dér på disse veje kom der forrykte mennesker susende nedad i vild fart - uden at tage hensyn til noget som helst. Det så meget halsbrækkende ud, og de mange bilvrag, der lå spredt ned af bjerget, viste, at ikke alle var heldige. Jeg kom dog igennem disse bjergområder uden at komme galt af sted.

Langt derude, hinsides Erzerum og ikke så langt fra den iranske grænse, fik jeg øje på noget, der blinkede hvidt og skarpt i sollyset højt over min støvede verden. Det var svært i begyndelsen at se, hvad det var, men efterhånden som kilometerne forsvandt bagud, kom det blinkende hvide tættere på og afslørede så den ispansrede top på et vældigt bjerg - selveste Ararat - hvor den ikke mindre kendte Noah engang strandede med sin ark og dens brogede indhold.

Helt herude kom jeg til et sted, hvor der var sket en busulykke. En lastbil lå på den ene side af vejen og bussen på den anden med nogle store træstammer ovenpå. På disse sad der folk og kiggede ned igennem vinduerne i bussen, hvorfra der hist og her var folk, som var ved at kravle ud. Jeg kunne ikke passere denne bus, fordi dens bagerste del spærrede det meste af vejen, men personbilerne kunne dog passere.

Jeg blev altså holdende, hvorpå soldaterne, som også var tilstede, blev vrede og ville have, at jeg skulle køre videre. Jeg gjorde dem med tegn og fagter opmærksom på, at jeg ikke kunne komme forbi, men det var de ligeglade med, jeg skulle bare køre videre, og det gjorde jeg så med det resultat, at min trailers hjul blev hængende i bussen. Soldaterne råbte og kommanderede: "videre, videre!" Det gjorde jeg så og trak derved bussen med, så folkene sprang til alle sider med hyl og skrål, og folk i bussen i en fart fór ud af vinduerne. Jeg kom endelig rundt og slap bussen igen, hvorpå jeg blev stoppet. Nu ville soldaterne have spændt et reb fat i traileren, for at få bussen helt ind til siden. Det var jeg ikke glad for, der var jo tydeligt nok endnu folk i bussen, jeg var faktisk bange, men da de havde fået dette reb sat fast, trak jeg til, og så knækkede rebet. Man fik så fæstnet rebet igen, og det sprang igen. Derefter fik jeg lov til at forsvinde fra stedet.

Omsider - efter 1895 kilometer - nåede jeg helskindet til grænsen til Iran. 1895 kilometer gennem støv, døde geder, heste, æsler og utallige bilvrag. Et sted lå der en ødelagt hestevogn, stadig med hesten spændt for, men den var død og mere eller mindre forvandlet til et skelet, endnu med seletøjet liggende på de mørnede knogler.

Jeg var himmelhenrykt over, at jeg i det hele taget var kommet så langt. Det tog en dags tid at komme over grænsen, hvor der var en pragtfuld udsigt over til kæmpebjerget Ararat, der med sine "to fingre" stak højt op og ind i den glødende himmel. Rundt om vulkanen lå vældige lavamarker, strækkende sig ud i horisonten, kilometer efter kilometer. Grænsen bestod her af en stor firlænget gård, næsten som en stor dansk bondegård med to porte i hver side, en for indkørsel og den anden for udkørsel. Der herskede en voldsom aktivitet overalt på stedet med mennesker, der talte med alle mulige tungemål.

Jeg havde nu igen fundet min gode ven Obelix, som skældte og smældte, at nu havde han altså sådan passet på mig hele vejen, og så var jeg bare stukket af uden ham. Han havde ikke sovet roligt lige siden, men "nu er vi snart i Teheran" sluttede han sin moralprædiken. Om aftenen sad vi sammen - nogle kollegaer og vores tyrkiske speditører, der skulle ordne vores gennemgangspapirer - der blev serveret te, hvilket er et fornemt ritual på disse kanter. Vi sad i en kreds på små tæpper direkte på jorden, og i midten sad den person, der lavede teen på et spritapparat, mens han mumlede en slags bønner. Efter at teen var færdig, skænkede han op i små kopper og rakte os det hver især. Kopperne var så små, at indholdet næppe rakte til at væde ganen. Jeg vidste godt, at det drejede sig om et ritual af een eller anden slags, teen smagte stærkt og var meget sød, men ellers udmærket.

Næste dag nåede vi efter en del forvirring ind gennem denne gård og ud på den anden side og var dermed inde i Iran. Barzagan hed denne grænse. Vi kunne så begynde på de sidste 1000 kilometer til Teheran.

Iran var et ganske andet land end Tyrkiet, her var der aldeles pragtfulde veje at køre på undtagen i byerne. Der var store brede midterrabatter, hvor der voksede hele blomstertæpper og smukke træer - en slags kolonihaver, hvor folk gik og vandede blomsterne og græstæpperne.

Jeg fulgtes nu et stykke tid med den gode Obelix, og vi mødte en bus fra Tvindskolen hjemme i Danmark. Hvorledes det havde været muligt for denne bus at kunne køre helt herud, var for mig lidt af en gåde. Bussen mindede mest om noget, som man havde fundet på en skrotplads, og som derefter var blevet tabt ned i en kloak med hele dens indhold af mennesker og ting. Det var ikke til at forstå, at iranerne overhovedet havde ladet disse stridhårede og besynderligt udseende bæster slippe ind i landet, men de havde jo nok paralyseret iranerne, så de ikke vidste, hvad de gjorde. Men de var i landet og bussen havde tilsyneladende klaret den lange vej meget godt.

Vi fortsatte ind gennem landet med Teheran som det endelige mål. I glødende hede og en sol på en mælkehvid himmel, der brændte som en smelteovn ned fra oven, og som fik horisonten til at forsvinde ud i en flimrende dis og landet til at antage mærkelige former. Allerede før vi nåede den store by Tabriz var Obelix igen forsvundet ud i det fjerne.

Jeg kørte forkert i denne by og havnede ude i en slags parcelhuskvarter på iransk manér, det vil sige huse af ler med vældige mure omkring, så ingen nysgerrige kunne kigge ind. På fortovene lå store bunker af stenbrokker og alskens affald. Det var vanskeligt at vende mit store køretøj dér, for børn og unge mennesker myldrede rundt om bilen og op på denne, ja, de dristigste kravlede endog helt op på traileren, mens jeg fortvivlet prøvede på at få bilen vendt uden at nogen kom til skade. Det lykkedes først, da en politibil dukkede op. Bare synet af denne fik de unge mennesker til at forsvinde som små lyn på ingen tid. Med deres hjælp kunne jeg igen komme tilbage på rette spor i retning af Teheran.

4. Kapitel

Omsider nåede jeg da - efter 10 dages kørsel - til den store hovedstad Teheran på højsletten syd for det Kaspiske hav med høje bjerge, der omgav byen i nord. Man kunne kun se bjergenes øverste kølige toppe, da det nederste var forsvundet i den støvede og flimrende dis.

Jeg kom af en eller anden - for mig ubegribelig grund - ind på den rette toldplads midt om natten, og jeg havde nu klaret mig gennem 6 lande og 5000 kilometer og uden problemer af betydning, jeg kunne næsten ikke tro, at det var rigtigt.

Næste dag mødte jeg igen den gode Obelix og sammen fik vi så afleveret vores papirer til de rette vedkommende, og derefter kunne vi så blot give os til at vente på, hvad der videre skulle ske. Der skete absolut intet i dagevis. Vi kom til at vente i 11 dage, før vi atter kunne vende næsen og køleren hjemefter. 11 dage i glødende sol og hede, og nætter, hvor temperaturen ikke nåede ned under de 35 grader, og så sagde man endda til mig, at det ikke var i den varmeste tid, at vi befandt os her.

Vores toldplads var utrolig beskidt og primitiv. Den var inddelt i flere afdelinger, én for nordeuropæere, én anden for tyrkere og andre ligesindede og igen én for andre nationaliteter osv. Vi, som kom fra Skandinavien og så tyskerne, som vi dernede betragtede som naboer og ligesindede, krøb sammen i fællesskab på et sted, som blev kaldt Hotel Hilton. Ganske vist ikke det originale Hilton, men næsten lige så godt.

Stedet bestod af et par gamle skure i forlængelse af hinanden og bygget af blik og andre ubestemmelige byggematerialer og malet i livlige farver. I den ene ende var der monteret et gammelt køleanlæg fra en lastbil, og dette anlæg blæste en dejlig kølig og livgivende luft ud over os nordboere, der bestemt ikke befandt os godt i denne hede. Der var så hedt i solen, at vi end ikke kunne røre ved vore bilers metal uden at have handsker på. Man kunne faktisk spejle æg på metallet.

Her foran denne kølemaskine sad vi nordboer så og drak kølige øl og snakkede løs på alle mulige sprog, men det betød intet, vi var alle enige om det samme, nemlig, at alt dér simpelthen var rent ad helvede til. Toiletter fandtes der ikke, hvis der alligevel skulle være sådanne ét eller andet sted, så skulle jeg bestemt ikke nyde noget af at besøge disse, jeg havde set rigeligt af den slags steder i Tyrkiet.

Men der var alligevel ingen problemer, den slags nødvendigheder foregik under bilerne, og sundhedsvæsenet fungerede her overmåde godt. Dette sundhedsvæsen bestod af utallige vilde hunde i mere eller mindre miserabel tilstand. Nogle på 3 ben, nogle med store sår rundt på kroppen og andre igen med afrevne ører og manglende øjne osv. Disse hunde fjernede det hele og lod intet tilbage.

Jeg brugte dagene i ventetiden med - sammen med de andre kollegaer - at køre ud i den anden ende af byen, hvor der fandtes et stort svømmebassin, som åbenbart var beregnet til europæere. Dette bassin var indhegnet af en mægtig stor mur og store træer, der kastede en vidunderlig skygge ned over området. Det var som at komme fra helvede og ind i paradiset.

Herinde i dette paradis færdedes europæere af alle mulige slags - ikke alle lige tiltalende og tillidsvækkende personer. Det var mest unge mennesker, der her holdt rast på deres vej til og fra narkotikaparadiset ude østpå i Afghanistan og nærliggende områder. De, der var på vej hjemefter så noget afrakkede og slidte ud, og de tiggede om at få lov til at køre med hjemover, hvilket jeg bestemt ikke skulle nyde noget af. Jeg havde bestemt ikke den fjerneste gnist af lyst til at se et iransk eller tyrkisk fængsel indefra, dersom en af disse bæster havde narkotika med sig.

Hver eneste morgen, når vi kørte de godt 20 kilometer derud, flød det med havarerede biler, som var blevet ødelagt i nattens løb. Jeg blev overbevist om, at selvom der kun fandtes en bil i Iran og en i Tyrkiet, så ville de alligevel uvægerligt støde sammen. Også her i Iran kørte man med en hånd på rattet og den anden på hornet, så der var en syndig kakofoni af forskelligt lydende horn i alle sonater. Desforuden havde man musik under kørselen, det vil sige, at man havde sat en slags fløjte ind i udstødningsrøret, hvorfra der kom lyde i forskellige toner alt efter, hvor mange omdrejninger, der var på motoren. Det lød meget sælsomt, når der var mange af slagsen i nærheden af hinanden.

Ellers gik dagene med at snakke og drikke øl på Hilton under kølemaskinen. En aften havde nogle tændt et bål på pladsen, hvilken grund der var til det, ved jeg ikke, for der var bestemt varmt nok i forvejen. Vi sad og hyggede os, da en ung dansk chauffør, der lige var ankommet til vores plads, pludselig stivnede og vendte det hvide ud af øjnene, hvorpå han væltede om i støvet med et brag og blev liggende dér uden at røre på sig. Det var der nu ingen, der tog sig af, man ignorerede det og lod ham ligge og snakkede hyggeligt videre. Snakken gik nu mest om dette elendige land Iran og om landets ikke mindre elendige beboere.

Der gik nu yderligere omkring et kvarters tid, hvor intet skete, så lagde jeg mærke til, at store sorte myrer var begyndt at kravle op over ham og op i hans ansigt, uden at han reagerede derpå. Jeg blev ret bekymret og gik så over til ham og skubbede til ham med foden. Der var ingen reaktion overhovedet, hvorpå jeg trak hans øjenlåg op, der var kun det hvide at se. Nu blev jeg ret forskrækket og lyttede på hans hjerte, der var intet at høre. "Jeg tror sgu, han er død!" afbrød jeg mine kollegaers vrøvlen om Iran og dets beboere - hvilket bragte den hyggelige snak til et brat og chokeret ophør.

Efter en lille pause, hvor man ligefrem kunne høre myrerne larme, fik en af de mere forstandige kollegaer lagt sig på knæ ved siden af ham, tog om hans håndled og lyttede til hans hjerte. "Næh - han er nu ikke død" udbrød han så efter en tøven, "men det er jo nok det bedste at få ham på et sygehus". En anden af de mere kyniske udbrød, at det nok kun var den såkaldte "Teheran-kuller", han led af - en slags chok fremkommet ved at have opholdt sig i lang tid i stor varme tillige med nedsvælgelsen af ret store mængder iskolde øl. Der blev derefter en hel del skænderier om hvordan og hvorledes, men vi fik ham da til sidst bakset op i en af vore biler. Det var ret besværligt at få en livløs person bakset op i sådan en bil. Arme og ben daskede løse rundt og hang fast alle steder, men det lykkedes da omsider for tre-fire mand at få ham bakset ind på plads, og så drønede vi 5 mand af sted gennem Teherans forrykte trafikkaos, uden at vide, hvor vi skulle køre hen. Lidt efter vi var kørt, fik vi omsider fat på en taxa, som derpå kørte os rundt i ring i henved en halv time. Vi blev så enige om, at enten snød fyren os eller også, vidste han ikke, hvor han skulle føre os hen - han ville jo nok tjene sig et par rialer ekstra. Han stoppede hele tiden op og snakkede i ét væk med, hvad der for os så ud som gamle venner og bekendte, men nu kunne det være nok. Vi blev enige om, at den største og stærkeste af kollegaerne, Egaa, skulle gå over til ham ved næste stop og true fyren med en redelig gang bank, hvilket den arme chauffør straks forstod på trods af den store sprogbarriere mellem os. Ganske få minutter efter stoppede han op ved et amerikansk militærhospital, hvor vi fik vores kollega båret ind og lagt på en båre, hvorpå sygeplejerne drog af sted med ham.

I mellemtiden fik jeg afregnet med taxichaufføren. Vi ville kun betalte det halve af det, som han forlangte. Det passede bestemt ikke den gode chauffør, som råbte og skabte sig og truede os med alverdens ulykker, indtil han fik øje på min store kollega, der havde haft fat i ham før, så tav han brat og fik sat fuld fart på sin motor og med en hørm af brændte dæk, forsvandt han ud af pladsen med udstødningsrøret fuld af musik.

Vi ventede en halv times tid i nervøs spænding på, hvad der videre ville ske med vores kollega, men pludselig gik en dør op og ud kom han vandrende, frisk og munter, som om intet var sket. Han kunne intet huske og vidste ikke, hvad han lavede der på stedet, så vi måtte til at fortælle ham hele forløbet. Derefter kørte vi i ro og mag tilbage til vores kendte plads, og dermed endte denne mindeværdige dag.

De første dage på pladsen var ret rolige, men så begyndte hvirvelvindene, og disse fortsatte resten af tiden, vi tilbragte på pladsen. Vindene var af forskellig styrke og kom som lyn fra en klar himmel. Pladsen var én stor nedkørt mark nærmest og fuld af større og mindre huller, der var fyldt op med utallige øldåser, der var kørt flade, og når hvirvelvindene huserede, blev øldåserne suget op i luften sammen med støv og småsten, hvorpå de ramlede ned over alle bilerne som et haglvejr, når vindene pludselig ophørte. Det så ret imponerende ud, når vinden pludselig begyndte at suse, og støvskyen dreje rundt om sig selv i et stadigt stigende tempo og derpå vandre henover pladsen i forskellige retninger.

På denne plads vrimlede det også med - foruden de vilde skabede køtere - handelsfolk og plattenslagere af alle mulige slags, en broget skare med vældige byrder af varer på ryggen, der vandrede rundt på pladsen mellem hinanden. Der var gamle ærværdigt udseende muselmænd med turbaner på hovedet, sigøjnere i farvestrålende dragter og et utal af andre ubestemmelige typer.

Alle vi chauffører morede os herligt ved at få disse hidset op mod hinanden, så blodet flød, og varerne hos den tabende part spredtes for alle vinde og havnede i snavset. Jeg syntes nu ikke rigtigt om den slags, men jeg var dog meget klar over, at der her ikke var plads til blødsødne typer og andre humane skvat, så jeg grinede med.

Når en kollega fik overbevist en af disse handelsfolk om, at hans rival derhenne - og så blev der peget på en tilfældig person, der var så uheldig at opholde sig lige i nærheden - havde fortalt os, at vi lige netop ikke måtte købe hans varer, fordi disse ikke duede og for øvrigt vist nok var stjålne, så blev der ballade, så støvet hvirvlede, og blodet flød, og skrig og skrål hørtes viden om, og tiltrak folk alle steder fra, som fluer om et stykke sukker.

Nå, men tiden gik sin gang og på en af de sidste aftener, hvor vi befandt os i Teheran, kørte vi i lastbil ind til posthuset i centrum for at få ringet hjem og fortælle familierne derhjemme i det dejlige kølige Danmark, at vi endnu var i god behold.

Herinde i centrum herskede et livligt leben på de store brede boulevarder. Unge mennesker drønede op og ned ad gaderne i deres store amerikanske dollargrin, mens de drak sig dygtigt fulde. Endvidere morede de sig med at blære sig med, hvor dristige de var, de lod to biler køre ved siden af hinanden med så stor hastighed som muligt, og de mest modige af dem stillede sig med et ben på hver bil og svang rundt med deres flasker og hylede i vilden sky, mens bilerne drønede af sted. Jeg gad gerne vide, hvad der ville være sket, hvis en af bilerne havde bremset op, men der skete intet af den slags. Det var åbenbart en populær sport, for der var mange, der skulle prøve.

På de brede midterrabatter vrimlede det med mennesker, som tilsyneladende boede dér midt i trafikhelvedet, for der var slået telte op og alt muligt udstyr til et længere ophold - et yderst farligt sted for børnene at opholde sig - for dem vrimlede det også med.

Inde på posthuset herskede der en ganske anden atmosfære. Her færdedes indere, kristne, arabere og jøder med deres familier i deres forskellige karakteristiske dragter. Det så altsammen meget fredeligt og roligt ud, og der var en stor værdighed over hele sceneriet, så da mine kollegaer råbte op og teede sig på uværdig vis, fordi de ikke kunne komme til at telefonere hjem med det samme, så skammede jeg mig faktisk over at være dansker og at være sammen med mine kollegaer. Jeg lagde mærke til, at alle disse forskellige mennesker pludselig begyndte at stirre underligt på os, som om de ikke rigtigt vidste, hvad de skulle stille op med disse mærkelige og fremmede urostiftere, som så pludseligt dukkede op fra det bare intet. De bevæbnede vagter ved dørene vidste heller ikke, hvad de skulle gøre, men de blev dog ved dørene og fingererede nervøst ved deres våben.

Vi fik dog alle ringet hjem, og det var meget rart at høre de kæres stemmer i telefonen. Jeg ville have givet næsten hvad som helst for at sidde hjemme i stuen med konen og en kølig øl, men dér var jeg jo desværre ikke i dette øjeblik.

Da vi nåede tilbage til pladsen, havde der samlet sig en del chauffører i et hjørne på pladsen - for det meste skandinavere - hvor de alle var i færd med at samle og brænde gamle bildæk af. Dem var der i rigelige mængder af, da disse lå og flød overalt. Der blev drukket flittigt, mens de løb rundt og samlede dækkene, som de derefter kastede på bålet, der sendte en kulsort og stinkende røg direkte op mod aftenhimmelen. Røgen var så voldsom, at den sikkert kunne ses over hele byen.

Efter en tid, hvor vi snakkede og drak et par øl med disse muntre og højtråbende nordboer - de havde sikkert fået Teheran-kuller alle sammen - kom en vagtmand cyklende og råbte og skreg og pegede på bålet. Det blev han ikke ved med i ret mange minutter, for nogle store stærke fyre blev meget truende, og så tav han og cyklede af sted, det bedste han havde lært. Vi, der endnu var kølige i hovedet, blev enige om, at det nok var bedst, at vi også fik os fjernet fra stedet, selv de vilde køtere, der luskede rundt om flokken i en kreds, fik stukket halen mellem benene og fik sig fjernet.

Vi var da også kun lige kommet væk derfra, da der kom to mandskabsvogne fyldt med knippelbe-væbnede betjente. De så ikke rare ud, og jeg priste min skaber for, at jeg var kommet væk i tide. Disse to biler kom susende i en støvsky, og betjentene myldrede ud og satte kursen direkte mod bålet og den råbende flok chauffører. Vi blev nu ikke og kikkede på, men et stykke tid senere svandt de høje råb bort, og den fælt lugtende røgsky svandt langsomt og døde til sidst helt ud.

Den næste og for mig sidste dag i Teheran kom der midt på formiddagen en militærvogn kørende hen til min bil, og en lille uniformeret person sprang ud og begyndte at sammenligne mine nummerplader med et stykke papir, som han gik rundt med i hånden. Han var ulasteligt og perfekt klædt i sin uniform, der var intet, der sad forkert - ja, selv det støv, som hans velpudsede og blanke sko hvirvlede op, blev stående ret i luften og vovede ikke at lægge sig, før han havde flyttet sig derfra igen.

Jeg fik så at vide, at jeg skulle følge efter ham sammen med Obelix, der også skulle læsse af samme sted. Vi kørte bagefter militærvognen ad besynderlige veje, hvor dynger af murbrokker og andet affald flød alle vegne, og hvor de fleste huse henlå mere eller mindre i ruiner. Vi kom forbi en mægtig murkranset plads, hvor der stod mange store gummigeder, som havde stået dér, lige siden de var nye. Det var længe siden, kunne jeg se, for de fleste manglede et eller flere af de store gummihjul, og de var ret rustne.

Efter en lille halv times kørsel kørte vi ind gennem en port og ind på en plads med en stor lav lagerbygning, og en mængde folk kom myldrende alle vegne fra. Da vi var standset, blev vi tiltalt på syngende sjællandsk, hvilket virkede ret komisk på dette sted, men jeg var nu alligevel glad for at høre mit eget sprog igen fra andre personer, som jeg ikke kendte. Det kan næsten ikke beskrives, hvorledes det føltes at høre ens eget sprog i en fjern afkrog af verden, men alt det som var dansk, fik pludselig en særlig og vigtig betydning.

Jo - vi skulle da endelig lade skidtet stå og komme med ind og få te. Det lod vi os ikke sige to gange! Her kommanderede danskeren rundt med en stor flok kulier, som de blev kaldt. Blot der blev knipset med fingrene, så sprang disse kulier, som små lopper i en hundekennel. Der blev knipset flittigt, og kulierne trak stolene ud for os og tørrede støvet af både bord og stole. Da vi så langt om længe havde fået os behageligt anbragt, kom der straks te og kager på bordet, og kulierne stod på spring og ventede på herrernes fingerknips.

Vi tilbragte et par timer dér og hyggede os svært, mens vi snakkede om, hvor dejligt der var hjemme i Danmark, og hvor elendigt det selvfølgelig stod til hernede. Jeg kom for skade at vælte lidt te og ville så tørre det op, men nej - vi var højt hævet over den slags uværdigt arbejde, hvad troede vi ellers, at kulierne var til for? Straks kom der et par knips, og som ved trylleri var den spildte te tørret væk. Det var faktisk en herlig fornemmelse at kunne føle sig højt hævet over pøbelen, men på en måde kunne man føle, at disse mennesker i virkeligheden foragtede os dybt.

Den slags arbejdskraft ville lige have været noget for en dansk arbejdsgiver - altid parat og villig til selv det mest usle arbejde uden vrøvl - men verden er såre uretfærdig inddelt, vore danske arbejdsgivere må nøjes med stridige og arbejdssky personer, der altid laver vrøvl og aldrig vil gøre, hvad de får besked på - dette er jo selvfølgelig arbejdsgiverens opfattelse.

Vi fik omsider læsset af, og arbejdet blev udført af en flok diskuterende og svedende iranere, men det gik alligevel udmærket, og vi kunne endelig få vore fragtbreve skrevet under, så vi kunne komme af sted hjemefter. Men det var nu blevet sidst på dagen, så vi blev enige om at vente til næste morgen, det ville ikke være klogt at køre rundt i mørke i dette land.

Jeg tilbragte 11 døgn - 11 glødende hede døgn - på dette gyselige sted, som kaldtes Teheran, og jeg svor ved den hellige jomfru Maria og hendes søn Jesus og også ved Vorherre selv - og tillige ved Allah og hans profet Mohammad, som jo dog er de øverste chefer på disse sandede og støvede steder - at jeg aldrig nogensinde ville vise mig dér igen. Måske blev jeg hørt af disse høje åndelige væsner, for jeg har aldrig siden været på disse kanter, og jeg håber da heller aldrig at skulle blive nødsaget til at have et ærinde derude igen.

5. Kapitel

Straks den næste morgen startede vi så turen hjemover uden returlæs af nogen art. Der var ikke meget at hente her, som kunne interessere nogen i de nordlige lande. Vi kørte simpelthen som vilde, det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme hjem, men at køre som en gal var meget normalt her, faktisk ville man ikke have en chance for at begå sig her ved at køre ordentligt, så vi drønede af sted, så høns, geder og andet godtfolk fik travlt med at bringe sig i sikkerhed, når de hørte vore horn trutte ud over land og folk.

Vi kørte i løbet af natten de små 1000 kilometer ud til Barzagan grænsen, uden nogen større forvik-linger, og uden at nogen var kommet til skade - bortset fra nogle høns, der måtte lade fjerene under bilernes tunge hjul. Da morgenen gryede, befandt vi os i en næsten 15 kilometer lang kø af lastbiler.

Det var et ret frustrerende og forstemmende syn at se den lange ubrudte række af biler forsvinde ud i det flimrende fjerne og opefter mod grænseovergangen, men synet af det mægtige bjerg Ararat - der med sine to fingre stikkende manende op mod himlen, og øverst oppe dækket af et blændende hvidt ispanser, der syntes hvidere end det hvideste - kunne dog få humøret lidt op igen.

Jeg havde nu fået det problem med bilen, at dens batterier var brændt af, og jeg kunne derfor ikke risikere at stoppe motoren. Det passede mig dog udmærket, men senere, da jeg kom nærmere til grænseovergangen, fik jeg vrøvl med de iranske grænsebetjente, der blev ret sure og forlangte, at jeg skulle stoppe motoren. Det var komplet umuligt for mig at forklare de vrede betjente sagens rette sammenhæng, så jeg lod, som om jeg ikke forstod, hvad meningen var og lod motoren løbe videre. Det gik da også en times tid, hvorpå betjentene viste sig igen, denne gang med et par soldater på slæb, og disse så bestemt ikke rare ud, så jeg vidste, at der nu ikke mere var nogen vej udenom. Betjentene begyndte igen at vrøvle, og den ene af soldaterne dunkede på døren med skæftet af sit gevær for at understrege sagens alvor, og der var så ikke andet at gøre end at lystre.

Til alt held holdt Obelix bag mig, og da det gik ret stejlt opad, så behøvede jeg blot at lade bilen løbe et par meter tilbage, mens den stod i bakgear, så startede den hurtigt og villigt, og på den manér nåede vi så endelig sidst på dagen over på den tyrkiske side, og jeg kunne dermed lade Irans brændende sol og glødende hede bag mig - forhåbentlig for bestandig.

Der var lidt problemer med, at jeg havde for meget diesel med over. Jeg kunne have omkring 2.500 liter med, og det kunne iranerne ikke lide, men efter at jeg havde betalt lidt rialer, gik det fint. Vi havde al den olie med over, fordi den var billig - ca. 30 øre literen - og i Tyrkiet var det meget svært at få diesel på den tid, så man skulle så sandelig også passe på det, man havde.

Foran os lå nu igen 1895 kilometer støvede og elendige veje, og guderne måtte vide, hvor mange problemer. Jeg havde meget mod min vilje taget en ung tysk fyr med fra grænsen, og han fik besked på, at han kunne sove i traileren om natten, men det havde han intet imod, og jeg fik nu heller ingen grund til at fortryde det. Han stod af igen i Istanbul.

Vi blev på grænsen natten over, og den næste morgen kunne vi så starte den videre rejse hjemefter. Vi kørte som gale og overhalede alt, hvad der kunne overhales og tog mange farlige risici. Støvet hang tungt og kvælende bag os, og politiet var ligeledes efter os, og det kostede nogle diskussioner og bøder. Nogle af disse betjente kunne tale tysk, og det skal siges, at politiet i Tyrkiet var meget fair over for os, og de bøder, vi fik, var både fortjente og også rimelige.

Et godt stykke vej inde i Tyrkiet og med Ararat ude af syne måtte vi standse op midt på vejen, idet en gammel bonde med en kæmpekasket på hovedet sad og tronede oppe på et mægtigt læs hø, læsset på en af de årtusinder gamle, karakteristiske tohjulede kærrer, hvor både hjul og vogn var helt fremstillet i træ. Det kunne ligesågodt have været Moses selv, der sad dér og skældte og smældte på en yderst genstridig okse med store horn, der var spændt for kærren. Oksen stod nu midt på vejen og virrede forvirret med sit store hoved, mens øjnene rullede rundt i deres huler. Bonden prøvede fortvivlet, at få oksen sat i gang, men da denne ikke anede, hvad den skulle gøre, og hvor bonden ville have den hen, blev den klogeligt stående, selvom den nu også var bange for vore store biler, der holdt ved siden af hinanden.

Vi begyndte utålmodigt at tude med hornene, for vi skulle bare videre, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg havde lagt mærke til, at der gik en del bønder inde på en mark. De havde afbrudt deres arbejde og stod nu og fulgte med i, hvad der foregik ude på vejen. Da den arme okse hørte vore kraftige horn, gerådede den straks i den rene panik, dens øjne rullede vildt og truede nærmest med at falde helt ud af deres huler, og den bakkede voldsomt og stødvis tilbage, mens bonden råbte og skreg og piskede løs på det arme dyr.

Jeg så nu, at hele flokken af bønder begyndte at gå over mod os, og jeg blev ret nervøs, for jeg vidste godt nok, at vi bestemt ikke var særligt populære herude. Nu var oksen bakket så langt tilbage, at kærrens ene hjul røg ned i grøften, hvorved den højtlæssede kærre fik overbalance og væltede med hele sit indhold af hø og den fægtende og skrigende bonde. Nu begyndte de andre bønder at løbe, men gudskelov var vejen nu fri, så vi kunne køre igen. Jeg svedte af skræk og rystede fælt på hænderne, det havde været tæt på en omgang prygl, men vi forsvandt som små lyn, mens bønderne kastede sten og truede efter os.

Hen under aften holdt vi pause i en lille by, og vi opdagede, at der var et lille badehus, og min tyske passager og jeg blev enige om. at vi skulle have et bad, inden vi fortsatte turen, vi lugtede ikke ligefrem godt mere. Obelix skulle ikke nyde noget, så han kørte videre, men det var jeg nu ligeglad med. Først bagefter forstod jeg, hvorfor han ikke skulle ind for at få sig et bad, han var betydeligt bedre informeret om tingene derude, end jeg var, men vi gik altså indenfor og kom ind i en slags forhal, hvor der ved et bord sad en fed gammel kvinde og tog imod vor betaling. Vi fik udleveret sæbe og en nøgle til et skab, hvor vi kunne lægge vores tøj og andre ting, men vi foretrak dog at beholde det hos os.

Inde i selve baderummene var der fyldt med mænd, nogle nøgne og andre med håndklæder om livet. De fleste sad på bænke og snakkede og hyggede sig ganske godt, de gloede, og nogle af dem smiskede godt, da vi dukkede op. Da jeg var ved at være færdig med mit bad, kom tyskeren pludselig farende og var helt ude af sig selv, han virkede bange og fortalte, at der var nogen, der havde klappet ham bagi, og nu ville han hurtigst muligt væk. Jeg forsøgte at berolige ham, men da jeg kiggede mig lidt omkring, kunne jeg godt se, at nogle af de tilstedeværende smiskede og smilede deres, hvad de selv troede, bedste og charmerende smil. Det havde nu nærmest den modsatte virkning, for nu blev jeg selv nervøs og spekulerede på, hvad i alverden det dog var for et sted, som vi var havnet på.

Jeg havde nu bestemt heller ikke nogen videre lyst til at forlade dydens smalle og tornede vej, så vi forlod i al hast og uden at være ordentligt påklædt, dette højst besynderlige etablissement. Vi nåede dog ud til bilen uden at blive forulempet på nogen vis. Tyskeren havde glemt sit skiftetøj i farten, men han havde bestemt ingen lyst til at gå ind og hente det, og dét havde jeg bestemt heller ikke, så vi fortsatte turen hjemefter - uden hans skiftetøj.

Vi nåede - uden at have set noget til Obelix - til en by ved navn Zara mellem Erzingan og Sivas, og der fik vi af nogle kollegaer, der var på vej udefter, at vide, at han kun var få kilometer forude. Vi nåede godt forbi Zara og ind i Sivasbjergene, hvor vi måtte standse et stykke tid på grund af et virkelig

gyseligt trafikuheld. En lastbil havde her pløjet sig vej gennem en flok køer, og en del af disse var simpelthen punkteret som balloner. Over en strækning på mindst 100 meter var vejen tilsvinet med fedt, blod og indvolde, og lastbilen så ud, som om den var kørt igennem et slagteri - et gyseligt syn. Én af køerne, som var blevet påkørt, var endnu i live, og det eneste, den kunne bevæge, var hovedet. Den jamrede sig så uhyggeligt, at jeg fik kvalme af at høre på det, men alle andre tilstedeværende var bedøvende ligeglade, de snakkede og diskuterede som sædvanligt.

Chaufføren på ulykkesbilen fór rundt og fægtede med arme og ben og snakkede i et væk. Til alt held var vejen nogenlunde fri, så der var plads til, at vi kunne passere, og det gjorde jeg da også med det samme. Jeg var glad for at kunne forlade det grufulde syn, der har nok været omkring 4 eller 5 køer, som det var gået ud over.

Vi slap godt gennem Sivasbjergene og nåede i god behold til Ankara, hvor vi igen mødte Obelix. Han grinede noget smørret, da han spurgte om, hvorledes det var gået i badehuset, men det ville vi ikke fortælle ham. Vi fulgtes sammen til Istanbul, hvor vi overnattede på Londra Camp, som vi også gjorde på udturen.

Denne gang havde vi ingen lyst til at kigge nærmere på byen, dels var det for sent, og dels havde jeg kun den ene tanke i hovedet: at komme hjem i en fart! Her på Londra Camp satte jeg tyskeren af, da han gerne ville blive nogle dage og kigge nærmere på byen. "Ham om det", tænkte jeg, jeg skulle ikke nyde noget, jeg havde fået nok af disse lande herude.

Næste morgen kørte vi videre ud mod grænsen til Bulgarien, Kapikule. Her kom vi ret hurtigt igennem, men på den bulgarske side måtte vi med bilen ned gennem et slags fodbad for lastbiler, og ovenover i små tårne sad betjentene og studerede ivrigt, hvad vi nu kunne have gemt ovenpå bilerne. Bagefter, da vi var kommet igennem, kom vi ind på en plads til nærmere kontrol. Her på denne plads gik der betjente rundt med små hamre og dunkede løs på metallet alle steder. Jeg var nu igen blevet ret nervøs, for man kunne aldrig med bestemthed vide, hvad der kunne findes, jeg havde ofte nok hørt de mest skrækindjagende historier om banditter, der kom, når chaufføren sov eller ikke var i bilen og anbragte små pakker med tvivlsomt indhold under bilen. Når chaufføren så, som uvidende smugler, var kommet godt over, hentede banditterne igen deres varer, når bilen standsede næste gang. Jeg slap nu med skrækken og kom i god behold gennem nåleøjet og kunne så fortsætte turen op gennem Bulgarien.

Vi holdt pause og fik en virkelig god middagsmad på toppen af en høj bakke, som af alle chauffører blev kaldt "kussebakken". Hvorfor den blev kaldt det, skal jeg nu ikke her gøre mig klog på, men man kunne jo have sine formodninger derom, men det var et landskabeligt smukt sted. Landskabet var i det hele taget begyndt at blive mere grønt og træbevokset igen. Det var en hel fornøjelse for øjnene at se på, i stedet for den evindelige gule og skidengrå farve, som havde været det fremherskende syn gennem lang tid.

Endelig nåede vi da tilbage til civilisationen, da vi kørte over grænsen ind til Jugoslavien og susede over til Nis og derfra videre mod Beograd. Her mellem Nis og Beograd var man på den tid i færd med at bygge den nye motorvej fra nord til syd, og her var store kolonner af unge mennesker - med mængder af røde flag, der stod plantet alle vegne - i gang med at jævne vejrabatterne ud med skovle, og på de høje skrænter hang der ligeledes mange unge fastspændt i snore, og de var i færd med at fjerne løse sten og plante små buske til tonerne af en skrattende musik, som jeg dog ikke kunne høre, hvad var, men det var jo sikkert nok "internationale".

Klimaet var helt anderledes her. Luften var mere ren og uden den gråhvide støvsky, der lagde sig tungt over alt og alle. Også vejene her var i betydelig bedre forfatning end dem i Tyrkiet. Vi overnattede på National Hotel i Beograd, et samlingspunkt for chauffører fra alle mulige steder. Her blev der snakket, spist og drukket, så det var en hel fornøjelse. Her kunne man få noget så sjældent som svinekoteletter, noget som vi bestemt ikke var forvænt med i Allahs riger og lande.

Det er besynderligt at tænke på, at når man i det daglige har alt, hvad man behøver, så skænker man det aldrig en tanke, for det er jo en selvfølge, men hvis det pludselig forsvinder, bliver det hurtigt til et stort problem og et savn, således også med disse koteletter dér på National i Beograd, da det pludselig igen var muligt at få disse, der ovenikøbet var yderst slet tilberedte. Havde det været derhjemme, havde man jo nok lavet vrøvl.

Tidligt næste morgen forlod vi Beograd og kørte videre til Spielefeld - grænsen til Østrig. Hvilken herlig fornemmelse det var at se det smukke land med skovbedækkede bjerge og grønne marker overalt og at indånde den friske kølige luft. Det var indbegrebet af den største lykke, som ikke kan beskrives med ord.

Vi kørte så ind i det modbydelige CCSR og straks blev omgivelserne igen snavsede og skidengrå overalt, og det vrimlede med bevæbnede og arrogante grænsevagter. Man følte sig ikke godt tilpas her, så det var bare om at komme ud af landet igen så hurtigt, som det kunne lade sig gøre.

Ved Prag skiltes jeg fra Obelix, da han skulle læsse et andet sted. Jeg skulle blot køre tom hjem, da fjedrene på traileren var i en ret miserabel forfatning. Jeg fortsatte så alene op gennem landet og kom ind i demokratiets højborg DDR. Ja - det sagde de altså selv de folk, som boede der, men det var nu kun dem med uniformer, der sagde det, og de var da også i flertal, så vidt jeg kunne se. Deres grænsevagter kunne ikke finde deres lige noget sted på jorden, når det drejede sig om storsnudethed og arrogance. Disse grænsevagter mindede stærkt om nogle ubehagelige militærfolk af tysk nationalitet, der i 1940erne huserede rundt om i Europa. Det er lidt af skæbnens ironi, at netop her, hvor man hadede de gamle fascister mest, her hægede man også mest om disse uvaner fra gammel tid - både med strækmarcher og ubehagelig opførsel overfor andre folk.

Jeg kom da i god behold ind i DDR og kunne suse af sted nordpå, rundt om Berlin og ud over grænsen ved Lauenborg. Her blev jeg igen udsat for en meget omhyggelig kontrol af ubehagelige grænsevagter, som storsnudede og med vigtige miner huserede rundt om bilen med store schæferhunde, der snusede rundt alle vegne, ja - selv op i førerhuset skulle hunden, men det ville den ikke, den gad vist ikke hoppe så højt. Dernæst fik bilen en omgang med spejle ind i alle kroge, men endelig slap jeg da også her gennem nåleøjet, kunne lade DDR bag mig og suse videre mod nord.

Endelig - efter 39 dage - kunne jeg igen se grænsen ved Kruså, som man jo dengang skulle køre over med lastbiler, da motorvejen ved Padborg endnu ikke var færdigbygget. Det var en fuldendt lykke igen at kunne se sit eget land, hvor man hører til på godt og ondt, og selvom politiet stoppede mig ved grænsen og lavede vrøvl over bilens ret miserable udseende, kunne det ikke ødelægge mit gode humør, for nu kunne jeg jo forklare dem sagens rette sammenhæng på mit eget sprog - og det var guld værd!

Det er svært at forestille sig, at man kan blive så glad for at høre sit eget sprog, men når man opholder sig på fremmede steder, får det at være dansk en særlig betydning - uden direkte at kunne definere, hvad denne består af.

Endelig havnede jeg omsider igen hjemme hos familien uden nogen skader på legeme og sjæl. Det vil nu sige, at jeg havde fået en sand skræk for at køre så langt bort - dér ville jeg aldrig ud igen. Jeg havde ellers allerede fået at vide, at jeg skulle af sted til Iran igen næste dag - men det ville jeg ikke. Jeg var godt klar over konsekvenserne, som så ville være, at jeg kom til at stå uden arbejde, men sommetider bliver ethvert menneske tvunget til at tage en bestemmelse - uden hensyn til eventuelle konsekvenser. Jeg fik afregnet for turen, og så var det slut med den slags eventyr.

6. Kapitel

Jeg fik så arbejde som chauffør hos en lokal vognmand og stiftede her bekendtskab med en arbejdsgivertype, der overhovedet ikke regnede chauffører for at være mennesker. En ubehagelig og kedelig type, som der desværre også findes mange af den dag i dag, og som sikker også vil eksistere, indtil de sidste hjul går i stå. Men heldigvis var de fleste arbejdsgivere nu reelle og gode nok, så de få slyngler, der fandtes, skulle nu ikke få lov til at ødelægge de godes omdømme.

Den første konfrontation kom kun få dage efter, at jeg var begyndt dér. Hans materiel var i en elendig forfatning, og jeg skulle fragte en tungt læsset anhænger med tom forvogn, for så vidt i orden, men der var blot den hage ved historien, at det drejede sig om den gamle type énstrengede bremse - en type der ikke eksisterer længere. Den duede naturligvis ikke, som alt det andet han havde, og derfor kunne anhængeren ikke bremse. Jeg forelagde så hele problemet for denne udmærkede og velmenende arbejdsgiver, men det forstod han naturligvis ikke suk af. Det var nok noget, som jeg bildte mig ind, mente han så, i det hele taget skulle chauffører ikke gå så højt op i den slags tekniske finesser, men i stedet koncentrere sig om at køre bil.

Jeg blev nu ved mit og ville have, at han skulle give med en seddel på, at jeg havde fået ordre om at køre denne bil, og at han var bekendt med, at bremserne ikke duede, dersom jeg skulle blive stoppet af politiet eller blive indblandet i noget ubehageligt undervejs. Det fik ham til at eksplodere som en mindre bombe - hvad fanden i hede hule osv. bildte jeg mig ind, at jeg var her i firmaet, jeg havde bare at gøre, hvad der blev sagt!

Desværre blev jeg og gjorde, hvad der blev sagt, jeg kunne ikke skride uden at vide hvorhen. Til sidst, da han havde fået fast grund under fødderne igen, kiggede han eftertænksomt og ret spekulativt på mig, men hans gned sig på hagen. Han sagde så, at han ikke mente, at jeg blev ret gammel i hans firma, jeg trak på skuldrene, jeg kunne jo ikke gøre andet, jeg kunne jo heller ikke krybe for den slags folk for ikke at tabe min egen selvrespekt, hvilket jeg havde en fornemmelse af, at han forventede af sine folk. Det var, og er der desværre mange, der er villige til.

Derefter blev jeg sat til at gå rundt med en kost og feje pladsen og vaske hans snavsede affalds-containere, noget som han havde sat mig til som en slags tak for sidst og for at vise, hvem der var chef i firmaet - men det gik da osse, jeg ville alligevel smutte ved først givne lejlighed.

Men så en dag kom han strygende, han havde fået en opringning fra en fabrik i nærheden. De stod og manglede en chauffør her og nu, de havde en bil stående læsset og parat til øjeblikkelig afgang - men var som sagt - uden chauffør. Nu var det sådan, at min chef ikke havde andre gående hjemme i det øjeblik, som havde kørekort, så han måtte bide i det sure æble og spørge mig. Jeg var faktisk glad for at få en chance for at komme bort fra hans snavsede containere et stykke tid, så jeg sagde ja og gik op for at snakke med folkene på fabrikken.

Det viste sig at være til stor gavn og nytte for mig, det blev til i alt 7 års arbejde. 7 gode år som chauffør, selvom det ikke indebar de helt lange rejser ud over kontinentet, men det passede mig nu udmærket. Arbejdet var rigeligt og kun afbrudt af sæsonmæssige udsving og en enkelt arbejds- løshedsperiode på et halvt års tid, men alt i alt en god arbejdsplads. Desværre eksisterer denne fabrik ikke længere. Der kan stadig komme et lille stik af smerte, når man kommer forbi disse - nu døde og tomme - fabrikshaller, som før summede af aktivitet og travlhed, og når man så bliver stående et øjeblik og mindes, er det ligesom om, man kan høre en svag lyd inde fra hallerne af travle mennesker, og biler, der brummende kører frem og tilbage. Det er, som om fortiden bliver levende for ens indre øje, som om hallerne selv ønsker at berette om det, de engang var.

Det er altid en trist og sørgelig historie, når en fabrik og dermed en arbejdsplads for mange mennesker lukker og dør. Det er som at miste en god ven, man på godt og ondt har kendt længe, det er som at tabe noget af én selv.

Min tid på denne fabrik - var som skrevet - en god og rolig tid, selvom det fysisk var et meget anstrengende og hårdt arbejde. Der skulle aflæsses op til en halv snes tons og køres op til 700 kilometer

dagligt og med op til mellem 20 - 25 aflæssesteder, så var der rigeligt at se til. Endvidere skulle alle varerne, der bestod af tunge døre i alle mulige former og størrelser, håndteres på en ret uhensigtmæssig måde, så det til tider kunne være ret smertefuldt for ryggen og skuldrene, hvilket jeg endnu, så mange år efter, til tider stadig har en smertefuld erindring om.

Men jeg drømte igen om de lange veje, der strakte sig langt ud over horisontens grænser. Det var som en mærkelig dragende lokken, der tog fat om mig, som sirenernes lokkende musik, der engang styrtede Odysses og hans mænd i død og fordærv. Men blot tanken om min rejse til Iran kunne jage de lokkende toner ude fra de lange veje på flugt et stykke tid, og således forløb da tiden indtil slutningen af 1981, hvor der i denne vinterperiode 1981-82 var så lidt arbejde til os chauffører, at vi enten skulle gå på arbejdsfordeling, som vi jo havde gjort året før, eller også skulle en af os melde sig som frivillig arbejdsløs.

Det var der nu ikke rigtig nogen, der havde lyst til. Jeg tænkte, at det da kunne være meget morsomt at gå hjemme et stykke tid og have tid til at gøre alt det, som man ellers ikke havde tid til, så jeg tog skridtet og meldte mig som arbejdsløs. Det skulle jeg nu ikke have gjort, men på det tidspunkt kunne jeg jo ikke vide, at denne periode ville strække sig over et halvt år, og at det derfor kom til at knibe alvorligt med økonomien, og det derpå følgende nervepres og en almindelig nedvurdering af én selv.

I begyndelsen gik tiden udmærket, og lige efter nytår tog jeg med ud på fiskeri i en uges tid. Det var en iskold og barsk uge, det frøs hver dag mellem 6 og 10 grader, og det blæste kraftigt fra nordøst hele ugen, så skibet blev kastet rundt på de iskolde bølger som en bold. Vi brugte megen tid på at hugge is af skibet, en håbløs kamp mod kulden, der til sidst omklamrede skibet i et mægtigt ispanser. Det var ikke helt ufarligt, da skibet blev meget tungt og ikke reagerede hurtigt nok på bølgernes voldsomme angreb.

Således gik da denne uge med at hugge is og rense stivfrosne fisk, som vi måtte putte i varmt vand for i det hele tage at kunne rense. De arme fisk nåede næppe op af vandet, før de blev stivfrosne i groteske stillinger. Det var ikke noget rart arbejde, så var det alligevel bedre at være chauffør og sidde i et dejligt varmt førerhus.

Foreløbig nød jeg livet som arbejdsløs chauffør, og livet var herligt at leve, og den blege vintersol lyste mildt på mit daglige liv. Det blev nu sådan, at det i løbet af januar blev rigtig isvinter, og fiskerne kunne ikke mere komme på havet. De sad derfor alle sammen nede i deres lune kahytter og drak spandevis af kaffe og spiste wienerbrød, mens de jamrede over de elendige og kolde tider.

Det begyndte nu at knibe med at få tiden til at gå, så jeg besluttede mig til at finde arbejde som chauffør igen, men det var umuligt. Jeg fik dog chancen for at komme med på en tur til Grækenland i begyndelsen af februar for en lokal vognmand - dog kun som anden mand.

Jeg blev afhentet en kold aften i begyndelsen af februar, og vi kørte til Esbjerg for at hente den trailer, som vi skulle bruge på turen. Derefter kørte vi mod Vordingborg, hvor vi skulle læsse næste morgen. Det var en meget kold nat, og der lå også en del sne ovre på Sjælland, vejene var meget dårlige. Vi blev færdige med læsningen midt på formiddagen og kom med færgen fra Gedser til Warnemünde ved middagstid og nåede i god behold over til det yderst smukke paradis DDR og kunne da også fortsætte turen ret hurtigt derefter. Forinden havde dog de gode DDR-grænsevagter gennemrodet bilen, hvilket var en sygelig vane, man havde lagt sig til her. De ville sikkert ikke have, at sådanne upålidelige personager som os bragte uorden og forstyrrelser i deres paradisiske område.

Nå, - men vi fik da omsider lov til at fortsætte, vi var åbenbart alligevel ingen trussel mod dem. Vi overnattede ved Berlin, og det var godt, at varmeapparatet fungerede, for det var bitterligt koldt. Vi ville fortsætte meget tidligt næste morgen, men da vi skulle til at køre, kunne vi ikke rokke os ud af stedet, da bremserne var frosset og i uorden, så vi lagde os til at sove igen. Da det blev lyst, fik vi bremserne varmet op, og så fungerede de igen, og vi kunne fortsætte turen sydpå. Ved middagstid nåede vi til Zinnwald ind til det ligeledes smukke og paradisiske land CCSR og fortsatte ned gennem Prag og videre til Bratislawa. Vi blev standset nogle gange af politiet, der gerne ville have penge uden at skulle give kvittering for dem, men så ville vi ikke betale, og det endte med, at de blev tilfredse med et par små flasker Underberg.

Derpå gik det videre indtil vi om aftenen nåede grænsen til Østrig. Vi blev generet temmelig groft af nogle tjekkiske grænsebetjente, men vi nåede da over på den østrigske side og fik dér at vide, at vi værsågod havde at vente til næste morgen, idet der skulle en veterinær til at kigge på læsset. Det generede os nu ikke, for jeg var blevet temmelig træt af alle disse chikanerier fra de uniformerede bøller ovre i de kommunistiske herligheder. Vi måtte vente temmelig længe på veterinæren, der var jo ikke noget nyt i det, men langt om længe kunne vi midt på formiddagen fortsætte ned mod Jugoslavien.

Ved Wien opdagede vi, at alle fjedrene på den ene side af trækhjulene var sprunget, og det så ikke for godt ud. Ove, som kørte bilen, så noget dårlig ud og fik nerver af hele foretagendet. Endnu inden vi havde forladt Østrig, måtte vi skære en bremseslange over og sætte en bolt i for at holde den tæt. Alle bremseslangerne så bestemt ikke godt ud, og jeg havde nu bange anelser om, at denne tur kunne blive meget besværlig, men vi nåede da gennem Østrig sidst på eftermiddagen og nåede at få stemplet ud. Vi blev nødt til at overnatte på den jugoslaviske side, da veterinæren heller ikke her var til stede og først ville komme næste morgen.

Vi gik tilbage til den østrigske side og var inde på et cafeteria og fik ægte wienerschnitzler, de smagte rigtig udmærket, og det gjorde øllene faktisk også, dem fik vi vist nok for mange af. Vi sad sammen med en flink svensker og hans kone. Han havde nu også smagt for mange af de gode øl, for han var noget klatøjet og uklar i stemmen. Vi sad og hyggede os sammen med dem, indtil der kom en yderst velklædt herre hen til os, han virkede noget nervøs og ville gerne vide, om vi havde set nogen, der havde stjålet hans sidespejl på bilen. Det havde vi naturligvis ikke, og det viste sig da også senere i samtalens forløb, at det slet ikke var hans elendige spejle, der bekymrede ham, næh - det var noget ganske andet, som det drejede sig om, det drejede sig nemlig om smugleri. Han arbejdede i Tyskland og havde nu hele bilen fyldt med fotokopieringspapir, som det var ulovligt at tage med over grænsen, og så ville han minsandten have, at vi skulle læsse det i bilen og tage det med over for ham, vi skulle nok få det godt betalt, sagde han til slut, men det skulle vi nu ikke nyde noget af.

Der sad da også en del danske chauffører i lokalet, og de var heller ikke ædru - mildest talt - de sad højlydt og pralede stolper op og stolper ned om deres eminente evner som rigtige truckere. Nu ville skæbnen, at en af disse dygtige truckere opdagede, at vi havde kvindeligt selskab, så denne fyr sprang over til os og pustede sig op som en kalkun, og så pralede han løs overfor svenskerens kone. Det blev vi nu meget hurtigt trætte af, og vi forduftede hurtigt, og den fulde svensker blev så ædru, at han fik sin kone reddet fra denne frygtelige skæbne.

Vi kom tidligt i gang næste morgen og først på formiddagen, kunne vi køre ind i Jugoslavien. Vejret var betydeligt varmere her end hjemme, og sne var der heller ikke noget af mere. Vi susede af sted hele dagen og nåede efter 1121 kilometer gennem Jugoslavien - ad rædselsfulde og støvede veje som jeg ikke havde set magen til, siden jeg nu for mange år siden var i Tyrkiet.

Vi var på National i Beograd, som man nu gør, når man kører her på disse kanter. Vi kørte gennem fantastiske landskaber, som taget lige ud af et eventyr, hvor månens sølvskær oplyste landskabet på forunderlig vis. Vi kørte over brusende floder, langs dybe afgrunde - på den ene side og stejle bjergvægge på den anden - et enestående panorama. Længere sydpå i Jugoslavien lå der også knuste biler hulter til bulter sammen med døde hunde og minsandten også svin. Det var ellers muslimer, der boede her i det sydlige Jugoslavien. Alt menneskeskabt her var utroligt snavset og rodet, og affald af enhver art flød overalt, men sådan er man åbenbart indstillet her på disse kanter.

Vi blev da også her standset nogle gange af politiet, som fik presset nogle dinarer ud af os - 200 ad gangen - men det var nu kun småpenge, det drejede sig om, men politiet var og blev en bande pengeafpressere alle sammen, og alle kørte som en flok vilde.

7. Kapitel

Vi nåede den græske grænse tidligt om morgenen og fik her den græske veterinær til at åbne bilen, så vi kunne få hængt det kød op igen, som var faldet ned undervejs. Dette var nu hurtigt klaret, selvom vi ikke fik alt op, da det var meget tungt og for besværligt for os.

Inden vi ved middagstid kunne fortsætte mod Athen, måtte vi hjælpe en dansk kollega, der var undervejs hjemover, med at få hans bil startet. Vi kørte forbi det vældige bjerg Olympos - gudernes bolig. Vi var inde for at se stedet, hvor den tapre Leonidas og hans 300 spartanere for årtusinder siden forsvarede den vestlige verden mod østens barbarer.

Hen på aftenen nåede vi Athen og fik stillet traileren på plads i kødbyen. Athen var nu ikke noget at prale af, byen var snavset og rodet, og der lugtede ikke alt for godt. Kæmpemæssige reklameskilte klamrede sig fast alle vegne på hustage og vægge, så menneskene fristede her en farlig tilværelse med risiko for at få disse kæmpeskilte i hovedet. Men Grækenland er et smukt land med høje bjerge og med floder, der løber ind i landet, det mindede meget om Norges kystlinie. Her skinnede en mild og venlig sol ned over landet.

Den kødby, man havde her i Athen, ville helt sikkert have chokeret veterinærerne dybt hjemme i Danmark. Der var et frygteligt svineri overalt, og kødaffald lå og sendte en fæl lugt ud mod alle de følsomme nordiske næser, der snusede rundt her. Hvis det bliver varmt hér om sommeren, vil man nok kunne skovle maddiker og andre rare sager op fra pladsen - et lidet indbydende syn - som nok kunne fratage én lysten til en saftig steg.

Næste morgen blev vi vækket af et fantastisk leben, folk råbte og fór rundt mellem hinanden. Her kørte en stor mængde små trehjulede lastvogne rundt for at læsse kød. Nogle af disse blev læsset så tungt, at hele vognbunden næsten slæbte af sted på jorden, og der slog gnister ud, når vognene slog ned mod jorden og slingrede af sted, som om de kunne vælte hvert øjeblik. Dette cirkus holdt brat op ved titiden, og derefter var der kun en enlig rengøringsmand, der dryssede rundt, og han havde bestemt ikke travlt. Han var i færd med at samle papir op ganske forgæves, for vinden blæste alligevel alt det, som han havde samlet op og lagt i en dynge, rundt på hele pladsen.

Halvdelen af det kød, som vi havde bragt derned, var nu blevet solgt. Vi kunne ikke uden videre læsse traileren af, da der ikke fandtes nogen form for frysehuse her, så vores kød skulle sælges direkte fra vores trailer. Da dette så var overstået den dag, fik vi noget mad på et lille snusket sted, og derefter tog vi en taxa op til Akropolis, der knejsede højt oppe over byens larm og kaos. Det var meget imponerende at stå på dette sted, hvor hele vores kultur og civilisation blev grundlagt engang i en fjern fortid, og der var en pragtfuld udsigt over kæmpebyen Athen fra denne tempelklippe.

Byen strakte sig langt ud i horisonten til alle sider, og nedenfor foden af tempelklippen kunne vi se resterne af det gamle antikke Athen. Vi blev deroppe en times tid, indtil det begyndte at øse ned, og så måtte vi til at finde en taxa - der var millioner af taxaer i byen - men ikke én eneste til os. Omsider fik vi dog fat i en, men chaufføren på denne anede end ikke, hvor vi skulle hen, så vi måtte til at forklare ham den vej, han skulle køre, og af en eller anden uforklarlig grund havnede vi til sidst på rette sted.

Om aftenen kørte vi en tur ned til Piræus, hvor vi havnede på en ret miserabelt udseende restaurant, der mest af alt mindede om et forfaldent fabriksanlæg, men maden smagte aldeles udmærket. Her opholdt sig også et højst besynderligt kvindemenneske, som var noget højtråbende, nu forstod vi jo heldigvis ikke et suk af det hele, men så meget kunne jeg dog forstå, at vi skulle med hende rundt på de små listige steder i Piræus. Vi gik så med hende rundt i en gade - af danske kollegaer kaldet Skridegaden. Hvorfor den havde fået dette navn, viste sig lidt senere på aftenen.

Der var masser af mærkværdige mennesker på denne gade, som alle trak i os, for at få os med indenfor, men det skulle jeg ikke nyde noget af. Vi kom op at diskutere med dette skøre kvindemenneske, da hun absolut ville ind på et yderst snusket sted. Men der turde vi ikke følge hende, og da hun råbte op, begyndte folk hurtigt at stimle sammen, hvilket vi blev ret nervøse over, så for at lukke munden på hende, åbnede jeg døren for hende, så hun kunne gå ind, og da hun var kommet ind, gav jeg hende et højst ugalant skub og klappede døren i, og så tog vi ret bogstavelig talt benene på nakken og smuttede, mens folk råbte op bag os. Vi fandt ned til lastbilen og smuttede hurtigt tilbage til kødbyens relative sikkerhed, mens jeg - midt i al halløjet med den ret tvivlsomme græske skønhed - glemte at få ringet hjem.

Næste morgen blev vi igen vækket af et fantastisk halløj på pladsen rundt om os, og vi belavede os på endnu en dag i Athen, men midt på formiddagen var bilen tømt, så vi kunne køre af sted, når vi havde lyst.

Desværre havde nogle slemme tyveknægte i nattens løb, det vil sige, mens vi holdt parkeret nede på havnen i Piræus, stjålet en af vore luftslanger til traileren. Vi havde mistanke om, at det kunne være en dårlig dansk kollega, der havde været langfingret, for bilen holdt sammen med næsten udelukkende danske biler. Vi måtte så i gang med at skaffe os en ny af slagsen, hvilket viste sig at være en ret besværlig opgave. Vi fik efter meget besvær og misforståelser fat på en taxa, der kørte os en mægtig omvej ud til et på alle måder veludstyret Volvoværksted. Her myldrede det med folk, og vi fik efter en del besvær fat på en forhandler, der blev hos os hele tiden, mens vi var der, og det varede et godt stykke tid.

Denne forhandler var en yderst morsom person, og han lignede til forveksling en berømt fransk skuespiller, Luis Defunés, det viste han sikkert også selv, for han opførte sig nøjagtigt, som vi kunne se ham på film, og vi var et øjeblik også sikre på, at det var ham selv personligt!

Det tog lang tid at få gjort ham begribeligt, hvad det var, som vi havde brug for. Det gik pludselig op for ham, mens han halvløb af sted ned mod kælderen. Han stoppede brat op og knipsede med fingrene og udbrød: "Ah hah, ah hah!". Han stoppede så brat op, at Ove først brasede ind i ham og dernæst jeg. Det tog i alt 5 kvarter at få købt denne slange. Først skulle vi hele området rundt og snakke med utallige mennesker, og til sidst havnede vi i en dyb kælder et eller andet sted. Jeg havde ingen anelse om, hvor vi var længere, vi var løbet rundt på kryds og tværs de mest besynderlige steder.

Her i kælderen fik "Luis" en større diskussion i gang med de derværende folk, og de fandt så ud af, at de havde lige netop dét, som vi havde brug for. Det kunne desværre ikke udleveres, før det var betalt, dette var meget beklageligt, men sådan var det altså her. Vi måtte nu vandre den lange vej tilbage og finde et sted, hvor vi kunne betale. Det viste sig at være meget besværligt, da der var adskillige forskellige kasser og betalingssteder. Det første sted afviste de os straks, det næste sted henviste de os til en anden kasse efter en større palaver. Ved denne kasse sad der en meget flink dame, der desværre ikke kunne tage imod regningen, før den var blevet godkendt et helt andet sted. Så måtte vi vandre derhen efter nøje anvisninger fra den flinke dame, dér fik vi til vores store forundring en underskrift og et stempel - næsten med det samme - og så af sted til den flinke dame, der nu gav sig til at studere regningen og underskriften meget nøje, den blev læst både forfra og bagfra, og hun forsøgte så ivrigt de næste 5 minutter at ringe til nogen, men telefonen fungerede ikke. Derpå ville hun have vores pas, men dem havde vi nu ikke med os, så vi stak hende vores kørekort, og bildte hende ind, at sådan så nu danske pas ud.

Det var hun tilsyneladende meget tilfreds med, og hun skrev og stemplede ivrigt løs på det arme stykke papir, som jo dog aldrig havde gjort hende noget ondt. Derpå skrev hun ligeså ivrigt løs på en computer i flere minutter, så var hun da endelig tilfreds og gav os sedlen med de fine stempler på og henviste os til en helt anden kasse. Dér kom vi til at stå i en større kø, og da det omsider blev vores tur, tog det kun ganske få sekunder at komme af med vores penge. Derefter kunne vi så vandre af sted ned i kælderen igen, hvor det hele begyndte, og her afleverede vi kvitteringen. Efter et grundigt studium af denne, der varede flere minutter, kunne vi så endelig langt om længe få udleveret den eftertragtede slange og komme væk derfra.

Da vi kom tilbage til bilen og havde fået ringet hjem, fik vi besked på, at vi skulle læsse æbler i Edessa i nærheden af Saloniki, og ved middagstid kunne vi køre ud af Athen med kurs mod nord. Vejret var nu blevet fint og solrigt igen, og fåreflokke vandrede af sted hen over klipperne, mens deres vogtere sad ved vejsiderne og varmede sig ved små bål, som de havde tændt for at koge kaffe eller te.

Vi overnattede ved et lille fiskerleje lidt nord for en større by ved navn Katerina. Jeg var næsten helt ked af at skulle væk fra dette smukke og dejlige land med varme og sol - selv her midt i vinterens mørke - det var ikke rart at tænke på at skulle tilbage til Danmarks iskolde luft.

Vi nåede frem til læssestedet tidligt om morgenen, og så sad vi ellers dér og gloede et godt stykke tid med udsigt til en supermoderne græsk jernbanevogtersted. Det bestod af et gammelt skur med et meget rustent skorstensrør, der var bundet fast til et bræt med en tråd, der gik op langs væggen, og hen over taget groede der en del vinranker, som vogteren kunne forsøde sin tilværelse med om sommeren.

Denne vogter var iført en flot uniform og tog sin opgave meget alvorligt. Hver gang en klokkede bimlede, kom han ud af skuret og begyndte at dreje på et håndtag, hvorved bommene sænkedes, og det så ud til, at det var ham komplet ligegyldigt, om han sænkede bommene ned ovenpå bilerne. Disse bilister udnyttede selv det sidste sekund til at komme over skinnerne. Det foregik i et halsbrækkende tempo, så alle hjelme og luger klappede fælt på bilerne, ja sådan fungerede den græske pendant til DSB - meget korrekt og præcist. Nå - men lige over middag fik vi så gang i æblelæsningen, og det blev hen under aften, inden vi blev færdige med læsningen og toldlukningen, så vi kunne begynde at køre hjemefter.

Vi var på grænsen til Jugoslavien senere på aftenen, og vi kom først over grænsen sidst på natten. Der var et kaotisk leben på grænsestedet, utallige lastbiler trængtes og forsøgte at mase sig frem foran de andre, hvilket afstedkom en del ballade og knytnæveargumenter. Mange blev af politiet sendt ned bagest i køen igen. Hen på natten var der en jugoslavisk chauffør, der mistede tålmodigheden, og han drønede så tværs over fortovet, så en politibetjent måtte springe for livet, og lastbilen blev derefter hængende i en stor kølevogn, hvorved han fik hele den ene side af presenningen revet af. Dette udbrud af hidsighed kom til at koste den arme jugoslav et langvarigt skænderi med den anden chauffør og politiet, og de to kollegaer kom op at slås.

En græsk chauffør fortalte, at denne historie ville koste den arme mand mindst 6 måneders løn hjemme i Jugoslavien. Så at spille hidsig i den slags situationer kan ikke betale sig, men det var generelt, at chauffører altid blev chikaneret på det groveste af toldere og grænsevagter. Det er en international uvane, som desværre eksisterer den dag i dag, på det punkt er der intet nyt under solen. Men vi nåede da over uden problemer og fortsatte så nordpå ad skumle veje og nåede i dagens løb til Zagreb, hvor vi overnattede.

Det var gået ganske udmærket i dagens løb, og vi havde ikke haft nogen som helst ansats til problemer af nogen art, bortset fra politiet, der tiggede dinarer fra os, men det var jo at forvente og blev ikke regnet for problematisk.

Næste dag forlod vi Jugoslavien og fortsatte op gennem Østrig. Vejret var igen blevet koldt og vinteragtigt som hjemme. Vi nåede til Wien, og så ikke længere, da bilens fjedre nu var så dårlige, at vi ikke var i stand til at fortsætte turen, det ville være for risikabelt at køre gennem østlandene, så vi måtte på værksted i Wien med bilen. Vi overnattede på Prater, et sted hvor der fandtes mange slags fornøjelser. Hele området var en slags stort tivoli, og om aftenen var der andre fornøjelser, som selvfølgelig også havde sin berettigelse, og det fik jeg så aftenen til at gå med at kigge på.

Vi kom til at tilbringe det meste af den næste dag på et trist værksted, og da vi ikke rigtig havde noget sted at være, blev det til en rigtig sur og elendig dag, som kun møjsommeligt slæbte sig af sted. Jeg havde svært ved at se fordelene i at være langturschauffør under sådanne forhold, bitterligt koldt, ingen steder at være og med et humør, der var langt under kælderniveau. Nej, det var bestemt bedre at blive hjemme og have sig et almindeligt arbejde, som alle andre almindelige mennesker, men det er yderst sjældent, at mennesker selv er herre over deres egen skæbne, så det var kun om at fortsætte, uanset hvor træt man var af den form for arbejde.

Hen imod aften kom vi af sted og kørte op til Tjekkergrænsen, hvor vi overnattede, og straks næste morgen fortsatte vi op gennem CCSR og kom uden problemer til Zinnwald grænsen ind til DDR. Her blev vi som sædvanlig udsat for en omhyggelig kontrol i alle kroge og kanter udført af storsnudede og arrogante grænsevagter, ja, selv deres ligeså storsnudede køtere rynkede fælt på næsen ved at skulle gå rundt og snuse til vores kapitalistiske ragelse.

Selv mit fotografiapparat ville man kigge ind i, men det nægtede jeg, og så stod vi da dér, en grænsevagt, der stod og hev i mit apparat, og jeg, der klamrede mit fast til apparatet fra den anden side. Så ville idioten til at råbe efter forstærkning, men til alt held kom der en anden storsnudet vagt forbi, overlæsset med sildesalat på brystet. Det fik den anden til omgående at stå ret og afgive forklaring, og heldigvis havde denne overordnede lidt mere fornuft i den øverste etage, så jeg fik lov til at løbe med mine dyrebare fotos.

Vi kørte så videre op gennem DDR og nåede sidst på dagen grænsen til Vestberlin, der lå som et strålende lyshav midt inde i et mørkt og dødt land. Det føltes mærkeligt at komme fra det absolutte ingenting, og så køre ind i en by, hvor natten var lys som dagen, biler susede af sted, og mennesker vrimlede i alle retninger, det gjorde et stort indtryk på mig.

Vi fik læsset vore æbler af næste formiddag og kunne så køre tom hjem til Padborg. Vi kom over grænsen ved Lauenborg, efter den sædvanlige grundige kontrol, og var henrykte over at forlade DDR paradiset og komme tilbage til civilisationen, hvor vi blev modtaget af civilisationens vogtere BAG, som her rullede sig ud og pustede sig op, som små arrige kamphaner. Joh, her skulle vi vise skiver, kørekort og pas. Vores papirer havde vi jo - men ak og ve - ingen skiver. BAG-folkene så meget alvorlige ud. Det var en alvorlig forbrydelse, og vi stod direkte til anholdelse og en længere fængselsstraf, i alle tilfælde kunne vi ikke køre videre, før vi havde skaffet disse famøse skiver.

Vi fik dem så overbevist om, at det var det meget slemme politi ovre på den anden side, der på det nærmeste havde truet os med alskens ulykker, hvis vi ikke frivilligt afleverede skiverne, og det kunne man jo aldrig finde på herovre hos det rigtig, gode, tyske BAG. Nej, det kunne der jo være noget om, blev de enige om, og efter en længere moralprædiken fik vi da omsider lov til at fortsætte hjemefter. Endelig kunne vi køre ind på dansk område og ånde lettet op igen, og således sluttede denne ikke så heldige tur.

8. Kapitel

Der gik nu et stykke tid, hvor jeg igen kunne nyde at være arbejdsløs og gå hjemme og passe familielivet. Desværre kan man ikke leve af det ret længe, og jeg fik så fat i chaufførforbundet for at høre, om der ikke skulle være en chance for at komme til at køre lidt. Jeg var nu ikke alt for begejstret ved tanken! I den tid, hvor jeg havde kørt som langturschauffør, havde jeg kun kendt til vanskeligheder og besvær, og jeg var bestemt ikke varm på at skulle begynde på det igen.

Jeg havde været oppe på mit firma for at høre, om der snart var mulighed for igen at komme i arbejde, men ak nej, det så stadigvæk meget sløjt ud, så jeg begyndte jo så småt at få nerver ved den fortsatte arbejdsløshedsperiode, jeg måtte selv gøre et eller andet. Der gik nu nogle dage, og så ringede der én nede fra Padborg og spurgte, om jeg ville ud at køre bil igen. Joh da! - det var lige netop mig. Jeg skulle så komme ned og snakke med ham dagen efter.

Næste formiddag stillede jeg så og fik at vide, at de kørte til Grækenland, Malta og mange andre eksotiske steder. Det var nu altså bare løgn og pral altsammen, men det fandt jeg først ud af senere. Men altså, min nye chef snakkede og snakkede, så jeg fik ondt i hovedet, for det var ikke til at finde ud af, hvad det hele drejede sig om, men jeg skulle i hvert fald køre til Grækenland om aftenen, og jeg skulle skynde mig at gøre mine ting klar. Jeg kørte hjem og gik i gang med at finde alle mine ting, men så ringede chefen og sagde, at jeg godt kunne tage den med ro, for nu var det altsammen blevet lavet om, jeg skulle nu først stille næste morgen.

Straks næste morgen stillede jeg i Padborg, parat til at udføre mit nye arbejde, hvad det så end bestod i, for det havde jeg stadigvæk ikke meget begreb om. Jeg kom til at tilbringe hele dagen med at køre rundt i Padborg med denne chef. Hvad vi kørte rundt efter anede jeg ikke, men han snakkede og snakkede med utallige folk, og senere fandt jeg ud af, at han havde antaget ikke mindre end 3 eller 4 chauffører til denne tur til Grækenland, så dér kom jeg ikke ned i denne omgang. Jeg kom så i stedet til at køre et læs til Ålborg til aflæsning næste morgen, og jeg kørte glad af sted og fik læsset af, som jeg skulle - uden problemer af nogen art.

Om søndagen skulle jeg så køre et læs laks til Basel i en lille varevogn, og vi skulle ovenikøbet 2 mand af sted, og der var ikke plads til at to mand kunne sove i bilen. Chefen foreslog så, at en af os jo kunne sove i varekassen, og så grinede han. Det syntes jeg nu ikke var særligt morsomt, men der var ikke andet at gøre end at bide i det sure æble. Jeg syntes bestemt ikke om, at folk uden videre ydmygede og generede deres chauffører, bare fordi det var svært at få arbejde, men det er beklageligvis noget, der går igen til alle tider. Jeg var da også klar over, at folk selv kunne bestemme, om de ville lade sig ydmyge eller ej, men de fleste af os havde jo ikke noget at have vores selvtillid i, det var problemet.

Nå, men vi kom jo da omsider af sted med denne hersens varevogn og sneglede os af sted sydpå i storm og hagl, og det var endda i maj måned. Vi kom godt til Basel og fik fortoldningen bragt i orden og fik læsset af. Senere fik vi læs på igen og kunne påbegynde turen hjemefter. Vi snakkede jo lidt undervejs, og min kollega, der kendte chefen bedre end jeg, fortalte, at han var en af de værste svindlere og løgnhalse i Padborg, men det ville jeg jo nok selv finde ud af før eller senere.

Vi nåede godt til Padborg og fik afleveret bilen, som vi skulle, og jeg kørte så hjem, men var dårligt nået ind ad døren, før den forbistrede chef ringede, uh, jeg skulle skynde mig at komme lige med det samme, for nu skulle jeg helt til Kolding og læsse. Det var jeg nu ikke varm på, for søvn havde jeg ikke fået noget af, men jeg regnede jo med, at det ikke ville tage lang tid at køre derop og læsse hans elendige rejer, men dér forregnede jeg mig - det kom til at tage hele dagen. Jeg skulle have hans søn med, en knægt på en halv snes år, der var som snydt ud af næsen på sin far, han pralede og snakkede om muligt endnu mere end faderen. Det var et tungt kors at bære, men i sløje tider er man jo tvunget til mange ubehagelige ting. Da vi næsten var nået til Kolding, kom chefen susende i sin store luksusbil - vi skulle endelig stoppe på den næste p-plads og vente, for der skulle komme en anden chauffør, som skulle med. Vi ventede og ventede, der kom ingen, og da vi havde ventet flere timer, kørte vi videre og fik så læsset, men så kunne vi ikke komme derfra igen, for nu havde chefen inviteret alle kontorfolkene på frysehuset ud for at se hans nymalede trailer, og han snakkede og snakkede, og det gjorde sønnen også. Alle var forvirrede, og jeg ikke mindst, men langt om længe, da chefen ikke havde mere at prale om, kunne vi omsider køre ned mod Padborg igen.

Jeg havde jo regnet med, at nu kunne jeg komme sydpå med dette læs, men nej, jeg skulle bare tage hjem og slappe af, så skulle jeg nok få besked. Jeg ventede en dag, så to og efter en uge tvivlede jeg på, at jeg nogensinde ville høre fra ham igen. Jeg var heller ikke engang sikker på, at pengene for mit arbejde ville dukke op. Dette tog jeg da heller ikke fejl i, der kom ingen penge og intet arbejde, så der var ikke andet at gøre end at få fat i fagforeningen. Det satte lidt skub i ham, men yderst langsomt og trevent, han kunne ikke forstå, at hans chauffører ville have penge, de måtte da vel være tilfredse, hvis de kunne køre. Jeg kunne tydeligt forestille mig ham fortælle sine kollegaer, at chauffører var det mest utaknemmelige pak, der fandtes, nu ville de ovenikøbet have penge, og så var de endda så frække at pudse fagforeningen på en stakkels fattig vognmand, der måtte nøjes med at køre rundt i en mellemstor BMW og kun holde ferie i Californien i tre uger hvert år, hvad skal det dog blive til?

Jeg var nu godt tilfreds med at være sluppet for denne forrykte person, og jeg gik så og håbede på, at der snart ville komme gang i firmaet igen, for hvis det var således at køre som langturschauffør, så var det nu bedre at være hjemme, ja, endda at være arbejdsløs ville være at foretrække.

Jeg fik heldigvis arbejde hos et af de lidt større firmaer i Padborg, og jeg startede med at køre til København for at læsse køleskabe til Frankrig. Turen gik derefter ned over Gedser-Travemünde og videre gennem det nordtyske område, så gennem Holland og Belgien til den franske grænse. Her blev jeg generet noget af de franske toldere. Jeg var inde og lægge papirerne hos dem, som jeg skulle, men de sad og spillede kort og interesserede sig ikke for noget som helst andet. Efter et kvarters tid vovede jeg at rømme mig - absolut ingen reaktion - først 5 minutter senere kiggede én af dem op og gryntede irriteret over, at jeg endnu stod der og gloede. "Dokumenter", jeg lagde dem frem, og de blev så studeret grundigt af et par usympatiske toldere. Derefter forsvandt en af dem ud og kom tilbage efter små fem minutter og hviskede noget til en af de andre. Denne nikkede og begyndte så at stemple mine papirer. Der skulle nu være plombekontrol, og jeg gik med ud, men ak og ve - arme mig - der var ingen plombe længere, men jeg vidste, at der havde været en. Tolderen så meget alvorlig og vred ud, han ville vide, hvor den plombe var. Det anede jeg naturligvis ikke noget om, og det var ikke godt, for nu skulle der laves store rapporter, og det ville koste mindst 2000 franc. Dem havde jeg naturligvis ikke, og da det var første gang, jeg var i Frankrig, var jeg meget nervøs og svedte noget ved dette problem. Jeg måtte følge med ind igen, og man diskuterede og kiggede vredt på mig. Så kom de med det forslag, at hvis jeg havde 1000 franc, så kunne jeg køre, og derefter aldrig vise mig i Frankrig igen. Jeg havde kun 200 franc, men dem grabsede de så til sig, mens de rynkede på næsen af de danske fattigrøve, der vovede at vise sig her i Frankrig.

Jeg var meget glad for at være sluppet for disse ubehagelige personer. Det var først lang tid efter, at jeg havde fået lidt mere kendskab til chaufførarbejdet, at jeg kom til at tænke på, at de selv havde været ude for at fjerne plomben, for at kunne slå det danske fjols for nogle penge. De har sikkert grinet godt af den dumme nordbo. Jeg kom godt frem og fik aflæsset på det korrekte sted og kørte så tom tilbage til Kortrijk i Belgien, hvor jeg skulle læsse sække til Paris. Jeg havde nu fået en grim fornemmelse af, at jeg ikke ville komme hjem til weekenden. En dansk kollega havde sagt til mig, at det firma, jeg kørte for, kun havde enkeltbilletter ud af landet til deres chauffører, og det så ud til at være korrekt, og det var jeg mildest talt ikke lykkelig for.

Jeg fik sækkene læsset og kørte tilbage til grænsen, og så fik jeg ellers problemer. Jeg havde ingen T-papirer, og jeg anede ikke, hvad det var, og tolderne ville ikke hjælpe, de anså mig for enten at være en direkte tåbe eller et suspekt individ - måske en blanding af begge dele. Men det endte da med, at de stemplede papirerne, og så fik jeg rigtige problemer, for nu skulle traileren over på den franske side, den kunne ikke mere komme tilbage. Men dette var nu også blevet helt umuligt, jeg havde ingen tilladelse til Frankrig, så jeg hang midt i ingenmandsland og kunne hverken komme frem eller tilbage. Jeg svedte slemt af lutter nerver og ønskede mig alle mulige andre steder hen. Jeg sad fast midt i de hårde realiteter og anede ikke, hvorledes det var gået til, at jeg var havnet i denne ydmygende situation, men jeg var dog klar over, at det var min egen skyld, men hvorfor, det vidste jeg ikke.

Jeg måtte pænt vente, indtil der kom en anden fra firmaet, som havde en sådan tilladelse. Langt om længe fik vi traileren bragt over på den franske side, dog ikke uden meget vrøvl og mistænksomhed fra de franske tolderes side - disse sure bæster. Jeg var henrykt over at slippe godt fra den historie. Det havde været lidt af en uhyggelig oplevelse, og jeg må nok i deres øjne have været en slem forbryder, og det værste var, at jeg ikke engang vidste det selv. Men det var blot et eksempel på, hvor hurtigt man kan få ørene i maskineriet uden at vide det. Problemet blev heller ikke mindre af, at man ikke kunne tale sproget. Franskmænd betragter generelt folk, der ikke kan tale fransk som nogle sølle stakler med ret indskrænkede åndsevner.

Jeg var nu ret nervøs for, at jeg ville blive fyret, når jeg engang kom hjem igen, så det var lidt af en trist tur hjemad. Det blev da bestemt heller ikke bedre, da jeg nåede Denekamp, hvor politiet stoppede mig og ville se skiver. De blev helt elektriske, da de opdagede, at jeg havde fusket med skiverne - efter mere erfarne kollegaers anvisninger. Jeg slap dog for videre tiltale, da jeg jo ikke havde forbrudt mig mod noget i Tyskland - jeg var jo kun lige nået 100 meter ind - så de måtte modvilligt slippe mig, men de ville holde øje med mig fremover, og hvis jeg lavede den slags igen, så ville Papas hammer falde ned over mit syndige hoved. Jeg kom hjem igen uden videre problemer og fik at vide, at jeg næsten med det samme igen skulle til Frankrig - altså blev jeg ikke fyret i denne omgang.

9. Kapitel

Jeg tog hele familien med på denne tur. Det skulle jeg nu aldrig have gjort, men det er jo altid let at være bagklog. Tre små børn og konen - en yderst forrykt idé.

Der var et skrækkeligt leben på toldpladsen med trafikkaos og et mylder af chauffører, der fór forvildede rundt - sådan så det næsten ud hver eneste dag. Jeg måtte løbe spidsrod mellem tolderne og speditørerne. Først til de danske toldere, som var sure og utilfredse med alt og alle, og så til tyskerne, der var ligeså. Dokumenterne var ikke i orden og ikke ordentligt udfyldt, altså tilbage til speditørerne for at få rettet fejlen - der var kø, så det tog sin tid - så tilbage til tolderne, der var nu også kø. Da det blev min tur, kiggede de blot på papirerne og smed dem så tilbage i hovedet på mig, nu manglede der nogle underskrifter. Så begyndte nerverne at stå på højkant igen, det var efterhånden blevet det normale, så det ud til. Det kunne tolderne nok se, så de grinede på uforskammet vis, og jeg tænkte, at nu kunne det være nok. Jeg griflede selv nogle underskrifter ned på tilfældige steder og gik derpå tilbage - denne gang til nogle andre toldere. Disse stemplede og ordnede papirerne uden vrøvl, og jeg kunne så begive mig på vej sydpå.

Det var kronede dage for tolderne på den tid, de opførte sig som små konger og havde meget stor magt. Om det så var fordi, de kunne se, at jeg var bange for dem, det kunne jeg ikke vide noget om, men med den viden, jeg har i dag, kunne det tyde på, at de kun generede dem, som de kunne skræmme. Det var dog langtfra alle, der opførte sig på denne måde - men generelt - de var noget, det var vi andre ikke.

Nå, men vi susede så sydpå og ind gennem Holland og videre ned gennem Belgien til den franske grænse. Denne gang gik det ganske udmærket med at komme over, selv om jeg var ret nervøs og bange for stedet. Vi fortsatte så ned gennem Paris og videre til Orleans, hvor vi skulle læsse vore varer af. Det gik også ganske godt med at finde frem og få læsset af. Da dette var sket, og jeg havde fået ringet hjem og meldt tom, skulle vi køre til Nivelles med den tomme trailer, stille den dér og tage en læsset trailer med hjem til Danmark.

Vi kørte glade hjemefter og havnede så direkte i centrum af Paris, hvilket nu langtfra var nogen rar oplevelse. Vi kom til at se Notre Dame Katedralen, Louvre og andre af de store franske kulturminder fra en stor tidsalder, men ak og ve, det var nu ikke på denne måde, at jeg havde forestillet mig at skulle se byen, det blev i stedet et mareridt, som jeg helst havde undværet. Vi kørte forvildede rundt uden at vide, hvor vi var, rundt i de smalle gader og hang til sidst fast på et gadehjørne i henved en halv times tid - på grund af en forkert parkeret bil. De fleste biler holdt nu forkert, for de flød alle vegne.

De biler, der nu så deres vej spærret, begyndte at dytte og tude med hornene. Jeg havde nerver på, konen skældte ud, og vores tre små børn sad i vinduet og vinkede ud til alle pariserne, som nu i en større mængde stod rundt om og ivrigt snakkede og diskuterede begivenhedernes gang. Til sidst kom politiet anstigende, ba bu ba bu, bilen stoppede, og ud steg to bøst udseende betjente. De var nu lige til at grine af, de mindede meget om Gøg og Gokke, en lille mand og en kæmpestor sort mand. De havde begge flere sæt håndjern dinglende i deres bælter, og de gik rundt og så meget seriøse ud, mens de kløede sig i nakken. De sparkede på flere bilers hjul og var så åbenbart tilfredse med deres indsats, trak på skuldrene og satte sig ind i deres bil igen, og ba bu ba bu kørte så væk igen med fuld udrykning. Så blev pariserne omsider trætte af halløjet. Nogle stærke mænd tog fat i bilen og løftede den ganske enkelt op og bar den væk, og vejen var atter fri, så jeg kunne køre, og alle var tilfredse med den store indsats, der var udført.

Vi nåede til Bruxelles og kørte ind på en rasteplads for at hvile lidt. Da vi skulle til at køre igen, lød der nogle fæle lyde fra maskineriet, og den gik i stå. Jeg prøvede igen at starte, den gik da, men det lød som om, at den var blevet fyldt med løse skruer, og den gik atter i stå og lod sig ikke starte igen. Til alt held skete det på en rasteplads, men alligevel var det en katastrofe af format. Pengene var næsten brugt op, provianten ligeså og dertil 3 hylende børn, der nu alle havde fået ondt i maven, og som om det ikke var nok, begyndte konen atter at skælde ud og sige, at det altsammen var min skyld. Det var rigtignok lyse udsigter for mig, jeg anede ganske enkelt ikke, hvad jeg skulle stille op.

Næste morgen kom redningstjenesten og slæbte bilen på værksted. Det viste sig, at maskinen var totalt brudt sammen, og den kunne ikke uden videre repareres. Den skulle derfor bringes hjem på en trailer, og jeg skulle vente til denne dukkede op, hvilket den da også gjorde ud på eftermiddagen. Det var kromanden fra Kliplev, der kom anstigende for at redde mig ud af klemmen. Han var ved at gå i gulvet, da det gik op for ham, hvor mange personer vi var, han havde yderligere selv medbragt sin egen søn, som bestemt ikke var af de mindste, men han fattede sig hurtigt, og der blev ikke sagt et dårligt ord om, hvor mange vi var. Vi fik under store anstrengelser anbragt trækkeren på traileren, og fik derpå os alle syv anbragt i kromandens lille MAN, så godt det nu lod sig gøre, og så gik det ellers hjemad i en fart. Min kone, der nu var blevet godt tilfreds med, at vi i det mindste var på vej i den rigtige retning, fik lavet en god middagsmad til os alle, det var meget hyggeligt. Vi nåede da også omsider hjem i god behold og uden videre komplikationer, ganske vist var vi blevet noget ømme i kroppen af at sidde så trangt, og det havde givet en slem forskrækkelse, så jeg skulle ikke have familien med igen foreløbig.

Jeg kørte endnu nogle få ture for firmaet, men så stoppede det pludseligt, da der var sommer-ferielukninger mange steder. Til alt held var sommerferien ved at være slut og overstået hjemme i firmaet. Jeg glædede mig nu overmåde meget til at komme til at køre under velordnede forhold igen, hvor man da i det mindste kunne få lov til at sove om natten.

Jeg kan for alt i verden ikke få ind i hovedet, at der er så mange, der er helt vilde med at komme ud for at køre store biler ud over kontinentet. Der er langt fra sofaen hjemme i stuen, hvorfra man i magelighed kan se i fjernsynet, hvorledes de rigtige truckere suser langt ud bag horisonten og ordner alle tolderne, politiet og andre syndere med hårdtslående argumenter. Virkeligheden er ganske anderledes. Der findes kun hårdt arbejde, ingen tak nogen steder fra, når man har udført et godt stykke arbejde, den slags bliver taget for givet og er en chaufførs pligt. Hovedpine og farlige situationer, grundet mangel på søvn og hvile, er desværre dagligdagen. Det var og er, og forbliver nok sådan i lang tid fremover, fordi mentaliteten er sådan, man kan kun ønske og håbe på, at fremtiden vil bringe lidt mere orden - i det til tider - kaotiske arbejde, som chaufføren udfører. Næsten alle steder, hvor man kommer frem, er chaufføren skyld i alle ulykker. Mangler der noget, ja, så har chaufføren sikkert stjålet det, kommer han ikke til tiden, kan det kun skyldes, at han ligger og sover tiden væk, fordi han ikke gider at lave noget. Hertil kommer, at chaufføren i nogle lande end ikke rangerer så højt intellektuelt, som den lokale lænkehund. Der er ikke blevet ændret ret meget på denne mentalitet gennem årene. Nå, nu kommer jeg da vist igen for langt bort fra min historie, det er ikke så let at holde samling på en historie, når tankerne hele tiden flyver bort som fuglen på sine vinger. At holde fast på sine tanker er som at prøve at holde fast på en håndfuld vand - ikke nogen let opgave - tankerne er jo ikke som legemet bundet fast til jorden af ubønhørlige naturlove.

Vognmanden, som jeg i den sidste tid havde kørt for, var egentlig ganske udmærket at arbejde for, kun var han kendt - og sikkert også berygtet - for sin røde blyant, hvormed han på kørselsrapporten og afregningen stregede alt det ud, som han ikke brød sig om. Jeg var nu yderst glad for igen at komme bort fra den vilde og halvt lovløse eksportkørsel, og tiden gik igen sin stille og rolige gang med det sædvanlige hårde slid og slæb hjemme i det mere lokale område. Der var dog også lidt tid i overskud til at kunne fungere som tillidsmand i firmaet og få sig lidt åndelig uddannelse ind imellem, hvilket var overmåde godt og til stor hjælp og støtte for en bedre forståelse af arbejdssystemernes opbygning og funktion - i relation til den plads, som man selv udfyldte i systemet, hvor jeg nu befandt mig. En sådan åndelig uddannelse kunne give én større selvsikkerhed, hvilket ganske naturligt er meget vigtigt for at kunne udføre et godt stykke arbejde.

Derfor gør det på en måde altid ondt, når jeg hører kollegaer beklage sig over, at de ikke bliver regnet for noget som helst af deres speditører og andre. Jeg føler da, at alle disse kollegaer bestemt må have misforstået et eller andet. Chaufføren er og bliver en slags kaptajn, og kun han afgør, hvad der er rigtigt eller forkert. Hele speditørnettet er opbygget efter chaufførens formåen og ikke omvendt. Det er i virkeligheden speditøren, der er afhængig af, om chaufføren udfører sit arbejde godt og tilfredsstillende - vi er bundet sammen i en gensidig symbiose.

10. Kapitel

Vi er nu nået hen til omkring slutningen af 1984, og jeg var begyndt at blive meget træt af det hårde, ensformige slid og drømte igen om de lange veje og store biler - glemt var alle ubehagelighederne fra dengang. Kun de lyse og gode sider blev husket, og dem var der bestemt ikke mange af, men som tiden gik, kom selv alle ubehagelighederne ligefrem til at stå i et rosenrødt og romantisk skær.

Jeg gjorde så alvor ud af det til sidst og begyndte ved årsskiftet 1984-85 at køre på langtur igen - denne gang med blomster - for et transportfirma i Haderslev. Der blev lagt ud lige efter juletidens "rolige tid" med halløj, børnevrøvl og forskellige ædefestivitas rundt omkring. Jeg startede i Åbenrå med at lede efter den bil, som jeg skulle køre i. Den skulle køres til Padborg og derefter til Haderslev. Det var så koldt den dag, at luften næsten klirrede, som var den af krystalklar glas, og temperaturen sneg sig ned omkring de sytten - atten grader under nulpunktet. Alligevel var det en rar fornemmelse igen at køre med en eksportbil. Jeg syntes ikke, at jeg havde fortrudt, at jeg var stoppet i mit gamle firma med de gode, rimelige arbejdsbetingelser og regnede nu med, at jeg ville få nogle gode tider som eksportchauffør - faktisk som en dans på lyserøde skyer. Men ak, hvor er verden dog fuld af bedrag, og menneskene bliver aldrig klogere!

Jeg blev dog klogere, og det endda hurtigt, meget hurtigere, end jeg kunne forestille mig. Jeg nåede til firmaet i Haderslev, fik stillet bilen på plads og fik instruktioner i de forskellige ting og sager vedrørende den almindelige praksis i den daglige trummerum i dette firma. Det var ganske udmærket, og jeg skulle ingen steder hen den dag, men skulle regne med at tage sydpå næste morgen, så jeg kunne bare tage hjem. "Farvel med dig", og så eksisterede jeg ikke længere i disponentens bevidsthed. Men hvordan skulle jeg komme hjem? Da jeg jo alligevel skulle sydpå, kunne jeg jo tage bilen med mig hjem, det var alligevel i den rigtige retning. "Hvad behager?", disponenten spærrede øjnene op i vantro, som om han lige var blevet oplyst om, at firmaet lige akkurat var gået nedenom og hjem, og nu ikke længere eksisterede. Disponenten var helt mundlam, og adamsæblet hoppede op og ned som i krampe, men så fik han mælet igen: "det rager sateme ikke os, hvordan du kommer hjem, det er ikke vores problem. Bilen bliver her på pladsen!", så var det slået fast med syvtommers søm. Det var første gang, jeg hørte den slags snak, men jeg var nu heller ikke så erfaren, for siden har jeg hørt den slags en del gange.

Nogle værkstedsfolk og nogle kollegaer, der så meget erfarne og effektive ud, kunne sandelig heller ikke hjælpe mig, de så lige så uforstående ud, som vores fælles chefer. Sådan ender det åbenbart, når man går for længe sammen med chefen. Det er aldrig chefen, der kommer til at ligne chaufføren, men altid omvendt. Hvorfor det er således, har jeg grublet meget over i tidens løb. Men så traskede jeg altså de 2 kilometer ned til rutebilstationen, mens jeg spekulerede på, hvor morsomt det ville blive i firmaet med det usædvanligt gode samarbejde, der var blevet udvist mig den dag.

Det kan bare ikke gå an at gå rundt og skumle over livets negative sider. Disse er jo en fast bestanddel af livet og tilværelsen, og hvis disse mindre gode sider ikke var der, så ville man jo heller ikke være i stand til at kunne fastsætte værdien af livets gode sider.

Der skulle nu læsses blomster. Smukke og dejlige varer at køre rundt med, velduftende og lette at håndtere - troede jeg. Blomsterne skulle læsses i Århus på ganske almindelig facon, som man dér var vant til. Således skulle det dog ikke gå for mig. Havde det været en hvilken som helst anden chauffør, ville der intet have været i vejen, men fordi det nu altså var mig, så var helvedet løs lige fra starten, og det gik både ud over mig, en lige så uheldig mekaniker og nogle nysgerrige folk, der dog kunne gå deres vej, når kulden bed sig fast i næser og ører.

Vi uheldige kom til at stå det meste af dagen og rode med bilen, idet dieselolien var frosset til en smuktfarvet gråhvid parafingrød - nærmest som gele - og det kunne maskinen bestemt ikke lide. Det var en iskold og jammerlig fornøjelse at skulle stå der i den isnende kulde. Først nappede frosten let i næse og ører, som små forsigtige prik, tog derefter langsomt til og bredte sig til hænder og fødder og føltes nu, som små ondskabsfulde nålestik, og gik senere til angreb for fuld styrke: bed, rev og flåede i én, som var det en flok forsultne løver, der flåede i deres bytte.

Langt om længe kom der dog gang i en yderst modvillig maskine, og jeg kunne så køre den lange vej fra Haderslev til Seggelund, som var en stor plads for lastbiler - før motorvejsæraen. Her nægtede maskinen igen at arbejde. Jeg havde til alt held fået lidt varme i kroppen igen, selvom det dunkede fælt i fingrene. Mekanikeren måtte komme med sin servicevogn, hvilket han ikke var lykkelig for, han bandede og svovlede sandsynligvis hele vejen fra Haderslev til Seggelund. Efter et par timer havde vi igen fået renset filtrene for grød, og maskinen kunne arbejde igen og give lidt varme fra sig, og denne gang nåede jeg hele vejen op til Århus og fik læsset de efterhånden forbistrede blomster.

Jeg havde nu fået varmen igen og fortrød bitterligt, at jeg var hoppet på den vanvittige tanke om at skulle køre som eksportchauffør igen, men der er noget udefinerligt inde i en mand, når han først er begyndt på den slags, så bliver trangen til atter at vende tilbage siddende, næsten uanset hvor godt man havde det forinden. Mennesker er nogle underlige væsner.

Vi fik som sagt disse blomster læsset, og jeg regnede med, at al halløjet var overstået, men nej, det hele blev endnu værre, end det havde været forinden. Da jeg skulle køre derfra, lød det grangiveligt som om, at maskinen var ved at kaste op. Alle filtre og rør var igen fyldt op med den lækre parafingrød og det uanset, at olien efterhånden var blevet fortyndet kraftigt med petroleum. Der måtte ringes efter en mekaniker, og han var heller ikke lykkelig ved tanken om at skulle rode rundt med det iskolde griseri. Vi kom til at stå dér helt hen til klokken to om natten i en iskold polarnat, hvor temperaturen nåede ned på toogtyve minusgrader. Det var den rene, ægte og uforfalskede elendighed. Da vi så omsider var klar, kunne maskineriet ikke starte, batterierne var løbet tør for strøm, og vi måtte derfor af sted efter nogle andre duelige batterier. Så kom der liv i den forfrosne maskine, og vi kunne få anhængeren ind til rampen igen, da blomsterne ellers ville fryse ihjel. Kølemaskinen på denne hænger var gået i stå og nægtede blankt at starte igen, derfor måtte jeg have alle blomsterne på denne læsset af igen. Det måtte jeg naturligvis gøre alene, da der ingen andre var tilstede - alle normale mennesker foretrak at blive hjemme i deres lune stuer.

Det var alt i alt en elendig nat for mig og en elendig start på mit nye job. Hvilken luksus var det vel ikke på mit gode gamle arbejde, som jeg havde forladt til fordel for dette hundeliv, hvor jeg skulle ordne alt alene, ingen var særlige ivrige efter at hjælpe, var der noget i vejen, så var det chaufførens skyld, og kom han for sent, var det fordi, han kun spildte tiden med at ligge på langs i stedet for at arbejde osv. Nå, men tiden gik, og natten sled sig hen, og det hele blev kun værre. Vi fik maskinen i gang og kørte en tur. Bilen gik igen i stå to kilometer fra læssestedet og nægtede blankt at flytte sig en eneste centimeter, så der var intet andet at gøre end at spadsere tilbage for at hente servicevognen. Det var en mærkelig spadseretur i den mørke og kolde nat. Mekanikeren tænkte sikkert kun på, hvorledes han hurtigst muligt kunne blive fri for mig og mit roderi og komme hjem under dynen bag konens brede bag.

Der var en forunderlig skønhed over natten, der var tyst og stille, stjernerne glitrede som bittesmå klare diamanter, spredt ud over den buede nattehimmel og frosset fast dér. Det føltes som om luften knitrede af spænding, fremkaldt af den stærke frost, og det var som om natten var fyldt med en svag klingrende musik, frembragt af bittesmå sprøde klokker. Sneen knasede under vores fødder, som gik vi rundt på ristet franskbrød, og natten levede sit eget liv, som man her kunne få et lille indblik i - som en gave til os fra en vældig natur. Det føltes meget livsbekræftende her midt i natten og alle fortrædelighederne, som et personligt løfte til mig om noget, der var større og bedre end det, jeg kendte, og som lå på et plan, der var højt hævet over al menneskelig forstand.

Hele historien endte nu med, at mekanikeren fjernede samtlige filtre og andre forsnævringer, og tvang derved maskinen til at sluge alt, hvad den ellers måtte kunne slubre i sig, hvad enten den ville det eller ej. Det så nu ud til, at den udmærket kunne tåle denne mælkefarvede grød, for den brummede lystigt og producerede den herligste, livgivende varme. Da nu det var i orden, skulle vi i gang med den elendige kølemaskine på anhængeren. Den skulle jo startes igen, og det viste sig, at den var kørt tør for benzin - siger og skriver benzin! Så måtte mekanikeren af sted for at skaffe noget, hvilket ikke var helt så lige til klokken to om natten. Benzin havde man, men ingen dunke til at transportere det i. Et sted havde man dog begge dele, der var blot den hage ved det, at dunkene var fyldte med vand, og det var frosset til hårde isblokke, som ligefrem knasede, når man rørte ved dem. Vi fik dog til sidst organiseret nogle, og med dette bytte gik vi tilbage, og hældte det på kølemaskinen, men dette utaknemmelige bæst nægtede fortsat at starte, så gav mekanikeren op, men da var natten også næsten omme. Jeg måtte på værksted med hele herligheden. Først måtte jeg dog læsse alle blomsterne på hængeren igen - også alene - det er kun chauffører, der er så dumme at lave andre folks arbejde gratis.

På værkstedet fik man, efter endnu et par timers roderi, gang i den modvillige kølemaskine, og så gik turen atter tilbage til Haderslev ved højlys dag, natten var borte og nattesøvnen ligeså. Da jeg nåede Haderslev, var kølemaskinen igen gået sig en tur og skulle nu under en skrap operation i Padborg. Dér ville man vise den kniven og få sat sving i krumtappen igen - enten med det gode eller det onde. Dernede fik man nu hurtigt sat skik på tingene og fik fortalt maskinen om dens pligter, og det virkede, så det ud til. Derefter kunne jeg via tolden fortsætte min rejse sydpå med en ødelagt nattesøvn og en temmelig elendig nat bag mig. Jeg tvivlede på, at dette ville ende godt, tempoet var heller ikke særligt højt, vejene var glatte med utallige fastfrosne isklodser, som fik bilen til at slingre stærkt og bumpe en hel del. Også inde i mit hoved brusede det noget rundt på grund af den manglende nattesøvn, og jorden gyngede underligt alle vegne, hvor jeg end så hen.

Dagen fik sig omsider slæbt hen, og jeg var stadigvæk blandt de levende og bilen ligeså, og jeg skulle jo få sovet ud om natten, det troede jeg da i det mindste. Det gik nu anderledes, end jeg havde forestillet mig. Kølemaskinen nægtede at gøre sin pligt, men denne gang var det kølemaskinen på forvognen, der ikke ville arbejde. Det var i forvejen svært at falde i søvn med hovedet fuld af flimrende billeder, der snurrede rundt og rundt i en vanvittig dans sammen med en kakofonisk koncert af udefinerbare lyde, der syntes at komme alle vegne og intet sted fra på een og samme tid.

Pludselig var jeg lysvågen, der var noget galt, der var en dødens tavshed, alle lyde syntes at være ophørt med at eksistere. Omsider gik det op for mig, hvad der var i vejen - kølemaskinens summen var ophørt! Jeg måtte op på taget for at se, hvad der kunne gøres, jeg stod så deroppe i min forvirring - uden tilstrækkeligt tøj på - og med den bidende og nappende frost, der med tusinde nåles stik rumsterede rundt på kroppen. Jeg stod dér og gloede og anede ikke, hvad jeg skulle gøre, da jeg pludselig blev klar over, at det var bitterligt koldt. Jeg kravlede ned i bilen igen, startede maskinen og kørte så af sted - uden at vide hvorfor og hvorhen - hvilket var både farligt og tåbeligt i min tilstand. Efter en tid vendte lidt af fornuften tilbage, og jeg fik stoppet mit farlige foretagende, inden det gik galt.

Jeg måtte igen op og kigge på maskineriet. Jeg fik rodet lidt rundt med det uden egentlig at vide, hvad jeg lavede, men det virkede åbenbart, for pludselig gik maskinen i gang, og en stor stikflamme sprang ud af maskinen et eller andet sted fra og ramte venstre min hånd, der blev slemt forbrændt. Det gjorde ondt, meget ondt, jeg er ikke helt bevidst om, hvordan det lykkedes mig at komme ned fra taget og ind i bilen igen. Hånden var blevet sort og lugtede som en grillovn, det var bestemt ikke godt. Jeg havde ikke noget at smøre hånden med, så det blev en skrækkelig nat atter uden søvn, hvor jeg ikke længere kunne skelne mellem fantasi og virkelighed, men smerterne var reelle nok, og det var ganske forfærdeligt. Af og til måtte jeg op, og ud og lægge den forbrændte hånd ned på den iskolde sne for at lindre lidt på smerterne. Hvorledes jeg overlevede dette helvede, fatter jeg den dag i dag ikke, det var rent ud sagt skrækkeligt.

Ydermere forbrugte disse elendige kølemaskiner en mængde benzin, så man hele tiden skulle være på vagt, for at de ikke skulle løbe tør. Tankene til disse maskiner indeholdt kun ca. 50 liter, og det forslog ikke til ret mange timers drift. Rejsen sluttede nu alligevel godt i Trier, hvorefter der skulle læsses returlæs i Wuppertal, og dermed slap jeg godt fra denne elendige tur. Ikke så meget på grund af forstand, men mere på grund af et ikke svigtende held - for søvn på denne tur - blev jeg ikke just forvænt med.

Problemet med kølemaskinerne fortsatte hele denne rejse ud, og det var nu begyndt at blive ret plagsomt for mig med disse ærgrelser. Dertil kom, at jeg nu var blevet bange for at rode med disse maskiner, da jeg meget nødig ville have hånden brændt af igen. Midt om natten på vej gennem Ruhrområdet og dybt optaget af alle mine ærgrelser og bekymringer, lød der pludselig et vældigt brag, så jeg nær var gået omkuld af chokket - hvad var der nu sket?

Jeg turde ikke standse på motorvejen, og på parkeringspladserne kunne jeg heller ikke standse, da disse enten gik opad eller nedad, og håndbremsen duede ikke, den var sandsynligvis frosset. Det havde i hele denne forbistrede vinter på det nærmeste frosset mellem femten og femogtyve grader uafbrudt gennem flere måneder, så det var en ret elendig tid. Det viste sig, da jeg endelig fik standset og kigget efter, at der var sprunget et dæk på et af trækhjulene, og dette havde ved eksplosionen revet skærmen af - det var altsammen lige til at græde over! Nu var godsets vægt ikke så stor, og jeg havde bestemt ingen lyst til at stå der i buldermørke og henved femogtyve minusgrader og rode med det, så jeg kørte bare videre i teksten og fik først skiftet hjul næste dag, da jeg havde fået læsset til, så vægten nu var blevet så stor, at det var begyndt at genere kørslen - det var altsammen noget forbandet skidt.

11. Kapitel

Tiden gik nu sin skæve gang, og man haltede bagefter, så godt man kunne. Jeg kørte tidligt, jeg kørte sent, indtil jeg næsten var groet fast i bilen og var blevet til en biologisk enhed af den. Det havde jeg ingen lyst til, jeg følte næsten, at jeg var en biologisk robot og computer til lastbilen - men det var jeg ikke og ville heller aldrig blive. Jeg så næsten aldrig noget til min familie, jeg begyndte faktisk at blive en fremmed i mit eget hjem, og hvad værre var, jeg begyndte selv at føle mig fremmed dér. Det kunne ikke gå an, jeg ville nu have lidt fritid ind imellem.

En anmodning om noget så formasteligt blev mødt med meget uforstående blikke fra den højere ledelse. Noget sådant var ikke faldet dem ind, man anede ikke, hvad den slags betød, enten var man et mandfolk og kørte, eller man var det ikke og levede som en tøsedreng! Den tyggede jeg lidt på, og blev så enig med mig selv om, at jeg ikke havde lyst til at være en af de skrappe mandfolk, som chefen i sin uendelige visdom og ophøjethed forestillede sig. Det ville være mere rart for mig selv og familien, hvis jeg var en tøsedreng, og derved havde det godt med både familie og arbejde.

Det tog nu sin tid at realisere den slags, for der var jo nok ingen plads for tøsedrenge i det firma, og det var der nok desværre heller ikke andre steder i den branche. Vinteren fortsatte med sit stramme greb og gav kun langsomt efter for de mere milde vinde, som efter kalenderen før eller siden måtte vise sig. Det var altid et sandt mareridt at få bremserne til at fungere, blot én dags pause var nok til at dybfryse disse, uanset hvor meget sprit man så end hældte på dem. Der var så ikke andet at gøre end at gå i gang med gasbrænderen og tø regulatoren op, og samtidig vare sig for ikke at svide plastslangerne over - for så var man først på spanden. For at sige det kort og godt, endnu inden vinteren var omme, pønsede jeg kun på, hvorledes jeg kunne blive fri at leve for dette hundeliv som eksportchauffør. Men, som vinteren svandt hen, og sneen og den værste kulde fulgte efter, blev humøret også bedre, og de værste besværligheder kom ligefrem til at stå i et bedre lys - kort og godt: livet blev atter udholdeligt!

Vrøvlet med tolderne fortsatte. Det var normalt alle steder, og tolderne tænkte og handlede ens overalt, og denne tankeevne var bestemt ikke store sager, det eneste de udrettede var at forsure tilværelsen for chaufførerne. Når staterne var oppe at toppes om handelspolitik, var det chaufførerne, der skulle lægge rygstykker til, og dette skete ganske automatisk, for det var blevet indøvet gennem mange år, så ingen kunne forestille sig, at det kunne være anderledes.

Jeg skulle til Bremen og læsse varer af, og først hen på tolden for at få de forbistrede plomber af. Derefter skulle der læsses af - så vidt så godt. Da det var overstået, skulle der læsses et parti kaffe retur til Danmark hos nogle yderst modbydelige og hovne mennesker. Disse var så hovne og storsnudede, at de fleste var blevet skæve i hovedet grundet deres storsnudethed, men dem nu om det. Jeg fik da læsset, men papirer havde de ingen af, dem skulle jeg have hos speditøren. Altså det halve af byen igennem, men dér havde man heller ingen papirer, og de så meget forundrede ud, som om jeg ikke var alt for klog, hvad jeg jo sikkert heller ikke var. Havde jeg været klog, kørte jeg nok ikke rundt som chauffør, men havde i stedet været speditør og jaget rundt med chaufførerne i stedet.

Papirerne skulle jeg have på tolden, oplyste man mig om. Dér var jeg lige kørt forbi, men jeg måtte altså tilbage gennem det halve af byen igen. På tolden havde de så sandelig heller ingen papirer til mig, men de var dog så flinke at ringe til speditøren, der da også straks derefter ankom - svært bevæbnet med en bunke papirer - og bebrejdede mig, at jeg ikke havde sagt, hvad jeg ville hos ham. Det havde jeg nu sagt, men døden skal have en årsag, og jeg lod bemærkningen passere. Det gik et par timer, så var alt i den skønneste orden, uden at jeg anede en klap om, hvorledes det nu kunne være gået til. Så skulle der plomberes igen, og det måtte ikke ske, havde jeg fået at vide hjemmefra. Tolderne havde åbenbart ikke den ringeste respekt for min chefs ønske, de var ganske ligeglade, der skulle plomberes, og det blev der så!

Jeg skulle køre et par hundrede meter for at læsse - det var lige indenfor porten på frihavnen. Dér fik jeg så plomberne fjernet igen, og der blev skrevet og noteret en masse. Herinde fik jeg at vide, at jeg var kommet for sent og skulle skrubbe af hurtigst muligt og komme igen næste dag. Dette var ikke så godt, og der skulle fluks ringes hjem. Her var man ikke alt for tilfreds med min beskedne indsats, men jeg skulle da straks få mig fjernet fra frihavnen for at få læsset andetsteds. Her ville man ikke læsse, før plomberne var taget af. De ville ikke tage dem af, men jeg kunne da gøre det selv. Der skulle så igen ringes hjem til firmaet. "Joh, fjern du bare plomberne", smiskede man der. Som sagt så gjort, jeg fjernede plomberne, og der blev lavet et eller andet fiksfakseri, som jeg ikke fik noget at vide om, men det fungerede åbenbart. Nerverne stod dog temmelig på højkant, indtil jeg nåede grænsen og fik smidt papirerne i postkassen, og traileren smidt over på registreringen, hvorpå jeg forduftede som en skræmt hare. Det var som om hele toldetaten var i hælene på mig.

Det var faktisk en ret bitter og frustrerende tanke, at det altid var chaufføren, der skulle begå alle ulovlighederne og tage risikoen for at blive fanget. Man fik ikke så meget som en krone for noget som helst - ikke engang tak! Cheferne tjente pengene, og chaufføren fik balladen, men det meste var nu chaufførens egen skyld, han behøvede jo ikke at gøre det, men så var der desværre heller ikke meget arbejde tilbage til ham. Det var en realitet, og dette er der nok ikke blevet ændret ret meget ved siden dengang.

Nå, men på en sådan blomsterrejse i marts til det sydlige Frankrig, hvor solen stod højt på himlen, og vejret var pragtfuldt, og der for en gangs skyld ikke var noget i vejen med bilen, og hvad man ellers kunne komme ud for af besværligheder, havnede jeg i det bakkede område omkring Romans Vallance - for enden af små tågede landeveje og i bjergenes skygge. Jeg anede faktisk ikke, hvor jeg var, og mere ved et tilfælde end på grund af faglig viden, havnede jeg på rette sted. Det var nogle meget flinke mennesker, jeg mødte her, og efter aflæsningen blev jeg inviteret med ned til deres hus, som lå et stykke nede ad bjergskråningen. Turen derned foregik i en gammel Peugeot varevogn i et halsbrækkende tempo, ned ad stejle smalle veje med skarpe hårnålesving, hvor man næsten kunne høre bilens gamle medtagne karosseri skrabe mod klipperne ved vejsiden. Jeg klamrede mig fast til alt, hvad der var at klamre sig til og havde nær trykket fødderne ud gennem bunden af den gamle bil.

Chaufføren grinede over hele fjæset og kluklo hele vejen ned ad bjerget. Vi kom dog levende ned og havnede i en grusbelagt gårdsplads, hvor bilen blev svinget elegant rundt således, at fronten igen viste den rigtige vej. Gruset fløj gennem luften som projektiler fra en maskinpistol, og bilen blev derefter bakket, så den med et brag havnede i et stendige. Chaufføren trak filosofisk på skuldrene, da han inspicerede skaderne efter den hårde kontakt med stendiget, og det så ikke ud til, at det var første gang, den havde prøvet denne nærkontakt, så han sparkede blot til kofangeren, der hang og dinglede, og som nær var faldet helt af ved sparket.

Jeg kom med ind i et mægtigt stort hus, der lå midt på en skrænt. Huset var i to etager og ret sparsomt møbleret med store tunge møbler og lige så tomme vægge. Der hang dog hist og her et enkelt maleri eller to, bl.a. et stort fotografi af en gammel fransk præsident, der havde været general engang og været lidt af en personlighed - selv vi danskere kendte dette ansigt med den store næse. Man levede åbenbart i storfamilier her - sammen med sønner og døtre, svigerforældre - og hvad man ellers fik skrabet sammen af familie i tidens løb. Måltiderne blev indtaget i fællesskab ved et mægtigt stort rundt bord - ganske givet en fornøjelig og livlig måde at leve sammen på, det kunne vi godt lære en lille smule af hjemme i Danmark.

Efterhånden som vinteren gik over i forår og sommer, begyndte det at stå mig klart, at der ikke ville blive meget fritid for mig, og at der ikke ville komme mere menneskelige vilkår at arbejde under. Disse vilkår, som også mange andre kollegaer levede under og befandt sig dårligt med, og som det syntes umuligt at ændre. Den eneste mulighed var at forlade branchen og denne gang for evigt, men hvem skulle egentlig forbedre disse vilkår, når man forlod jobbet? Der er jo ingen andre end chaufføren selv, der kan ændre tingenes tilstand, men det forstod man jo ikke på det tidspunkt. Jeg besluttede mig for den letteste løsning, nemlig at smutte inden man blev helt kulret i hovedet af dette arbejde, hvor politiet lurede efter én overalt, tolderne generede én, og hvor mange arbejdsgivere havde travlt med at slette alt det i vores afregninger, som de ikke syntes om - med tab for chaufføren og gevinst for arbejdsgiveren.

Denne onde cirkel så ikke ud til nogensinde at kunne brydes - i hvert fald ikke dengang. Det skal nu tilføjes, at her i midten af halvfemserne er der kommet betydeligt mere system og orden i tingene, men selve arbejdets karakter og natur har i den tid, jeg har været aktiv, ikke ændret sig og kan nok i sagens natur heller ikke ændres, da der er så mange ting, der griber ind i hinanden.

Men jeg smuttede som sagt og fik et ganske udmærket arbejde hjemme i en kortere årrække, indtil jeg atter begyndte at spekulere på at komme ud på de lange veje igen, denne gang mere vidende om tingene, og hvad der måtte vente på én af begivenheder - ude bag horisonten.

12. Kapitel

Bedst som jeg nu gik hjemme og passede børnene, der var gået omkring 2 år siden jeg holdt op, bankede den hårde virkelighed igen på min dør. Jeg havde egentlig ikke regnet med at komme ud at køre stor bil igen i min tid, og da jeg nu var alene med 3 børn, havde jeg slet ingen fantasi til at kunne forestille mig noget i den retning. Men i de fleste tilfælde er virkeligheden mere fantastisk og utrolig end selv den mest flyvske fantasi. Det er forbløffende så ofte skæbnen, eller hvad man nu kan kalde det, griber ind i menneskenes liv og færden og kuldkaster selv de bedst tilrettelagte planer, og styrter én ud i usikre foretagender, men på ligeså forunderlig vis synes det, som om alle de i forskellige retninger løbende skæbnetråde alligevel i sidste instans samles i et velordnet mønster for derefter at falde på sin rette plads og hylde.

Jeg befandt mig derfor i begyndelsen af 1989 igen på landevejene, ivrigt beskæftiget med at trans-portere cement hjem til Danmark fra DDR paradiset, som på dette tidspunkt kun lige akkurat havde et enkelt år tilbage at eksistere i, men det var der dog ingen, der anede noget om dengang. I en periode krydsede jeg denne mærkværdige grænse dagligt, og det var faktisk lidt af en oplevelse i sig selv. Der skete ikke så lidt på denne grænse, og man kunne forvente næsten hvad som helst af ubehageligheder. Skete der absolut intet, kunne dette også lægges ud som en slags terror, for så fik man den grimme fornemmelse af, at de nu kun ventede på at kunne slå til dobbelt så hårdt.

At krydse denne grænse dagligt kunne ikke andet end gøre et stort indtryk på én, og det var meget svært pludseligt at opdage, at den ikke længere eksisterede, det var helt ubegribeligt, og selv længe efter murens fald, forventede man næsten, at alle de sædvanlige, ubehagelige folk kom springende ét eller andet sted fra, når man krydsede grænsen - men intet skete - der kom ingen, alle de ubehagelige bæster var pist borte, tilsyneladende forsvundet ud i den blå luft. Ståltrådshegnene, vagttårnene med alle folkene, der gloede bistert på én gennem kikkerter, ja, alt det, der tilsammen udgjorde dette grænsesystem, var ganske enkelt væk på ingen tid.

Dengang alt endnu var ved det gamle, skulle først den vesttyske grænse passeres, og her var det rimelig nemt at komme over, da jeg jo kørte tom over til DDR. Efter denne afdeling fulgte der nogle få hundrede meter skov, som endte ved et stort ståltrådshegn - selve grænsen. Herinde i denne skov på den vestlige side luskede der ofte soldater rundt og gjorde alt for at undgå at blive set, og der stod de så, ofte klos op mod hegnet, og gloede i kikkerter over på deres østlige kollegaer for at se, hvad disse nu gik rundt og foretog sig, og ovre på østsiden stod man ligeledes og gloede i kikkerter og fulgte meget interesserede med i, hvad deres vestlige kollegaer lavede inde i skoven. Det så faktisk altsammen ret komisk ud.

Når man så var kommet forbi dette hegn, hørte skoven pludselig op, og der var nu et åbent terræn med frit udsyn til alle de store ståltrådshegn, som løb en lille kilometers vej langs begge sider af motorvejen. Også broerne over motorvejen var velforsynede, og med passende mellemrum var der små vagthytter, hvorfra man med kikkerter og videokameraer kunne overvåge alle de formastelige, der vovede at trænge uindbudte ind i paradisets have.

Når man så var kommet helskindet hen til de små, næsten burelignende vagthytter, hvor man udstedte transitvisa - formedelst 15 DM ikke DDRM - så var man allerede i høj grad demoraliseret, her skulle man ikke regne med, at man var noget. Man kom faktisk til at føle sig som en lus i en knibtang, og det var bestemt ingen rar fornemmelse. Ja, selv det at trække vejret blev pludseligt til noget meget pinligt og odiøst, og hele atmosfæren virkede truende og lå nærmest som en kvælende dyne over én, ja, selv græsset syntes nu at have mistet sin fine grønne farve, sikkert fordi det jo herovre var den røde farve, der var den gængse.

Når man så ydmyg og hæmmet, med bøjet hoved, var sluppet gennem dette nåleøje, havnede man i det næste. Her kom så toldere og grænsevagter med skarpe, truende blikke og fik fat på én, de var lige så frække og uforskammede, som de altid havde været det, ja - her på paradisets dødsleje, endog frækkere.

Sommetider var det nu rimelig let at komme over, og til andre tider skilte man nærmest bilen ad for at lede efter - ja, efter hvad? Jeg dristede mig engang til at spørge, og betjenten så hånligt og vidende på mig og spurgte mig så, om jeg troede, han var dum? De vidste alt om os danskere, vi var nogle slemme pornogrise, og yderligere var der jo også dette hersens Christiania, hvor der huserede nogle slemme bæster rundt, så han skulle nok gøre alt for, at vi danskere aldrig fik en chance for at fordærve "unsere DDR". Ja - det sagde han faktisk direkte, og det var jo meget svært at argumentere imod, så jeg foretrak klogelig at holde min mund godt lukket, og lod dem så rode og rage så meget de lystede.

Omsider, når de skuffede måtte give op, uden at have fundet nogen form for smudslitteratur, lod de mig køre, og nu var der kun tilbage at aflevere løbesedlen, så var man inde i landet og kunne fortsætte mod Ludwigslust, hvor cementen blev læsset. Der var ca. 50 kilometer dertil, og undervejs skulle man vogte sig vel for "vopoerne", der lurede overalt bag buske og små jordvolde med deres radarer, men efter nogle gange opdagede man, at disse "vopoer" udviste en forbløffende mangel på fantasi - eller måske var de bare dovne - for de blev troligt på samme sted dag ud og dag ind, så til sidst lagde man ganske enkelt ikke mærke til dem længere. Man løftede foden lidt fra pedalen, når man kom til "deres" steder, det foregik næsten automatisk, og uden at man tænkte over det.

Cementen, som vi skulle læsse her i DDR, var efter min opfattelse noget giftigt stads, for man fik hurtigt bylder på armene og problemer med øjnene. Det var klogt at beskytte sine luftveje mod det forbistrede cementstøv, der hang gråt og truende overalt. Der var rigeligt af dette, det hang overalt på buske og træer i en stor omkreds af siloerne - et frygteligt griseri. Arbejderne her havde aldrig hørt noget om, at det kunne være sundhedsfarligt, og så mildt overbærende på mig, når jeg kom anstigende med en støvmaske for næsen.

Efter læsning og klarering kunne jeg så begynde turen tilbage til grænsen, hvor det første kontrolsted var placeret 5 kilometer før selve grænsen, jo - det var tydeligt at se, at her overlod man intet til tilfældighederne, her havde man alt under kontrol. Nå, men man fik så arbejdet sig frem til selve grænsen - efter en tid, som varierede fra gang til gang - alt afhængig af, hvor mange biler der var på pladsen, og om betjentene gad bestille noget, hvilket de ofte ikke var særlig ivrige efter. Når man så alligevel var kommet derhen, så skulle der så sandelig også kontrolleres, og det blev som sædvanligt meget omhyggeligt udført - med spejle til at kigge op under vognen - de gad ikke bøje sig, tror jeg, og op i alle krinkelkrogene, sammen med deres halsende og savlende køtere, der ivrigt snusede rundt overalt, mens jeg - efter ordre - holdt mig nogle meter fra bilen, så jeg med min dårlige kapitalistiske lugt ikke skulle fordærve køternes sarte snuder.

Til sidst var der så silokontrollen. Jeg skulle - igen efter ordre - kravle op og åbne alle lugerne, og når dette var udført, kravlede betjenten op med en lang tynd metalstang, hvorpå han omhyggeligt begyndte at stikke i cementen, der var ikke et sted der undgik hans opmærksomhed. Nu vidste jeg godt, at jeg var et stor sludrechatol, og derfor udfordrede jeg da også skæbnen, uden at tænke nærmere over det, ved engang at spørge denne barske betjent, om han virkelig troede, at der var nogen, som gemte sig dernede i det giftige stads. Han kiggede på mig, som om jeg var det største fjols, han nogensinde havde set, hvilket der måske var noget om, men det er jo svært selv at bedømme, hvilken kategori man tilhører. Hans spurgte mig så i et brysk tonefald, om jeg aldrig havde hørt noget om dykkerdragter? Dér fik han mig, og jeg klappede i som en østers, den geniale tanke var aldrig faldet mig ind, at nogen kunne være så modig at gemme sig dernede i det stads - med eller uden dykkerdragt. Disse betjente her var helt bestemt ikke tabt bag af en vogn, og det dejlige DDR kunne med rette være stolt af sine snedige sønner, dem kunne man ikke snyde, de kendte alle vestens luskede tricks.

Omsider kunne man så forlade DDR og køre ind i vestens lyksaligheder. Først skulle man have lavet papirer hos speditøren og dernæst ind til tolderne for at få disse behørigt stemplet. Hvis nu en af disse toldere havde været oppe at skændes med konen derhjemme, så skulle det naturligvis gå ud over mig, der skulle så være plombekontrol, og de skulle sættes på vognen, hvilket jo nærmest var en håbløs opgave, da der i en sådan silo var mange åbninger, så lavede tolderen et syndigt vrøvl, men opgav dog til sidst.

Så var der selve toldkontrollen tilbage, og det kunne være ret problematisk, for cigaretterne og snapsen var jo meget billig i DDR, så det var sommetider svært at undgå, at der ligesom ret tilfældigt faldt en karton cigaretter og en flaske ind i bilen. Det kunne koste nogle nervepirrende minutter, mens tolderne rodede rundt, men heldigvis gik det som regel godt - der var næsten altid kontrol på de tidspunkter, hvor man ikke havde noget at skjule.

Så var der kun tilbage at køre spidsrod mellem politibetjentene op til grænsen, hvor man blev jagtet af disse betjente. De vidste nemlig godt, at vores cement var noget tungt stads, og som regel havde vi jo altid et par tons eller tre for meget i siloerne, således at totalvægten nåede op på mellem 44 og 45 tons. Dette var jo i vognmandens interesse, jo mere cement, desto flere penge i lommen på ham. Naturligvis betalte han bøderne uden vrøvl, det var ikke hver dag, at man blev standset, og bøderne var 50 DM, så der blev stadigvæk tjent lidt ekstra på denne måde. Jeg fik nu ingen del i disse penge til trods for, at det var mig, der udførte ulovlighederne. Sådan så den daglige omgang ud, man vænnede sig til det, og det blev en fast rutine, som ikke afveg meget fra den ene gang til den anden. Der kunne dog af og til ske noget ud over det sædvanlige.

Jeg havde engang taget min yngste søn med på en tur til DDR, det skulle jeg nu ikke have gjort, men som regel, lærer man mest af de tåbeligheder, man begår. Men jeg fik altså problemer, fordi jeg gerne ville vise min lille søn DDR. Jeg nåede helt hen til visaburet og skulle til at udfylde papirerne, da betjenten uden varsel pegede på knægten og bryskt spurgte: "Was ist das?" - "Ja, det er jo min søn", svarede jeg forundret, så ville han vide, om jeg kunne bevise det, og for øvrigt, fik jeg at vide, var det strengt forbudt at tage ham med ind i landet. Jeg begyndte - dum som jeg var - at diskutere med denne betjent, jeg anede ikke, hvad jeg ellers skulle stille op med drengen. Jeg prøvede at tale til hans bedre jeg, men det var håbløst, for han havde aldrig hørt om noget bedre jeg. Betjenten var skrap, der var ikke noget at gøre, det burde jo enhver vide, at den slags var forbudt, og hvis jeg ikke snart forsvandt, ville jeg blive arresteret for at smugle personer illegalt ind i DDR. Så røg det ud af min store mund, at jeg ikke kunne forestille mig, at nogen ville smugles ind i DDR, det var meget lettere at forstå, hvis det havde været den anden vej.

Så havde jeg vist fået sagt rigeligt, for han blev helt bleg af vrede og pegede mod vest og sagde med en ildevarslende og kold tone: "Raus - sofort!" I mellemtiden var der dukket nogle bevæbnede soldater op, og drengen begyndte at græde, fordi han troede, at nu skulle han skydes. Jeg fik så køleren vendt mod vest igen og kørte hen på en stor motorvejsrestaurant et par kilometer fra grænsen, og forklarede dem her, hvad det hele drejede sig om, og man lovede at tage sig godt af drengen, indtil jeg vendte tilbage.

Så kørte jeg tilbage til DDR, og blev straks efter udstedelsen af visa pillet ud af rækken og anbragt på en plads for mig selv, hvor alle kunne se, at her havde man snuppet en stor synder. Man havde taget mit pas fra mig, så jeg sad nok så nydeligt i fælden, og dér befandt jeg mig ikke synderligt godt, for jeg havde på fornemmelsen, at der nu skulle ske noget usædvanligt, og at man ville hævne sig. Langt om længe - efter henved 2 meget nervepirrende og nervøse timer - ankom tre bøst udseende folk, og de begyndte straks at skille næsten alt ad, hvad der kunne skilles ad. De brugte henved en time på dette arbejde. Jeg havde ingen lyst til at spørge dem om, hvad det var, som de ledte efter. Heldigvis forsvandt de snart igen - dog uden at sige et eneste ord til afsked. Efter endnu en halv times ventetid, kom der en betjent marcherende med mit pas, som han rakte op mod mig, og idet jeg ville tage det, lod han det falde ned på jorden, hvorpå han gjorde kort omkring og gik. Jeg måtte så harmdirrende stige ud af bilen og samle passet op. Det var meget tydeligt, at han havde gjort det med vilje, men jeg vovede ikke at sige noget mere, jeg var kuet og tæmmet, lige hvad de bæster syntes om.

Da jeg så vendte tilbage med fuldt læs, gentog hele processen sig igen, denne gang blot fra den anden side. Her havde jeg heller ikke meget at skulle have sagt, for det var meget tydeligt at se, at disse bøller nød forestillingen i fulde drag, de ventede kun på, at jeg skulle dumme mig ved at sige noget, så de kunne gå ekstra hårdt til værks. Jeg var så småt begyndt at blive bekymret for, hvorledes det var gået med drengen, der ventede ovre på den anden side, for dette her havde rigtignok taget lang tid. Jeg havde fået fortalt mine andre kollegaer, der var på vej hjem, at jeg havde en dreng dér, og bedt dem kigge ind til ham, når de kørte forbi.

Jeg havde nu ikke haft nogen grund til bekymring, for næsten alle mine kollegaer havde været inde hos ham, og han var blevet stopfodret med pølser, is og andre lækre sager, selv fremmede tyske kollegaer havde underholdt ham med is, pølser og sodavand, så da jeg omsider dukkede op, ville knægten ikke med hjem, det var i hvert fald en meget modvillig dreng, som jeg tog med mig igen.

Det skete også af og til, at man ved nattetide - pludselig og uden varsel - lukkede hele grænseovergangen, fordi man havde fundet ud af, at hundene skulle trænes lidt. Når man var så heldig eller uheldig - alt efter temperament - at holde helt fremme ved forreste linie, så blev man her vidne til nogle sælsomme og mærkværdige begivenheder, som på en måde virkede latterlige og komiske, men grundet de på grænsen herskende forhold, og yderligere forstærket af de uhyggelige omgivelser og lamper, der oplyste sceneriet på spøgelsesagtig vis, så havde det hele et uvirkeligt skær over sig, og man blev helt i tvivl om det var virkelighed eller blot noget man fantaserede sig til. Men det var virkelighed - dødsensalvorlig virkelighed.

Først blev grænsen totalt lukket, og derefter sænkede der sig en dyster stilhed over foretagendet. Det blev klart for alle, at noget ikke helt almindeligt skulle ske. Lidt efter lidt begyndte så folk at dukke frem fra mørket rundt omkring og ind på den oplyste plads. Det var slanke unge mænd, nærmest store drenge, i velsiddende uniformer, udstyret med officerskasketter, stramme langskaftede snørestøvler og bevæbnede med dolke og pistoler. En del af disse var yderligere bevæbnet med piske, som de adspredt daskede sig selv på knæene med, mens de stod i smågrupper og diskuterede, og af og til dukkede der en menig soldat op med termokander, og så blev der drukket kaffe.

Der var absolut ingen tvivl om, at det her drejede sig om officerseliten, de virkede fuldstændig iskolde, med ubevægelige ansigter - efter min opfattelse en bande samvittighedsløse slyngler, der uden at foretrække en mine ville skære halsen over på hvem som helst, blot for ideologiens skyld eller bare for at få tiden tid at gå. Man kunne et øjeblik, når man betragtede disse, i øvrigt pæne mænd, føle sig hensat til en frygtelig fortid, ja - det føltes faktisk, som om fortiden pludselig materialiserede sig for éns øjne - her midt i vores tid. Det var en uhyggelig påmindelse om noget, der engang var, og som de, der er født efter krigen, ville have svært ved at forestille sig, hvad var.

Efter en tid begyndte der at dukke bevæbnede soldater frem af mørket, og der blev kørt et par gamle biler ind på pladsen. I den ene af disse sad der på bagsædet et menneske, det viste sig heldigvis, at det kun var en dukke, men det så nu meget livagtigt ud. Derpå blev hundene, der den sidste halve times tid havde løbet rastløse rundt i deres bure, hentet frem. Disse bure stod langs væggen ved en af toldbygningerne, og disse stridhårede bæster kunne åbenbart vejre, at noget, som angik dem, var under opsejling. De hev af sted med deres herrer, mens nakkehårene strittede lige i vejret, og knurrede og snerrede - en uhyggelig lyd her i nattens stilhed.

Så blev en af hundene pudset på bilerne. Den satte af som et lyn med kursen direkte mod den bil, hvori personen sad og gik snerrende og knurrende til angreb på bilen, og hylede af vrede og skuffelse, da den ikke kunne komme ind i den. Den fór rundt om den arme bil og forsøgte at kradse vinduerne itu, hvilket naturligvis ikke lykkedes den. Derefter bed den af lutter raseri den ene baglygte af. De høje herrer lo fornøjede og daskede sig tilfredse på knæene med piskeskafterne. Køteren fjernede sig modvilligt fra bilen, da man kaldte den tilbage, og den blev klappet og beundret af alle de tilstedeværende, og der faldt et par små godbidder af til den. Det skulle ikke undre mig, om det var små stykker menneskekød, den fik som belønning.

Den næste køter prøvede ikke at angribe så ihærdigt som den første, og indkasserede kun et par dask med en pisk, hvorpå den krøb sammen og peb ynkeligt, den gjorde bestemt ingen god figur i dette udsøgte selskab. Den næste gik til angreb med fråde om munden, snerrede af raseri og slæbende sin herre efter sig, da denne ikke var hurtig nok til at løsne vilddyret. Denne køter forsøgte endog at bide vinduerne itu, men så stillede soldaterne sig op med deres geværer rettet mod bilen, og en anden åbnede døren til bagsædet. Med et hyl styrtede hunden, som en sort streg i luften, ind gennem døren, hvorpå dukken blev kastet rundt inde i bilen, mens køteren snerrende og knurrende hev i dukken af alle kræfter. Så røg den baglæns ud af døren og satte sig på halen - med en afreven arm i flaben - hvorpå alle de høje herrer klappede og morede sig aldeles fortræffeligt. Derefter blev bæstet beundret, næsten som om, det var en stor skuespiller eller en anden berømthed.

Sådan kunne henved et par timer forløbe, før vi andre kunne slippe for at se videre på dette - efter min opfattelse - ret syge foretagende. Jeg kunne for alt i verden ikke forstå, at nogen stat eller forældre kunne opdrage sådanne unge drenge til at stå og more sig dejligt over, at se nogle vilde køtere flå arme og ben af, uanset om det var menneskedukker eller rigtige mennesker. Det er ikke til at forstå, men det er den skinbarlige sandhed, det udspillede sig alt sammen lige foran tilskuernes øjne, og der var ingen, der generede sig over det.

På denne måde forløb perioden som cementchauffør. Frem og tilbage gennem dette uhyggelige grænsesystem, dag ud og dag ind, indtil der pludselig ikke var mere til mig at køre med, og jeg blev fyret. Der dumpede ganske enkelt en fyreseddel ind af brevsprækken en skønne dag, uden noget som helst forvarsel, og uden at nogen havde sagt noget. Nå, men den slags bliver man jo nødt til at tage med filosofisk ro, og verden gik jo heller ikke til grunde af den årsag - tværtimod.

13. Kapitel

Jeg gik nu og hyggede mig et stykke tid, hvorefter jeg begyndte at køre igen, denne gang for et større transportfirma i Padborg. Jeg kunne ikke lade være, jeg følte, at det var rigtigt at komme ud at køre igen.

Ansættelsen i dette firma foregik på en ret morsom, eller måske nærmere på en tragikomisk måde. Jeg skulle ind på en driftsleders kontor, og det viste sig, at han og jeg havde gået i skole sammen, engang for mange evigheder siden. Nå, jeg sad så i hans klientstol og blev grundigt studeret, mens jeg følte en underlig utilpashed. Jeg måtte rykke ud med alt, hvad jeg gennem tiderne havde foretaget mig indenfor transportvæsenet. Jah, han vidste jo ikke rigtigt, han var lidt usikker ved risikoen for at få en ægte slyngel ind i et hæderkronet firma. Der skulle ringes til en af mine gamle chefer, som han kendte, og der blev snakket en del, men det måtte jeg ikke høre, jeg skulle ud, mens der blev snakket. Så blev jeg kaldt ind igen. Joh, jeg kunne godt bruges, men han havde fået at vide, at jeg ikke var alt for flittig til at tørre kaffepletter bort, så det ville han holde et vågent øje med fremover. "Men", tilføjede han -"der er nu noget helt andet, som jeg gerne vil have, at du tænker over".

Jeg lyttede spændt. Joh, han ville da gerne have, at jeg brugte mine øjne og ører flittigt, og hvis jeg hørte noget, der var til skade for firmaet eller noget ufordelagtigt om ham personligt fra en uforsigtig kollega, så skulle jeg endelig hurtigst muligt komme til ham og rapportere. Dette lovede jeg højt og helligt, mens jeg spekulerede på, om fyren nu også var helt normal, men han virkede helt alvorlig, og så da også ud, som om han virkelig mente det.

Jeg fik efter få dage et ældgammelt anhængertræk at køre rundt med. Det var tæt på at runde den første million og så da også ud derefter, sandsynligvis fordi der havde været utallige chauffører på denne bil. Jeg ville nu gerne vide noget om køre- og hviletidsbestemmelserne, men han vidste nu ikke rigtigt, hvordan den sag skulle klares, og så meget lidende ud, som om jeg havde spurgt ham, hvornår firmaet gik fallit. Jeg kunne jo nok se, at det var et giftigt spørgsmål og fortrød næsten, at jeg var fremkommet med det. Men han fik dog - efter svære samvittighedskvaler - en slags løsning stillet på benene. Joh, køre- og hviletidsbestemmelserne, dem skulle man jo da helst rette sig efter, men der kunne jo være nogle enkelte undtagelsestilfælde. Det viste sig senere, at disse enkelte tilfælde blev permanente, men det var nu også for en stor del min egen skyld. Folk, der lader sig jage og ikke forstår at sætte grænser, bliver jagtet af alt og alle til de styrter om, det er vilkårene, og jo hurtigere man finder ud af det, jo hurtigere får man gode forhold at arbejde under.

"Jamen - hvad så med bøder, hvis man nu bliver stoppet?", den slags kunne jo ske. Det var et grimt spørgsmål. Det var ikke faldet ham ind, at det kunne ske, så han valgte at se uforstående ud og lade som om, han slet ikke vidste, hvad en bøde var. Jeg blev hurtigt klar over, at her var der ingen mulighed for at komme på bølgelængde med hinanden, hvordan kan man dog snakke om noget, der ikke eksisterer?

Generelt befandt jeg mig nu rimeligt godt i den tid, hvor jeg arbejdede i firmaet, men trafikken var her i 1989 i hastigt tiltagende således, at det begyndte at blive normalt med kaotiske forhold og kæmpeansamlinger af biler rundt om på vejene, og man kunne derfor ikke røre sig ud af flækken i læn-gere og længere perioder. Der var ikke noget at stille op andet end at ryste på hovedet og vænne sig til det.

Dette var dog intet at regne imod, hvad der senere i begyndelsen af 1990erne skete, da de gamle mørnede mure mod øst væltede omkuld, og blikinvasionen fra øst satte ind og åbnede østvest ruten, tværs hen over den gamle nordsyd rute. Disse to ruter krydsede nu hinanden i Tyskland med deraf følgende kaos, som stadig er i tiltagende - næsten håbløse og umulige tilstande. Først væltede "trabierne" ind over kontinentet. Alle vegne lå de og havde opgivet ånden på grund af det hæsblæsende tempo, som den lille trabi ikke kunne klare, selv langt nede i Italien lå de døde og fortabte trabier og flød i vejkanterne.

Derefter kom lastbilerne fra øst, langsomme og tungtslæbende med en stinkende og giftig røg efter sig, som halen på en komet, men derom senere. Her i 1989 var der endnu en del af den gamle livsstil tilbage, den gamle ro og orden fungerede endnu, selvom den var blevet noget anstrengt på det sidste, på grund af den voldsomme stigning i trafikken, hvilket dette gamle system slet ikke kunne klare at behandle - så det var på sammenbruddets rand.

I 1991 forsvandt veterinærkontrollen på grænsen. Den kontrol, der havde været årsag til panik og kaotiske tilstande på selve grænsestedet. Speditører og chauffører havde nerver på, man kunne aldrig komme til tiden. Efter kl. 20.00 blev der lukket, så bilerne trængtes, og folk skældte ud, det var et farligt rod. Fra 1992 forsvandt så toldkontrollen, og dermed toldbehandlingen i det vesteuropæiske område - en kolossal lettelse for alle - lige fra vognmanden til chaufføren, som nu havde den største fordel ved systemets ophør. Chaufføren behøvede nu ikke længere at stå ved lugen og kigge på, at tolderne smølede færdig med dokumenterne, ej heller behøvede han længere at stå og skælde de tyske told-smølehoveder ud for så slemme ting, at de ikke kunne få plads her på papiret, men de gamle chauffører ved jo nok, hvad det var.

Nu kom jeg da vist igen af sporet. Videre med historien, og i denne befinder jeg mig stadigvæk i 1989 og kunne kun drømme om den slags lyksaligheder, faktisk troede jeg aldrig, at det ville blive anderledes. Det havde vist ingen fantasi til at forestille sig dengang.

Jeg kom til at køre en del på Frankrig og Italien for mit nye firma, ja faktisk ud over hele kontinentet. Der var frostvarer, som var rimelige og nemme at transportere rundt til de forskellige steder. Derudover var der ferske fisk til Schweiz og Italien, hvilket var et ubehageligt og urimeligt arbejde, som jeg bestemt ikke brød mig om, idet det her drejede sig om kørsel i døgndrift, og derfor af samme årsag var et risikabelt og farligt arbejde, der som regel foregik på følgende måde:

Man skulle møde sent torsdag aften, gerne omkring kl. 22.00, men for det meste blev det altid midnat, før man kunne komme af sted. Sommetider skulle der ventes på en bil andetsteds fra, der var mange ting, der kunne gå skævt, men forbløffende nok skete dette sjældent. De fleste gange skulle man have en Beifahrer med sydpå, og disse var ofte af forskellig kvalitet og karakter, som vi mennesker nu er forskellige. Når man så endelig langt om længe - efter timers irriterende venten på ingenting - kunne komme af sted, skulle man først gennem toldstedet, hvilket også kunne tage tid, hvis der var mange chauffører på stedet, men som regel var der ret roligt efter midnat, da de fleste normale mennesker jo sov på dette tidspunkt.

Nogle gange gik turen ind over Holland, hvor der skulle læsses til, og andre gange skulle det samme ske nede på Bruchsal hos et speditionsfirma dér. Af og til måtte vi så vente dér fredag formiddag på, at fisken skulle dukke op med den hollandske bil, og det var en nervepirrende ventetid, for tiden begyndte nu ubarmhjertigt at løbe fra én, man havde ikke sovet om natten, så man følte sig elendig og træt til mode, og utålmodigheden truede hele tiden med at ødelægge éns selvkontrol, og derved lade hidsigheden og vreden komme til, hvilket bestemt ikke ville forbedre tingenes tilstand.

Af og til hoppede så Beifahreren af dér, eller han fortsatte med ned til Frigo St. Johan i Basel, Schweiz, hvor fortoldningen og veterinærkontrollen fandt sted, hvilket tog yderligere tid. Man havde nu en fornemmelse af, at timerne løb som sekunder og alting føltes uvirkeligt, fordi man nu var ved at være på grænsen af, hvad man som menneske var i stand til at yde, men der var stadigvæk ingen tid til ro og hvile, der var meget, der skulle nås endnu. Det undrer mig endnu, så mange år efter, at jeg overhovedet slap helskindet fra denne forrykte periode. Det var de fleste gange således, at det føltes som om jorden gyngede under én, som et skib i stormvejr ude på havet, og når man sad og ventede og hvilede de par minutter, der var ro, var man mere eller mindre bevidstløs og havde svært ved at skelne virkelighed fra fantasi.

Nå, men omsider fik det så en ende. Så skulle der køres som en gal for at nå ind til Zürich, hvor der skulle læsses af på et af de store supermarkeder inden kl. 17.00. Der skulle køres til, for man kunne aldrig vide, hvordan trafiksituationen ville se ud på vejen derind. Men som regel - ja faktisk hver gang -lykkedes det altid at komme derind, få minutter før de lukkede. Når man så omsider var ankommet i god behold - med hovedet summende som en vred bisværm af overanstrengelse, og med utallige vrede bilisters rasende dytten i ørene, fordi man var ved at køre i rabatten og brat vågnede op, når bilen begyndte at skrumple fælt eller røg ud til venstre og over i den yderste kørebane, hvor man ligeså brat vågnede op, når de andre bilister tudede efter én og trykkede deres pegefingre mod panden eller truede med en knytnæve - skulle der læsses af, mens hjernen kogte og boblede.

Så skulle man tro, at der nu var fred og ro, men ak, nej, jeg skulle skynde mig videre mod Lausanne, hvor jeg skulle være næste morgen kl. 06.00. Jeg var nødt til at nå frem, inden det natlige køreforbud trådte i kraft. Dette tog så yderligere et par timer, og disse to timer var som et eneste langt mareridt. Det ligefrem brølede som vrede løver inde i hovedet på én, og øjnene smertede, som om de var fyldt op med sand, og det var en kamp at holde dem åbne. Man så de forunderligste syner - træer, der groede midt på motorvejen, folk, der kom gående baglæns ned ad samme osv. - ja, man så rent ud sagt, lyserøde elefanter, der holdt siesta midt på motorvejen. Alle disse syner var så livagtige, at man sommetider gerådede i ren panik, og bremsede alt det der kunne bremses, simpelthen fordi man nu var så langt ude, at man ikke mere kunne skelne mellem fantasi og virkelighed. At der ved den slags lejligheder ikke skete nogen katastrofe, er ikke til at forstå, for det var snarere reglen end undtagelsen at køre på denne måde - fuldstændigt forrykt og uforsvarligt - kun for at gøre, ja - hvem ved tilpas? Men selv denne skærsild fik omsider en ende, og man kunne lægge sig hen for at sove.

Man blev så trukket ud af en dyb søvn af vækkeurets kimen, og kunne møjsommeligt og med hovedpine, på grund af den dybe søvn, gå i gang med dagens arbejde. Hovedpinen fortog sig først i dagens løb, og man begyndte at tænke lidt over det, som man var i færd med her. Det stod mig hurtigt klart, at hvis jeg ville have en chance for at slippe uskadt og helskindet fra dette, så var det bare om at komme væk, men dette var nu ikke så let, for hvor skulle man ellers gå hen?

Alligevel holdt jeg til dette urimelige og farlige arbejde i henved et år, og var til sidst næsten ødelagt på legeme og sjæl på grund af manglende søvn og dårlige nerver. Der er åbenbart ingen grænser for éns tåbelighed, der var ingen der ville takke én for det, man havde kun sig selv at bebrejde dumheden, men nu lærte jeg da i det mindste at kunne sætte en grænse for, hvad man som menneske kunne holde til.

Hos dette firma lærte jeg også, at det var vigtigt at passe sig selv og ikke snakke for meget med andre kollegaer, det var ikke alle kollegaer, der var lige venlige. Man skulle holde sin mund med selv uskyldige småting, for rygterne fór endnu hurtigere af sted, end bilerne kunne køre, og man kunne blive meget overrasket over, hvor meget en historie kunne blive forvansket, inden den nåede tilbage til oprindelsesstedet. Ja faktisk så forvansket, at den som startede historien end ikke kunne genkende den mere og blev meget fortørnet over at høre sådanne gyselige historier og derfor skyndte sig at fortælle den videre.

Det var således, at når man nu havde sluttet fisketuren i Schweiz, skulle man som regel køre tilbage til tysk område, til en tankstation som kaldtes Dreiländereck lige nord for Basel. Her på dette udmærkede sted, hvor der var god mad og gode bademuligheder, samledes så alle chaufførerne fra samme firma. Her brugte man weekenden på at spise, drikke og more sig. Nogle var helt vilde med de enarmede tyveknægte og smed ligefrem småsummer væk, i disse altid sultne monstrummer.

Jeg opdagede ret hurtigt, at hvad der end blev sagt og gjort her, så vidste man besked om det hjemme i firmaet næsten med det samme, hvorledes det så end gik til. Af og til, når jeg kom hjem, dukkede driftslederen op og bad mig gå med ind på kontoret, for han havde noget meget alvorligt at snakke med mig om. På vejen ind på kontoret og klientstolen, spekulerede jeg som en vild på, hvad der nu kunne være i vejen og havde meget travlt med at opregne den seneste tids eventuelle synder. Velanbragt i klientstolen og efter en lang pause, hvor driftslederen lod, som om han havde travlt med et vigtigt arbejde, hvilket nærmest blev gjort for, at den eventuelle synder, der var havnet i hans stol, kunne få lov til at vride sig på pinebænken og mærke angstens kolde sved bryde frem. Men så kom han omsider til sagen. Han havde hørt, at jeg havde sagt ditten og datten om hans person nede på Dreiländereck, og at han var meget skuffet over, at jeg kunne finde på den slags. Jeg kunne naturligvis ikke genkende noget af dette, jeg havde overhovedet ikke hørt nogen omtalte ham, for så interessant en person var han slet ikke, men jeg fandt det klogest ikke at omtale det. Jeg havde på fornemmelsen, at så ville han have en virkelig grund til at være skuffet.

Man kunne nu ikke undgå med tiden, da dette teater tilsyneladende fortsatte, at føle vrede og ærgrelse, og oveni dette kom de helt urimelige arbejdsbetingelser med de forbistrede ferske fisk, og jeg begyndte derfor at spekulere på at holde op. Nå, men det gik fint vinteren igennem, og det blev forår.

14. Kapitel

I dette forår var der transportstrejke i Italien. Dette var nu ikke noget usædvanligt, der var strejker dernede næsten dagligt, og bliver da også kun omtalt her, fordi jeg selv røg ind i en af disse, højst modvilligt, fordi jeg blev truet med, at man ville lukke luften ud af bilen, eller det der var værre, og så bevægede man hånden tværs over halsen, så det ikke var til at misforstå. Jeg holdt meget af min hals, så jeg mistede lysten til modstand og til at smutte fra stedet og gjorde pænt, hvad det blev sagt. Jeg kom nu til at holde i en større flok, som i de halvanden dag, jeg tilbragte der på stedet, blev af en ganske anseelig størrelse efterhånden, som bilerne blev stoppet af strejkevagterne, der havde besat betalingsstedet.

Der var en hektisk aktivitet, og folk myldrede rundt mellem hinanden i vild forvirring. Der blev diskuteret livligt ved de store bål, som man havde tændt forskellige steder i den hede luft, som om man ikke kunne få det varmt nok. Rundt i den myldrende og snakkende skare luskede der velklædte folk omkring og lyttede til alt, hvad der blev sagt - uden at de dog selv deltog i noget. Det så meget mystisk ud og lugtede fælt af politi. Jeg var desværre den eneste dansker på stedet, så jeg havde ingen at snakke med, men i dagens løb røg der også et par tyskere i nettet, så kunne jeg da snakke lidt med dem. Om eftermiddagen den første dag hyggede jeg mig ved et af de store bål, hvor der blev stegt lækre koteletter anbragt på spidsen af lange pinde, som blev drejet rundt over bålets gløder. Det smagte aldeles pragtfuldt. Man var yderst generøs og delte villigt ud af koteletterne, og jeg sørgede for ikke at få for lidt.

Stemningen og humøret var højt, og man betragtede sikkert det hele som en lille velkommen ekstra ferie og skovtur. Man havde rigeligt med rødvin, som gjorde hovedet let og humøret højt, men alligevel blev der hen mod aftenstide en anden og mere aggressiv stemning, og man diskuterede hidsigt og med vrede stemmer. Det var et sælsomt og alligevel stemningsfuldt syn, at se alle disse chauffører og strejkevagter stå rundt om bålenes flakkende flammer, der var ligesom et uvirkeligt skær over hele sceneriet. Dette fik en brat ende, da der lød et mægtigt brag, som gav et rungende ekko fra de omliggende huses mure, og gnister og brændende grene fløj til alle sider. Lidt efter lød der endnu et brag. Man var begyndt at kaste store kanonslag på bålene. Jeg blev da enig med mig selv om, at det nu nok var bedst at gøre sig usynlig i en fart og smuttede så til køjs. Natten igennem lød der rungende drøn, folk løb rundt, og der blev råbt meget.

Om morgenen, da solen stod op, var der igen fredeligt og roligt på pladsen. Chaufførerne sad i smågrupper ved deres biler og spiste morgenmad, og strejkevagterne stod endnu ved deres pladser og hyggede sig med termokander - og alt åndede fred og idyl. Op af formiddagen kom der igen en masse af de velklædte folk, som lugtede af politi. Én af dem kom hen til mig, slog jakken til side, så jeg kunne se et helt batteri af officielt udseende politipapirer udstyret med en imponerende mængde stempler. Han præsenterede sig som værende fra politiet og beordrede mig derpå til at forsvinde aldeles omgående med min bil. Jeg protesterede det bedste, jeg kunne, for jeg var ikke alt for stolt ved disse strejkevagter, de så ud til at kunne finde på hvad som helst. Jeg pegede hen på dem og gjorde betjenten forståeligt, hvad de ville gøre ved min hals, hvis jeg smuttede. Så grinede fyren frækt og gjorde mig forståeligt, at det intet var ved siden af det, som han ville gøre ved mig, hvis ikke jeg smuttede derfra snarest, hvorpå han vendte sig og gik.

Jeg befandt mig nu i en slem kattepine. På den ene side turde jeg ikke køre for strejkevagterne, og på den anden side turde jeg heller ikke blive, for betjentene så ligeså slemme ud som de andre, selv om de var bedre klædt. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op, så jeg tilbragte et par meget nervøse timer med at bide negle og spekulere på, hvad i alverden jeg skulle gøre. Løsningen kom helt af sig selv et par timer senere. Pludselig vrimlede det med uniformerede politifolk, og de marcherede ned langs rækkerne og viste papirer frem og beordrede os alle til at forsvinde med det samme, alt imens strejkevagterne stod på afstand og kiggede på, de turde ikke gribe ind. Jeg fik så startet og kom af sted, lige ned forbi strejkevagterne, der så meget vrede ud og råbte truede efter alle, der kørte forbi. Jeg åndede først lettet op, da jeg nåede ud i sikkerhed på motorvejen og fortsatte turen mod Firenze, hvor jeg skulle have returlæs. På alle motorvejsbroerne vrimlede det med folk, der svingede røde faner og med tydelige fagter og høje råb gav udtryk for deres mishag mod strejkebryderne, hvortil jeg også meget modvilligt hørte, jeg ønskede mig alle mulige andre steder hen.

Af en eller anden grund har jeg altid haft en evne til at havne i vanskeligheder alle vegne, og det så ikke ud til, at det nogensinde ville holde op. Der var bundet store sten i snore, som hang ned fra disse broer, lige akkurat i højde med lastbilernes vinduer, det så meget farligt ud, men jeg undgik heldigvis at blive ramt. Hver gang jeg nærmede mig en sådan bro med en hujende og fanesvingende flok på, dukkede man helt automatisk hovedet af lutter nervøsitet, man kunne aldrig vide, hvad der pludselig kunne suse ind gennem vinduet til én, men alt gik dog udmærket, og jeg nåede til Firenze uden videre ubehageligheder. Dér så jeg en tysk kollega, der havde været så uheldig at køre ind i en af disse hængende sten. Det var en stor brosten på mindst 20 kilo. Den var røget lukt gennem vinduet i passagersiden, tværs gennem stolen, havde slået en bule i bagvæggen og var derefter blevet liggende på køjen. Der var altså en kolossal kraft i en sådan sten, og det var heldigt, at der ikke sad nogen på sædet, ellers ville vedkommende bestemt have fået problemer.

Senere på foråret havde man i firmaet fået den skøre idé, at der så ofte som muligt skulle køres med to chauffører. Det ville selvfølgelig være godt for dem, der kunne lide den slags og indrette sig derefter - hvilket jeg ikke kunne. Nu var de fleste Beifahrere heldigvis i orden, men der var dog nogle, som jeg mildest talt ikke brød mig om, og det var ganske givet også gengældt. Derfor var det også forkert at sætte folk sammen, som fra naturens side ikke kunne sammen. Der var jo ikke noget galt i, at folk ikke kunne lide hinanden, det var ganske naturligt, men at tvinge disse typer til at være sammen var moralsk forkasteligt og viste kun den kynisme, som nogle ledere var i besiddelse af.

Jeg havde en sådan type med på en fisketur, der sluttede i Geneve. Hele vejen sydpå havde han kun i hovedet, hvor tit jeg børstede tænder, skiftede undertøj, og om jeg i det hele taget vaskede mig nogensinde. Det var til at få nerver og kuldegysninger af. Jeg fortalte ham så til sidst, at jeg skiftede undertøj én gang om året og ligeledes kun vaskede mig én gang årligt, det tog pippet fra ham eet stykke tid, for han troede på det!

Senere i Geneve, som jeg kendte aldeles udmærket, begyndte denne geskæftige person igen, om jeg nu var sikker på, at det var den rigtige vej, jeg kørte. Det endte naturligvis med, at jeg kørte helt galt i byen, hvorpå fyren bebrejdede mig, at jeg ikke havde hørt efter ham. Jeg var tæt på at begå mord, men jeg havde heldigvis meget selvkontrol, så fyren slap levende fra det - dog på et hængende hår!

Efter aflæsningen i Geneve skulle vi så ind i Frankrig for at læsse frosne kalkuner, og vi fandt dertil uden problemer, selv om vejen var lovlig smal og gik tværs gennem nogle frosne vinmarker, op og ned ad hårrejsende bakker og sving, og dertil var vejen spejlglat. Vi var nu bestemt ikke mere gode venner, og temperaturen faldt yderligere et par grader, da vi kom frem og opdagede, at de kalkuner, vi skulle læsse, end ikke var slagtet endnu. De stod alle i åbne bure på en vogn - en hel dag og nat med en temperatur på ned til minus 15 grader - og goglede så ynkeligt, at det var en jammer at høre på. Jeg syntes bestemt ikke om det og sagde til indehaveren af dette slagteri, at det for mig var helt i orden, at kalkuner skulle dybfryses, men han kunne i det mindste slagte dem først. Det scorede jeg ikke mange point på. Manden blev rasende og sagde, at hvis jeg ikke var tilfreds, så kunne jeg bare skrubbe af.

Min gode Beifahrer var så bagefter henne og hviske ham i øret, at jeg havde sagt, at jeg ville melde ham til politiet for dyremishandling. Det blev jeg ikke mere populær af, men jeg forstod det ikke til at begynde med, for jeg vidste ikke, hvad de to halunker havde snakket om. Det må dog have hjulpet lidt, for kalkunerne blev da fjernet til sidst.

Vi måtte ikke køre, vi skulle blive og have de frosne kalkuner med til Danmark, og det kom til at koste os yderligere to dage dér, det begyndte så småt at gå én på nerverne. Men så kom hr. Franskmand og ville læsse kalkuner. “Han var grundig træt af at høre på mit vrøvl”, sagde han. Men ak, kalkunerne havde slet ikke den temperatur, som de skulle have, den lå på omkring minus 8 grader, den skulle været mindst minus 18 grader, så det var langtfra nok. Franskmanden gik helt amok, da han så mig sjokke rundt med en temperaturmåler og tage temperaturen på kalkunerne, især efter at min Beifahrer havde været henne og fortælle ham, at jeg forinden havde varmet termometret op i min lomme, hvilket naturligvis var det rene vås, men det blev taget for gode varer og fik manden til at ryge flere meter i vejret af lutter arrigskab.

Jeg blev på grund af temperaturen nødt til at nægte modtagelsen af disse famøse kalkuner, sådan lød ordren hjemmefra, her var der intet at gøre, og min Beifahrer nød situationen og pustede yderligere til ilden med sine dumme bemærkninger. Det kom så til et hidsigt skænderi mellem Frankrig og Danmark. Franskmanden var kokrød i hovedet og hans flotte overskæg strittede kamplystent, de råbte og skreg - hver på deres sprog - de kunne alligevel ikke forstå hinanden, men det så urkomisk ud, og jeg morede mig herligt og tænkte, at det havde de alle sammen rigtig godt af!

Skænderiet endte med, at vi skulle vente i yderligere 1 dag, hvorledes de nåede til det resultat uden at kunne forstå hinanden, var lidt af en gåde. Bagefter skældte franskmanden mig ud og sagde, at det hele var mind skyld. Jeg blev truet med, at han nu ville hente sit maskingevær op nede fra kælderen, hvor han havde gemt det siden krigens dage, og så ville han skyde efter alt, hvad der havde med mit firma at gøre. Så viste han med sine hænder, hvorledes han ville meje os alle ned, hvis vi nogensinde vovede os i nærheden af ham - sådan ra ta ta ra ta ta! Jeg var ikke alt for glad ved situationen, men jeg var nu så småt begyndt at lære, hvorledes man skulle tage den slags ophidsede herrer, så jeg trak blot på skuldrene og lod, som om jeg var ligeglad med, hvor mange han ville skyde, men han kunne da passende begynde med min chef hjemme i Danmark, for det var jo ham, som havde sendt mig herned, jeg var skam ikke kommet frivilligt.

Næste dag fik vi så omsider læsset de forbistrede kalkuner under ret kaotiske forhold, hvor chefen skældte ud, og pakkedamerne græd. Jeg skulle læsse flere forskellige steder på firmaets grund og under rangering på pladsen, væltede nogle af deres pakker ud af anhængeren, hvorpå jeg så kørte henover dem og maste nogle af disse kartoner. Da franskmanden så det, forsvandt han som et lille lyn, det var vist nok mere, end hvad han nerver kunne holde til. Jeg spekulerede et øjeblik nervøst på, om han nu var på vej ned i kælderen for at hente maskingeværet, men han dukkede ikke op igen, før vi var færdige med læsningen og parate til afgang, og da så han meget lykkelig ud.

Jeg havnede naturligvis inde i driftslederens stol, da vi nåede tilbage til Danmark. Min Beifahrer havde da forlængst ringet hjem og fortalt højt og længe om mine uforskammetheder over for firmaets kunder. Driftslederen så meget alvorlig ud, mens han holdt en moralprædiken om, hvordan man skulle opføre sig rundt omkring. Jeg trak blot på skuldrene og lagde derefter min opsigelse i boksen - for nu var det bare for meget!

Jeg nåede lige en sidste fisketur til Geneve, og da jeg var færdig med aflæsningen i Lausanne og var nået ud på motorvejen mod Geneve, lød der et slemt rabalder fra maskinen, og denne stoppede pludseligt og brat uden nogen form for forvarsel. Jeg blev slemt forskrækket og måtte nu finde på et eller andet for at komme væk fra motorvejen, og som om det ikke var nok, begyndte det at øsregne. Jeg gik så, bandende og svovlende, i gang med at pumpe førerhuset op, så jeg kunne kigge på maskinen, mens vandet væltede ned, og jeg blev drivvåd. Der var absolut intet at se, og jeg fattede ikke et suk af det hele. Jeg fik førerhuset på plads igen og prøvede at starte maskinen. Denne summede som en nysmurt symaskine, det forstod jeg ikke, men jeg kunne da fatte, at hvis maskinen kørte, så kunne bilen også, så jeg susede af sted igen, indtil maskinen igen blokerede med et fælt rabalder, der næsten lød, som om der blev væltet en kasse bolte ned af en metaltrappe. Jeg sad og funderede over elendigheden og fik så den idé, at maskinen stoppede, fordi den brændte varm, akkurat som det gjorde på vores ulovlige knallerter i de unge vilde dage. Jeg satte fuld varme på og blæseren på fuldt kraft, og på denne måde kom jeg minsandten hele vejen til Geneve.

Her gik fiskehandleren nervøst rundt og bed negle, og alle pakkedamerne sad og sludrede løs, de hyggede sig svært. Han lyste op som sommersolen efter en tordenbyge, da han så mig komme. Jeg fik læsset af og kunne fortsætte tilbage mod Tyskland, hvor bilen skulle på værksted og undersøges. Det gik rigtignok ikke stærkt op over de vældige bjerge på tilbagevejen, og maskinen sendte en fælt udseende og ildelugtende røgsky ud af udstødningsrøret. Jeg havde jo meldt til driftslederen hjemme, hvad der var galt, og jeg væddede med mig selv om, hvad det første var, han ville sige. Jeg vandt væddemålet. “Du har garanteret snydt med at komme olie på maskinen” - det gode gamle standardvrøvl.

Jeg fik et par dage til at gå med at spille turist i Lörrach på den tyske side af grænsen. Jeg boede på en udmærket kro på firmaets regning, og det nød jeg i fulde drag. Det viste sig, at et stempel var flækket i maskinen, så hele kompressionen røg gennem dette og fik maskinen til at ose som et gammelt kulfyr. Nå, men gode dage får mærkeligt nok altid hurtigere en ende end dårlige dage, og jeg fik et læs retur til Danmark. Men nu begyndte koblingen at glide, som kørte den på skøjter, og det blev hurtigt værre og værre, til sidst kunne bilen næsten ikke slæbe sig over selv små stigninger. Jeg nåede lige akkurat over Rendsborgbroen med en rødglødende kobling, nerverne på højkant og med tøjet klæbende til kroppen af sved, som om jeg selv havde været ude for at skubbe bilen resten af vejen over broen. Jeg var henrykt over, at det var den sidste tur, jeg havde fået nok af firmaets klientstol og deres gamle ragelse, så jeg havde styrtende travlt med at på pakket alle mine ting, da jeg omsider så den længe savnede by Padborg. Jeg svor på, at nu skulle det være slut for bestandigt med det eksportkørsel - jeg ville aldrig mere i dette liv se en lastbil indefra!

15. Kapitel

Jeg fik så arbejde på en fabrik - dog ikke uden betænkeligheder - for man var bestemt ikke glad for at få chauffører ind på fabrikken, chauffører og søfolk var noget nær det værste, man kunne ansætte. Det ville jeg naturligvis ikke give dem ret i, men jeg måtte dog efter tre måneders forløb erkende, at de kendte bedre til folk af vores slags, end jeg selv gjorde.

Det var et mareridt på denne fabrik. Her var det maskinen, der styrede mennesket ned til det mindste åndedrag. Den maskine, jeg stod ved, spyttede sit produkt ud i en lang uendelig strøm, og blot det at strække ryggen og trækket vejret var nok til, at produktet væltede ud overalt, og man måtte arbejde som en vild for at indhente det igen. Her på dette sted var jeg nu kommet til en skillevej. Der var intet at gøre, jeg havde nu kørt i så mange år, at jeg ikke mere kunne slippe chaufførarbejdet, uanset hvor modbydeligt det til tider end kunne forekomme. Jeg måtte erkende, at livet som chauffør alligevel sad uudsletteligt prentet i sindet, det var på en eller anden måde gået én i blodet og føltes næsten som et behov, som kun kunne tilfredsstilles ved igen at sidde bag et rat. Det var nogle elendige dage, mens jeg funderede over dette, det var umuligt for mig at arbejde sammen med andre mennesker, dertil havde jeg alt for længe været alene om at løse problemerne under arbejdet. Det var umuligt at udføre et stykke arbejde med en eller anden overordnet hængende, tungtåndende i nakken på én.

Jeg fik så igen arbejde som chauffør i et andet større transportfirma i Padborg. Dette firma blev kørt og ledet på en lidt anden måde end det foregående. Her var der ingen klientstol - dvs. det var der nu alligevel - men jeg undgik ved skæbnens forunderlige spil at havne i denne og kunne derfor passe mit arbejde uforstyrret, og som jeg fandt det bedst, den slags var jeg ikke vant til, så det føltes næsten som at være havnet i paradis! Bilen var i god stand, og alt materiellet fungerede, som det skulle, det var virkelig en pragtfuld oplevelse, det var altså ikke kun vanskeligheder og ærgrelser at være chauffør.

Men ak - bedst som man tror, at alt er den rene idyl, får dette brat ende. Vi er nu nået frem til den første halvdel af 1990erne - til en tid hvor anarki og kaotiske tilstande på vejene blev normale for chaufføren, og det var nu også blevet farligt at være chauffør. Man skulle tænke sig godt om, når man skulle finde en parkeringsplads for natten. Der løb mange mærkelige mennesker rundt i nattens mulm og mørke, og bedst som man sad og læste en god bog, kunne der komme en bil med mørklødede folk i. Én steg ud og kom hen og bad om en tændstik, mens øjnene flakkede lurende rundt og vurderede, hvad der kunne stjæles. En sådan adfærd forekom mig noget mystisk, så jeg foretrak at finde et andet sted at opholde mig, man kunne jo aldrig vide, hvad meningen egentlig var, og hvad de ellers var ude på, for efterhånden var der banditter alle vegne.

Langt den største del af vores transporter blev udført på tysk område - inkl. det nyligt indlemmede DDR, som jo ikke længere eksisterede, med undtagelse af deres ældgamle og forfaldne vejnet, som var i en hårrejsende elendig forfatning. Man var næsten nødt til at holde kroppen godt indsnøret for at være sikker på, at dennes enkeltdele forblev på deres dertil indrettede pladser, det var nogle fæle skrumpel-ture, som man her kunne risikere at blive sendt ud på. Men tyskerne var og er jo et effektivt folkefærd og med deres gode DM og et hæsblæsende tempo, blev der lagt cement og asfalt ud i enorme mængder således, at det nu efterhånden er blevet den rene fryd at køre der - på nogle veje i hvert fald.

Senere begyndte jeg at køre længere østover og ind på det polske område. Herved krydsede man ikke blot en grænse, her overskred man også en skillelinie til en helt anden verden og et andet folk, der tænkte og levede på en måde, som vi i vesten ikke var vant til. Herovre i Polen herskede der i de første år i 1990erne et rent og skær trafikalt anarki og lovløse tilstande. De store vesteuropæiske lastvogne drønede af sted gennem land og by, som om de ejede det hele, og folk og fæ måtte ofte springe for livet, og farlige situationer og ulykker var daglig kost på de polske landeveje. Politiet kunne ikke gøre andet end at holde fast med begge hænder på deres kasketter, for at de ikke skulle blive blæst af i forbifarten. Det var et slaraffenland for hensynsløse og skruppelløse chauffører af alle kategorier og nationaliteter, som ikke var et hak bedre end de utallige plattenslagere, slyngler og banditter, der huserede rundt alle vegne og gjorde livet surt og risikabelt for de mere normale mennesker, der på ordentlig vis passede deres daglige dont.

Der havde været ret rimelige og gode veje i Polen, men på grund af de store vestbilers invasion, blev de efterhånden dårligere og dårligere, så de nu mange steder er i en dårlig og farlig stand. De polske myndigheder begyndte senere at få lidt orden i sagerne og sat en dæmper på de mest urolige hoveder. Man fik igen respekt for politiet og lindede lidt på pedalen, når man fik øje på politibilerne, som der var mange af overalt. Bøderne begyndte også at blive større, så man tænkte sig om en ekstra gang. Det polske område er egentligt smukt, der er ingen motorveje af betydning. Landet er ensformigt og fladt overalt, bortset fra de sydlige egne, hvor bjerge rejser deres granitmure højt op mod den blå polske himmel. På grund af det flade land og den ensformige natur og arkitektur, havde man ingen egentlig fornemmelse af afstand, hvilket føltes trygt og rart, da alt jo så virkede bekendt, hvor man end befandt sig i landet.

Det at komme til og fra Polen var lidt af en bedrift og et kunststykke hver eneste gang. På samtlige grænseovergange herskede der et vildt og uoverskueligt kaos, og det var som en ren teaterforestilling med uventede begivenheder hver gang, man skulle passere grænsen. Når man fra Tyskland var på vej mod den polske grænse, var det vigtigt at lytte til trafikradioen, som havde ret gode oplysninger om de forskellige grænseoverganges ventetider, men som regel var det et rent lotteri at finde den grænseovergang, hvor der var mindst ventetid. Desværre havde polakkerne også et sandt virvar af burokratiske love og regler, så det var heller ikke ligegyldigt, hvilken grænseovergang man valgte, det afhang helt af de varer, som man havde med i bilen. Det ville ikke være en rar fornemmelse, hvis man først havde holdt i en lang kø i henved et døgns tid, og når man så var avanceret hen til de polske toldere, så fik man at vide, at her kunne man ikke komme over, man skulle køre til den næste grænseovergang, hvor man så måske også kunne risikere at skulle vente et lille døgns tid. Polakkerne havde en meget vilkårlig toldafvikling - hos nogle var der ingen, hos andre var der alverdens problemer - derfor havde man noget, der blev kaldt for 100 DM-loven. Denne lov kunne skaffe næsten hvem som helst og hvad som helst over grænsen uden problemer.

Når man ankom til en grænseovergang, f.eks. Krajnik Dolny, med en ladning ketchup og dressing samt en del papirvarer, som der aldrig før havde været problemer med at indføre, var der nu pludselig alverdens ting i vejen, man kunne ikke passere grænsen - nul og nix og dermed basta! Der var tilsyneladende intet at gøre, og man kunne ikke få at vide, hvorfor man ikke kunne komme over, men efter en del ihærdige protester, hvor man skulle passe godt på ikke at støde de sartfølende polakker alt for meget på manchetterne, kom så oplysningen, at der skulle veterinær på varerne. Dette protesterede man så kraftigt imod, for det havde aldrig været nødvendigt før i tiden. Det var lige meget, det skulle der altså nu, basta. Hvis der blev videre vrøvl, så skulle der også plantedoktor til, for der var jo også læsset papir, og det havde engang været planter, det var jo et ubestrideligt faktum, og så ville det koste dobbelt, men da man nu var så flinke, skulle der den dag kun betales 100 DM.

Når polakkerne er ude på at skrabe penge sammen, så får de dem uanset, hvordan man så end prøver at forhindre det, der findes ingen mere fiffige end polakker til den slags. Til andre tider, når man endelig var kommet igennem den uendelige kø og de første vanskeligheder, stod man så foran skranken til den polske told. I vintertiden en iskold og grim oplevelse, når den kolde, klamme vind kom susende ned mellem containerbygningerne. Der var hverken varmestue eller noget som helst andet. Når kulden var værst, fandtes der dog speditører, hvor man - formedelst et meget lille beløb - kunne få en kop skoldende varm kaffe, en ren velsignelse på en sådan kold dag. Ventetiden kunne sagtens vare adskillige timer. Hvis der kun var en enkelt tolder til stede, gik det nogenlunde. Der blev skrevet med blyant i hans store sorte bog, hvor alle oplysninger vedrørende transporten omhyggeligt og langsomt blev noteret og streget under med lineal. Derefter blev det hele meget omhyggeligt regnet ud, og hvis man var heldig, havde tolderen en lille lommeregner, så gik det rimeligt, havde han ingen, måtte det hele regnes ud på god gammeldags manér med blyant og den lille tabel, det tog sin tid, for det var ikke alle, der var lige stive i regningens ædle kunst.

Det værste, der kunne ske, var, hvis der sad et par kvindelige toldere. Disse meget søde kvinder havde alt muligt andet i hovedet end arbejde og kvidrede og sludrede løs af hjertens lyst, og mundlæderet stod ikke stille et eneste sekund, det gjorde derimod resten af dem, især de dele der skulle bruges til arbejdet. De bekymrede sig skam ikke om de frysende, bandende og vrede chauffører, der måtte stå udenfor - for slet ikke at tale om de lange køer af store biler. Hvad man her ikke kunne nå i dag, kunne man jo lave i morgen eller i overmorgen, det tog de med en knusende ro. Men endelig skete så det eftertragtede mirakel, man slap gennem nåleøjet og kunne nu køre ind i det forjættede land med dets mange uimodståelige fristelser.

Det første man mødte, var en hærskare af cigarethandlere, der myldrede rundt mellem ligeså mange plattenslagere, svindlere og tyveknægte, og derforuden en del udefinerbare og underlige personer, som man ikke videre kunne sætte nogen etikette på. De første par minutters kørsel ind i landet bød på flere cigaretter, end der fandtes i en mellemstor dansk købstad, og hvem ville ikke gerne købe en karton danske cigaretter for 70 kroner? Til alt held var jeg selv ikkeryger og kunne derfor overlegent passere de ivrige forhandlere, der var nær ved at falde over hinandens fødder for at komme frem i forreste række med deres varer. Men ikke nok med det, der var jo de tyske toldere på tilbagevejen, der med vibrerende næsefløje prøvede at opsnuse bare en lille antydning af tobakkens liflige duft.

Længere inde i landet mødte man så de såkaldte pelsdamer. Det var smukke damer i alle aldre, lige fra 14 år og op til ærværdige bedstemødre på over 70 år. De var alle sammen helt besatte af at komme med ud at køre med os flotte mandfolk i vores flotte biler. Se - det var jo straks en fristelse, som man, hvis man da ellers var et mandfolk med rødt blod i årerne, lige måtte tænke lidt nærmere over. Som om denne fine service ikke var nok, kørte gode polske ægtemænd rundt med deres ligeså gode hustruer og falbød disse til alle, der måtte have lyst til en lille syndens time. Det var nu retfærdigvis ikke kun i Polen, at man havde fået denne gode idé, det kunne man også finde ud af andre steder, men det ville nok være klogt at holde sig til de hjemlige jagtmarker, for herovre var det meget let at få ørerne i maskinen.

16. Kapitel

Det traf sig nu således, at jeg i sommeren 1993 befandt mig i den store by Warszawa, hvor jeg først på formiddagen var på vej ud mod toldpladsen. Lige midt i en rundkørsel skete katastrofen - uden forvarsel - i form af en stor militærlastvogn, der med stor fart kom susende ind i siden på mit køretøj, netop som jeg var på vej ud af denne rundkørsel. Der lød et slemt rabalder, og det eneste jeg nåede at se, var en stor grå skygge, der pludselig materialiserede sig ud af ingenting og så min søns forskrækkede ansigt. Det føltes som at blive ramt af en mægtig forhammer, og i løbet af en brøkdel af et sekund var hele verden blevet forvandlet til en slem omgang rod med ubehagelige vanskeligheder, som ikke lige uden videre kunne overskues.

Siden på min bil var blevet mast dygtigt ind, og det højre forhjul skrævede fælt - akkurat som en meget hjulbenet cowboy. Militærbilen var ikke mange sure sild værd efter denne konfrontation med en stor dansk lastvogn, den måtte slæbes derfra, ganske livløs og død. Til min store forundring opdagede jeg nu, at mit køretøj sagtens kunne køre derfra selv og videre ud på toldpladsen. Jeg fik af politiet lov til at fuldføre mit arbejde, dersom bilen kunne klare det, men jeg skulle melde mig hos dem bagefter. En ambulance var i mellemtiden kørt af sted med min søn, han havde fået en bule i hovedet og en brækket finger.

Det blev en virkelig dårlig og slem dag for mig. Samtlige fulderikker, og dem var der rigeligt mange af i Warszawa, ligefrem tabte deres vodkaflasker, når de så mig komme kørende, og sådan noget sker ellers yderst sjældent på disse kanter. Først stoppede de op og tabte næsten underkæben, derefter sprang de som vilde ud på kørebanen, klamrende sig til vodkaflaskerne, hvis indhold skvulpede ud over flaskehalsen, mens de med store fagter og gebærder gjorde mig opmærksom på, at det højre forhjul var ved at falde af. Det behøvede de nu ikke gøre, det var jeg pinlig bevidst om i forvejen, og det var meget irriterende. Det lykkedes dog hen på eftermiddagen at få arbejdet udført uden problemer, og det til trods for, at den ene halvdel af Warszawas befolkning var mødt frem for at beundre skaden og fremkomme med dybsindige betragtninger over uheldets omfang. De fleste af alle disse mennesker godtede sig inderligt over militærets ydmygelse og nederlag, for militæret og politiet her i Polen var ikke alt for populære efter henved 40 års uheldige dispositioner.

Jeg meldte mig så efter arbejdets afslutning på politistationen, en ret skummelt udseende 2-etagers forfalden bygning, som lå et eller andet fortravlet sted i Warszawas indre bydele. Det indvendige af bygningen så ikke bedre ud end den udvendige, og der var en ubehagelig atmosfære. Betjentene sad her bag tremmer med små åbninger, hvorigennem man kunne fremkomme med sit ærinde. Politistationen fungerede nu udelukkende som en slags kombineret dommervagt, udelukkende for trafikuheld, og dem var der mange af her i byen, så der var nok at se til på dette sted.

Jeg måtte så sidde her resten af dagen og fik tiden til at gå med at betragte den ustandselige kommen og gåen af forskellige mennesker. Jeg havde endvidere udsigt til en vældig celledør, forsynet med tunge jernbeslag og et lille kighul i midten med en jernklap, som man alt efter behag kunne trække fra og for, hvis man da ellers befandt sig på den rigtige side. Til højre for mig sad et par uheldige kvinder og bed negle, hvilket var yderst forståeligt, for det var ikke et rart opholdssted. På venstre side sad der en ikke helt ædru mand, som var ved at skælde en betjent huden fuld, den arme betjent fik ikke et ord indført, selv om han prøvede. Det drejede sig, så vidt jeg kunne forstå på det besværlige polske sprog, om, at han ikke havde kørt bil i fuld tilstand, uanset hvad politiet og deres alkomåler sagde og viste, jo - det var sandelig opmuntrende omgivelser for mig. Her var der kun en ting at gøre, nemlig at spille med på spillets regler og gøre gode miner til slet spil. Her var det ikke loven, som var det afgørende for ret og uret, det drejede sig derimod om det indtryk, som myndighederne her fik af den uheldige person, og straffen blev så udmålt efter denne persons intellekt, det var jo ikke helt som hos os. Det endte så med, at jeg skulle komme igen næste morgen for at fortsætte og afslutte denne alvorlige sag, som man kaldte det. Så ville man også have en tolk klar til mig, da jeg jo ikke kunne klare mig så godt på polsk. Det var en ret nedslående besked at få, jeg havde jo håbet på at kunne blive fri og køre med det samme, men nej, sådan arbejdede man ikke, det skulle gøres korrekt og omhyggeligt.

Det var både nedslående og deprimerende, der var ikke nogen lyspunkter at øjne nogen steder, jeg havde jo været i karambolage med det polske militær. Den eneste trøst var, at de havde tabt kampen, og det kunne polakkerne som sagt godt lide, men det kunne militærfolkene ikke. De høje militærfolk, der var helt skæve grundet al sildesalaten på deres uniformsjakker, var meget sure og tvære efter deres ansigtsudtryk at dømme, og blot synet af disse vrantne folk kunne få selv det bedste humør langt ned under kælderniveau, den slags skulle man ikke have for megen kontakt med.

Aftenen gik på en ret trist facon. Vi måtte finde os i at blive overbegloet af folk - både af dem, der var ædru og dem, der aldrig havde hørt om det at være ædru. Alle disse fulderikker og andre besynderlige personager samlede sig som spyfluer om et råddent kadaver - jo, det var en sørgelig aften. Sønnen, der havde brækket en finger og fået en bule i hovedet, var nu heldigvis i orden igen. Det var det eneste lyspunkt denne aften. Oveni alt dette kom nu også spekulationerne, om det overhovedet var muligt at bringe bilen hjem ved egen hjælp, eller om den skulle slæbes hjem. Det var en ret vanskelig vurdering, for det var umuligt at vide på forhånd. Beslutningen om at prøve ved egen hjælp kom i aftenens løb efter megen spekulation om både for og imod. Kunne der køres rundt i Warszawa med læs, var det vel også muligt at køre tom hjemefter. Det blev lige som lidt lettere, da man endelig vidste, hvad der skulle gøres og med disse lidet opmuntrende tanker og spekulationer sluttede denne dag.

Det blev nu ikke til megen søvn, tankerne kværnede - næsten som en hvirvelstorm - rundt i hovedet på én. Det eneste der talte, var at komme væk. Der var ingen penge tilbage, næsten ingen mad og vi havde ingen bademuligheder, så det var alt i alt ingen rare udsigter.

Som om det nu ikke var nok med disse ulykker og fortrædeligheder, så dukkede der nye problemer op hen på natten. Klokken var lige passeret 00.45, da der pludselig blev banket hårdt og bestemt på døren. Bandende, yderst irriteret og forvirret måtte jeg op for at se, hvad der nu var i vejen, jeg anede ikke, hvor jeg befandt mig i dette øjeblik. Udenfor bilen stod en høj, kraftig og meget bøst udseende fyr. Denne erklærede, at det var strengt forbudt at parkere her. Han var civil betjent, der havde opsigt med området, og han ville nu beslaglægge bilens papirer på grund af den påståede ulovlighed, som der var blevet begået. Jeg protesterede naturligvis, jeg havde indtil nu overnattet dér snesevis af gange og havde aldrig før oplevet, at der var kommet nogle opsynsmænd midt om natten og havde forstyrret folk, og desuden havde jeg aldrig set denne fyr før, og jeg kendte alle de legale folk på stedet. Men han fortsatte med at råbe op om beslaglæggelse. Det kunne der nu ikke blive tale om, men han måtte da hjertens gerne se kvitteringen, dette havde ingen interesse, men han ville op i bilen. Nu var jeg - på grund af dagens vanskeligheder og den bratte opvågnen - temmelig omtåget, så jeg åbnede døren uden at tænke videre over det. Fyren blev nu stående på det øverste trinbræt og råbte op igen, mens han pegede rundt i bilen. Så kunne jeg pludselig lugte den umiskendelige duft af vodka og begyndte derfor at vågne op. Jeg bad så om at måtte se hans legitimation, da alle legale opsynsfolk altid gik med deres identifikationsbevis på brystet, og det havde denne her fyr ikke. Nej, det kunne jeg ikke få lov til at se, han havde retten på sin side, og jeg skulle straks udlevere bilens papirer, og hvis jeg nægtede dette, ville han i stedet tage mit videokamera, som jeg desværre havde været så dum at lade ligge i vinduet, så alle kunne se det. Derefter begyndte han igen at råbe op og pegede om mod min søn, der lå i øverste køje, helt automatisk kiggede jeg op efter hans pegende hånd, men var dog heldigvis blevet så åndsnærværende, at jeg også holdt øje med hans venstre hånd, der, som en overdimensioneret og behåret edderkop, kravlede bag om gardinerne og hen mod kameraet. Uden at tænke over det greb jeg helt automatisk efter min dolk, som altid lå et strategisk velegnet sted, hvor man hurtigt kunne få fat i den, løftede den op over hovedet og huggede kraftigt nedefter mod hans venstre skulder. Da han opdagede det, tav han brat, skreg så som en stukken gris og kastede sig baglæns ud af bilen, mens kniven susede ned gennem hans bluse og skjorte og flænsede disse, hvorefter den røg ud af min hånd og landede på gulvet.

Fyren landede på ryggen med et slemt rabalder og mistede pusten et øjeblik, mens han fortumlet sprællede rundt på jorden, så fik han sig stablet på benene og humpede bort, det bedste han havde lært, mens han så sig tilbage over skulderen, som om han frygtede, at jeg kom efter ham. Jeg havde i mellemtiden fået samlet kniven op og sad nu forbavset og gloede efter fyren, der forskrækket tumlede væk. Han var åbenbart i bil, for lidt efter blev en bil startet, og denne susede slingrende af sted op over fortovet, hvor den nær var havnet i et plankeværk og forsvandt så ud i mørket uden lys.

Jeg kikkede på kniven, der blinkede uhyggeligt i det svage lysskær og følte en ren triumf - det var mit største øjeblik! Jeg havde aldrig nogensinde før løftet et våben mod nogen, fyren var både større og stærkere end jeg, men nu var han væk, rendt som en forskræmt hare, fordi jeg havde skræmt livet af ham med kniven - jo, det var et stort øjeblik at kunne jage en sådan slyngel bort.

Senere, da jeg var lidt mere klar og bevidst om, hvad der var sket, følte jeg en stor sorg over, at det nu var blevet således, at man var nødt til at forsvare sig selv og sin arbejdsplads med våben i hånd. Det var en trist udvikling, der var gået i gang her i de seneste år. Denne sørgelige udvikling tog for alvor fat, efter at murene i øst var smuldret bort, og man kan nu kun frygte den videre udvikling. Der er nu mange af mine kollegaer rundt om i Europa, der har måttet bevæbne sig på den ene eller anden måde, det er meget sørgeligt og trist.

Jeg tænkte, at jeg hellere måtte melde det skete til politiet, men den eneste reaktion på dette var den fatalistiske trækken på skuldrene, som var så berømt herovre østpå, og kommentaren var, at det jo var ærgerligt, at jeg ikke havde ramt ham ordentligt, for så havde han nok været lettere at finde!

Næste formiddag, en fredag, mødte jeg igen op på den trist udseende politistation, hvor den lidt triste og skumle atmosfære stadigvæk herskede, og humøret dalede atter ned under kældergulvet. Hele dagen gik dræbende langsomt, med ørkesløs snakken og diskuteren om dit og dat. Torturen sluttede først, da den tilkaldte tyske tolk læste protokollen op, om alt hvad der var blevet sagt og gjort. Der var ikke blevet taget stilling til skyld, selv om man havde mistanke om, at jeg ikke var helt ren og uskyldig. Det lød rimelig fornuftigt, men jeg havde alligevel en fornemmelse af, at der var noget galt, der var ikke direkte noget at sætte fingeren på, men med mit efterhånden mangeårige kendskab til polakkernes mentalitet, vidste jeg, at når noget gik som smurt, og når polakkerne snakkede stolper op og stolper ned om, hvor flinke de var, så kunne man trygt sætte højre hånd i pant på, at man blev snydt så vandet drev af én. Til polakkernes retfærdighed skal det siges, at jeg blev meget godt behandlet, yderst høfligt og venligt, den side af sagen var der i hvert fald ikke noget at udsætte på. Jeg fik så senere en bekendt i Warszawa til at få den originale protokol oversat til tysk, og det viste sig helt korrekt, at der i denne protokol stod, at jeg havde tilstået enhver skyld - det havde den officielle tolk ikke læst op! Altså, alligevel snydt og bedraget, ganske som jeg havde mistanke om.

Nå, endelig fredag sent om eftermiddagen blev jeg igen en fri mand og kunne sætte kursen mod det kære hjemland, som var meget savnet på dette tidspunkt. Jeg var nu ikke alt for stolt ved min invaliderede bil og dens skrævende højre forhjul. Hele bilen hældede fælt mod højre, og hvis man slap rattet et kort øjeblik, satte den omgående kursen direkte mod vejgrøften, men styretøjet og bremserne fungerede nu alligevel rimelig godt, hvis blot tempoet ikke var for højt.

17. Kapitel

Sent denne fredag lagde jeg så ud på den godt og vel 1100 kilometer lange skrumplende vej hjemover, uden at ane blot det mindste om, hvorledes rejsen ville forløbe, og om jeg overhovedet kunne komme hjem ved egen hjælp eller ej. Aldrig havde der været så mange huller i vejen, hvert eneste fælt bump skar som knive gennem de i forvejen lemlæstede nerver. Af sted gik det da ud mod horisonten, og tempoet var på 40 til 50 kilometer i timen.

Lørdag formiddag nåede vi til min forundring velbeholden til grænsen ved Linken, det var som et mirakel. Samtlige fulderikker på de 500 kilometer polske veje havde åbenbart, som ved en fælles overenskomst, slået sig ned langs denne strækning, kun for at vente på, at vi skulle passere. Fælles for alle var, at de først måbende tabte underkæben, så både mundvand og de kostbare vodkadråber løb ned over hagen på dem, dernæst sprang de dinglende ud på vejen og fægtede vildt med både arme og ben - så vodkaen sprøjtede ud af flaskerne, som de bar rundt på - da de så mit mærkværdige køretøj i anmarch. At de ofrede så meget af vodkaen viste, hvor alvorligt de tog sagen. Det var nervepirrende at få køretøjet manøvreret uden om disse folk uden at nogen kom til skade. Det var med rystende hænder, at jeg nåede til den tyske grænseovergang Linken.

Her spilede man øjnene op, da bilen kom frem, og betjentene løb flere gange rundt om den og vidste slet ikke, hvad de skulle sige eller gøre. Da de endelig fik mælet igen, ville de vide, hvorfra jeg var kommet med et køretøj i den tilstand? “Joh”, jeg trak på skuldrene, “jeg kommer da kun fra Warszawa, det er da ikke noget at snakke om!” “Fra Warszawa?”, udbrød betjentene vantro i kor, “jamen det er umuligt at køre så langt!”, mente man, det kunne ikke lade sig gøre. Men i alle tilfælde var turen slut for mit vedkommende, med et sådant køretøj kunne man umuligt køre i Tyskland, og så rystede man energisk på hovedet. “Nej, bevar os vel”, udbrød jeg, “ det kunne jeg skam aldrig finde på, det ville være forbryderisk, og for øvrigt har jeg for længst ringet efter redningstjenesten hjemme i Danmark”. Nå, nå, så var betjentene beroliget og fortsatte, at danskerne kunne man ikke rigtig stole på: “I er altid ude på at lave fup og fiduser”, det vidste de ganske nøje efter mange års bekendtskab med utroværdige danske chauffører. Jeg kunne så passende blive holdende foran på pladsen, hvor de kunne holde øje med mig. Det havde jeg nu ikke regnet med, og det passede mig bestemt ikke, hvad i alverden skulle jeg nu stille op? Der var indtil videre ikke andet at gøre end at sætte sig hen og spekulere på, hvorledes man nu skulle komme ud af denne klemme og ellers vente og se, hvad der videre ville ske i sagen.

Efter en halv times tid gik jeg så alligevel hen og snakkede med betjentene igen. Disse havde nu fanget nogle cigaretsmuglere, som de var meget optaget af, så de havde glemt alt om mig. Jeg fortalte dem så, at jeg jo var nødt til at køre hen på en rasteplads, hvor der var toiletter og vand, for vi havde nemlig ikke mere vand og heller ingen mad, så det var den rene ynk og jammer for os. Desuden havde min søn det ikke godt efter ulykken, så man kunne aldrig vide, om han igen skulle på hospitalet i en fart. Jeg fik så lov til at forføje mig hen på den første plads ca. 300 meter derfra. Jeg havde nu håbet på noget mere, men det var dog trods alt bedre end ingenting, selv om bilen stadigvæk var indenfor toldbetjentenes synsvidde. Der gik nu et par timer, så begyndte man at skifte betjentene ud med friske tropper. Det var lige det, som jeg havde ventet på, og jeg fik motoren sparket i gang og forduftede meget hurtigt, inden nogen kunne nå at råbe op, men slemt nervøs ved foretagendet var jeg nu alligevel.

Nu skulle man jo tro, at man stille og fredeligt kunne arbejde sig de sidste 550 kilometer hjem til Danmark, og at det eneste, som jeg behøvede at være nervøs for, var de folk, der kørte rundt i grønhvide biler, hvorpå der stod Polizei. Men nej, dem så jeg ikke den fjerneste skygge af, det var meget værre end det, for også her i tyskernes eget land havde fulderikker fra både nær og fjern sat hinanden stævne langs ruten hjemefter. Nu gentog hele hurlumhejet sig atter en gang med akkurat det samme nervepres som i det polske område. Men - som ved et mirakel - dukkede nu det smukkeste syn op af horisonten - nemlig grænsen ved Padborg - indbydende og venlig, altid parat til at omfavne og optage de forfulgte nede fra det store Europa.

Først da bilen stod på værkstedet, begyndte reaktionen at sætte ind. Det blev nødvendigt med nogle fridage, så man kunne komme sig lidt efter denne forskrækkelse og alle genvordighederne, som man havde været udsat for. Jeg havde jo aldrig hørt til blandt de rigtige truckere, hvor den slags begivenheder kun var for en lille parentes at regne og næppe et skuldertræk værd.

18. Kapitel

Derefter forløb der en tid med det daglige arbejde, som jo nok til tider kunne være trivielt og kedeligt, men det var nu alligevel at foretrække frem for vanskeligheder og besvær af allehånde slags.

Så skulle der køres et læs kød til Tjekkiet, som det nu hedder. Landet var indenfor de sidste par år blevet splittet op i to dele, hvad det så end skulle gøre godt for. Det var ligesom blevet et modefænomen, at man absolut skulle splitte landene op i småstykker, hvilket for os chauffører var meget beklageligt, for det øgede kun antallet af grænseovergange, og dermed blev besværet også forøget. Jeg nåede til grænseovergangen ved Zinnwald og kom uden nogen for vrøvl og besvær over på den tjekkiske side på mindre end en time, det var næsten ikke til at tro! Den store bakke ned mod Teplice så ud som den plejede, men nu vrimlede det her med letlevende damer i alle aldre. En meget stor del af disse damer var næppe fyldt 14 år endnu, og det var et trist syn, at se alle disse småpiger løbe rundt på bakken og trække, den slags burde ikke være nødvendig. Men om ikke andet, så var der da i det mindste noget at kigge på, og øjnene kan jo som bekendt aldrig få nok. Desuden var det helt risikofrit, og det kostede ikke noget at kigge.

Hotel “Sporten” lå endnu midt på bakken, fredeligt og idyllisk så det stadigvæk ud, berømt blandt chauffører gennem tiderne og berygtet blandt deres koner, dvs. naturligvis kun blandt dem, der vidste noget om dette sted, hvilket sikkert ikke var så mange. Det var jo trods alt ikke alle detaljer, man behøvede at fortælle om på hjemmefronten.

Luften i Tjekket var frisk og vejene ganske udmærkede, svarende til et hvilket som helst andet sted i Vesteuropa. Der var så sandelig sket store sager herovre i området. Fortoldningen gik rimelig hurtigt, men man havde dog stadigvæk bevaret lidt af det stive system fra de gode gamle dage. Varerne blev derefter kørt ud til aflæssestedet, hvor de blev læsset af uden nogen form for besvær, og jeg tilbragte resten af eftermiddagen sammen med en kollega. Vi gik en tur i byen og kiggede på butikker og priser, de var nu slemt pebrede, det havde man dog lært fra vesten.

Så kom der besked om, at jeg skulle læsse returlæs i Budapest. På vejen derned passeredes den nys opslåede grænse mellem Tjekkiet og Slovakiet lige nord for Bratislawa. Man havde her ganske enkelt smidt en del containere ind ved siden af motorvejen, hvor man mente, at grænsen lå. Disse containere fungerede så som vagtstuer for grænseposterne og for lastbilernes toldbehandling. Naturligvis stod der allerede her en mængde sure og vrede chauffører, der ventede utålmodigt på, at tolderne skulle få smølet færdige med papirerne. Ganske på samme vilkårlige vis, som på andre og mere veletablerede grænseovergange - en forbløffende mangel på fantasi og nytænkning.

Jeg kom dog godt ind i ungarernes smukke land. Et land fyldt med store græs- og træbevoksede bakker og med store bjergkamme lurende ude i horisonten. Budapest var en kæmpestor og rodet by, og jeg var uden bykort og måtte bide i det sure æble og få en taxa til at vise mig vej gennem dette virvar af en by. Det var nu en noget ydmygende sag at skulle køre bagefter en taxa, absolut det sidste en chauffør bør gøre, men gudskelov var der ingen kollegaer, der opdagede det.

Efter at have kørt gennem et virvar af gader i forskellig retning, i rundkørsler, der gik rundt og rundt, tilsyneladende uden at vise nogen steder hen og ad diverse omkørsler, hvor man blev ør i hovedet og ikke mere vidste det mindste om, hvor i byen man befandt sig, havnede jeg alligevel til sidst på rette sted med en begrundet mistanke om, at taxachaufføren havde lavet fiduser og var kørt en noget længere vej end strengt nødvendigt.

Jeg fik læsset mine varer i dagens løb - chokolade til Tyskland - man kunne dog ikke unde mig en smagsprøve, det var man blevet for nærige til, som alle andre steder nu om stunder. Da nu varerne var blevet læsset, og papirerne skulle laves, startede balladen. Jeg havde ikke bragt noget TIR-carnet med til hjemtransport, og jeg måtte blive holdende, indtil jeg havde skaffet et sådan stykke papir. Jeg anede naturligvis ikke, hvordan jeg skulle få fat i et sådan dokument her i byen, så alle gode råd var dyre. Det endte dog med, at jeg fik besked hjemmefra, at der et sted i byen holdt en dansk kollega, der havde et ekstra dokument af den slags, som der skulle bruges.

Jeg skulle nu ikke nyde noget af at suse rundt i byen i trækkeren for at lede efter ham, så der blev fluks ringet efter en taxa. Det tog nu et par timers helt forrykt kørsel rundt i byen, inden jeg fik fat i det famøse stykke papir. Taxachaufføren susede af sted op over fortovskanterne og ned igen, og det gav nogle fæle bump i hjulene, men det tog han sig nu ikke videre af. Han kørte tværs over midterrabatterne, over for rødt lys og stoppede med hvinende bremser for grønt lys osv. Det var tydeligt, at chaufføren kendte sin by og var meget stolt af sine færdigheder som chauffør, han sang og skrålede - skingrende falsk - og grinede over hele fjæset, mens jeg fortvivlet prøvede at klamre mig fast til alt, hvad der kunne holdes fast i. Det lykkedes til sidst at få fat i det famøse papir og komme levende tilbage til firmaet, hvor min bil var. Jeg var blevet ør og svimmel af rundturen, og jorden gyngede så underligt, nærmest som om der var et lille jordskælv i området.

Da nu papiret var på rette sted, var der ikke mere til hinder for, at hjemturen kunne påbegyndes - dog skulle jeg først gennem toldpladsen i den anden ende af byen, hvordan jeg fandt derud aner jeg ikke, men pludselig var jeg der - uden at have passeret de mange rundkørsler! Herude ved indgangen til toldpladsen vrimlede det også med letlevende damer og andre løse fugle, såsom tyveknægte og plattenslagere af enhver art. Alle disse damer hægtede sig godt fast i bilen og råbte lokkende deres tilbud, den ene højere end den anden for at overdøve konkurrenten, og nogle af dem fremviste endog de fristende tilbud. Det var nu unægtelig et noget særpræget syn at overvære - midt i mængden- der i forvejen var ved at falde over deres egne og hinandens fødder for at komme først i rækken.

Efter en tre timers forløb kunne jeg endelig komme af sted derfra igen med dyden i behold. Det kan jeg jo sagtens bilde folk ind, det ved jeg jo kun selv, men jeg slap altså godt derfra med papirer og penge og kunne sætte kursen direkte mod nord.

Nu var det sådan, at når alle besværlighederne var vel overståede, og hjemturen var begyndt, kunne man henfalde i dybe tanker om tilværelsens mange gåder. På denne tur forfaldt jeg til at filosofere over skæbnens underlige gang, det var blevet forår, og der var god grund til bekymring, syntes jeg. Jeg var nu nået en alder, hvor man skulle til at tænke lidt mere på sig selv. Mange af mine jævnaldrende kollegaer havde fået problemer med helbredet, nogle var endda kippet omkuld med hjertelammelser og blodpropper, og hvad der ellers kunne være af ubehageligheder - noget der var højst ubehageligt at gå rundt og spekulere på. Til alt held var helbredet endnu godt, men hvor længe? Hele tilværelsen syntes nu at tårne sig op som et kæmpemæssigt spørgsmålstegn uden blot en anelse af et svar, man kan jo aldrig vide, hvornår éns nummer bliver udtrukket. Man skulle nu til at passe på med ikke at køre alt for meget, holde lidt fri, når man følte stresset og jaget lægge sit klamme greb om hjerteregionen. Jo - det var rigtignok lyse udsigter, for ligegyldigt hvor meget man så end tænker og filosoferer, så er der kun en vej fremad - man bliver ældre og ældre og må til sidst slippe rattet for altid.

Arbejdet her i 1990erne havde ikke ændret sig nævneværdigt gennem årene, dog kunne man ane en lille forståelse for, at chaufføren nødvendigvis måtte sove indimellem. Det kunne han jo så passende gøre om dagen, når det passede til dispositionen, i 30 graders varme og ved rampen, hvor folkene fór rundt og forstyrrede én. Speditøren havde dog stadigvæk svært ved at forstå, hvorfor chaufførerne lavede vrøvl over manglende søvn. “Disse chauffører er dog også nogle utaknemmelige skarn, for ligegyldigt hvor godt man gør det for ham, så laver han vrøvl!”. Desværre var man jo nødt til at have chauffører, man havde endnu ikke opfundet en maskine, der kunne afløse chaufføren ved rattet.

I det hele taget er arbejdet som chauffør ikke mere så lønsomt. Skattevæsenet har snuppet alle de privilegier, man havde, lønnen er ikke steget, den er faktisk - via skat og dyrtid - blevet udhulet således, at det faktisk ikke mere kan betale sig at arbejde som chauffør, idet andre former for arbejde kan give næsten det samme udbytte og det uden det besvær, som chaufføren altid vil have.

19. Kapitel

I efteråret 1993 blev jeg så sendt til det krigshærgede land Jugoslavien, som var blevet splittet op i en mængde mere eller mindre diffuse området med grænser, der snart lå det ene snart det andet sted, alt sammen meget forvirrende. Det drejede sig her om en fødevaretransport, som skulle forsyne de derværende FN-tropper med deres daglige fornødenheder.

Jeg har skrevet om de indtryk, jeg fik, og om det man ellers så på turen fra det øjeblik, hvor vi kørte over grænsen ved Spielefeld i Østrig, og indtil vi igen var ude af landet og kom til Trieste i Italien.

Vi kom som sagt ind i det nye land Slovenien, det tog kun ca. en halv times tid at få ordnet de nødvendige formaliteter på denne grænse. I Slovenien så det altsammen meget roligt og fredeligt ud. Solen skinnede mildt, og der var en behagelig varme, og selv om det nu var blevet november, var græsset grønt endnu, og træerne stod iklædt deres spraglede efterårsdragt, og husene var for det meste smukke og yderst velholdte. Menneskene her havde travlt med deres ganske almindelige fredelige søndagssysler ganske som hjemme i Danmark.

Små 60 kilometer længere mod syd ved grænsen til Kroatien dukkede de første problemer op for os. Først så det ud til at være en ganske almindelig grænsebetjening, hvad det udtryk så end måtte dække. Det startede med, at vi fik problemer med veterinæren. Han fandt pludselig ud af, at han skulle have kopier af alle attester og lignende, som vi medbragte, og da vi tilsammen var tre biler, ville det blive til en ret betragtelig mængde papirer - flere hundrede stykker - et for os tåbeligt forlangende. Da vi så nævnte for ham, hvor mange stykke papirer, det ville blive til, fik vi det ret arrogante svar, at det jo ikke var hans skyld, han handlede kun efter ordre, og så trak han beklagende på skuldrene og så meget trist ud, som om han følte med os og var meget ivrig efter at vise det. Det var nu blevet tydeligt for os, at fyren ikke var helt ædru, for nu at sige det pænt, men han brugte en del energi på at se ædru og effektiv ud. Så ville han pludselig have yderligere kopier af nogle helt andre papirer, som vi også medbragte, og da han så fandt ud af, at vi også havde grøntsager med, så skulle der jo også en planteveterinær på. Dette var jo logisk nok, dummere var han dog ikke, den klaptorsk havde sikkert stået i lære hos polakkerne. Desværre fandtes der ikke en sådan planteveterinær på pladsen denne dag, det var meget beklageligt, men sådan var nu reglerne hos dem. Vi kunne ikke komme ind i Kroatien - basto - finido og færdig, og således endte denne diskussion.

Vi indrettede os så på at skulle blive på grænsen natten over, men lidt efter dukkede der dog nogle flinke toldere op, som ville hjælpe os. Jeg troede nu mere på, at der var, fordi de var blevet trætte af at høre på vores tre larmende kølemaskiner. Men vi gik alle sammen igen hen til veterinæren, og han fik nu at vide, at hvis vi ikke kunne få lov til at komme over grænsen, så ville vi have fat på hans ministerium inde i Zagreb. Han blev slemt nervøs og trak skyndsomt gardinerne for vinduet i sit lille kontor, greb i en fart sin jakke, låste døren og forduftede som et velsmurt lyn.

Nå - men det var sådan set også komplet ligegyldigt, om vi kom over eller ej. Vi fik dog en god og underholdende aften ved at betragte de små hændelser, som altid sker på en hvilken som helst grænse. Bilerne blev alle omhyggeligt kontrollerede, men der var dog en enkelt bil, som betjentene ikke var særligt glade ved at skulle kontrollere, for midt på varelæsset sad der en kæmpestor schæferhund og viste tænder, og når de nærmede sig, snerrede og knurrede den rasende. De to arme betjente vidste ikke rigtig, hvorledes de skulle gribe denne sag an, og de havde sikkert ingen videre stor lyst til at risikere deres arme.

Der patruljerede hele tiden bevæbnede soldater langs grænsen inde i skoven, man kunne se dem gå rundt derinde og lyse med deres kraftige lygter.

Så blev det omsider mandag morgen. Kl. 07.00 stillede vi hos veterinæren, som denne gang var en anden person, og han så betydelig mere effektiv ud og var ovenikøbet ædru. Men ak og ve, nu kunne denne udmærkede og samvittighedsfulde mand også kun se problemer tårne sig truende op for os. Vi kunne ikke komme ind i Kroatien, fordi det var forbudt at køre rundt med levende grise dér, og fordi vi var kørt gennem Tyskland, og dér var der for tiden svinepest, hvilket var meget beklageligt, men sådan var det nu en gang. Efter en halv times tid, som vi brugte til at snakke om, hvad vi nu skulle gribe til, kom veterinæren pludselig på andre og bedre tanker. Der var absolut ingen problemer med at komme ind i Kroatien, det var jo som sagt kun levende grise, som det var forbudt at indføre, og nu havde han i sin store visdom fundet ud af, at vores grise var døde.

Vi spurgte ham så ret ironisk, om han da troede, at vi lå og kørte runde med levende grise på minus 21 grader, men ironien prellede af på ham, som vand på en gås, han forstod sig ikke på spøgefuldheder, men han gik da energisk i gang med at forsyne vores papirer med en masse stempler, det så meget flot og meget officielt ud, det skulle nok gøre sin virkning. Det gjorde det også, men kun indtil vi nåede hen til tolderen, hvor vi fik besked på, at vi ikke kunne komme ind i Kroatien. Jeg syntes nu, at vi havde hørt den remse rigeligt mange gange! Vi skulle have tilladelser, fortalte man, og dem havde vi jo ikke, de var ligeglade med vores fine FN-papirer. Nu var gode råd dyre, det var jo ikke let sådan uden videre at skaffe den slags papirer. Knap en lille time senere kom der pludselig skred i tingene, man fortalte os, at vi jo bare kunne købe en sådan tilladelse hos dem, og så trak man en skuffe ud, hvori der lå en mængde af disse tilladelser - værsågod 10 DM - farvel og tak, de herrer! - og så var vejen til Kroatien pludselig fri.

Vi ankom til lufthavnen i Zagreb lidt før middag, og herude på det store område vrimlede det med FN-soldater af alle nationaliteter - de såkaldte “blåhjelme”. Utallige hvide biler og militærkøretøjer af alle kategorier susede rundt mellem hinanden, der blev ekserceret og kommanderet, kommandoråbene fløj på kryds og tværs og på alle mulige sprog, det så alt sammen meget effektivt ud, selv om det lignede den babylonske forvirring.

Hen på eftermiddagen ved 15.00 tiden var vi så omsider klar til - med militær eskorte - at køre sydpå ind i det urolige og selvbestaltede land Krajna. Her i det centrale Kroatien var alting i orden og tilsyneladende fredeligt og roligt, men her var der ikke det samme udseende af solid velstand og sikkerhed, som der var i Slovenien. Alle veje her vrimlede med militærkøretøjer, mange sværtbevæbnede med maskingeværer og andet militært legetøj, som strittede ud til alle sider, som piggene på et arrigt pindsvin.

Lidt syd for en by ved navn Sisak kørte vi så ind i Krajna gennem de første vejspærringer, som der nu kom mange af på vores videre færd. Herfra begyndte krigens og tragediens sande ansigt at vise sig, der var våben og atter våben, som om hele verden nu kun bestod af våben. Store spanske ryttere og betonklodser, og ved vejspærringerne var der landminer i grøftekanterne. Det var et tyst og spøgelses-agtigt land, som vi nu bevægede os ind i, vejene var smalle og snoede og desuden i en elendig forfatning. Der var sikkert ingen, der i årevis havde forsøgt at reparere på vejene, man investerede nok pengene i krudt og kugler. Tavse, sammenbidte og sværtbevæbnede mænd var de eneste, der bevægede sig ad disse veje, de var overalt og i stort antal, der var ingen glade ansigter at se hos nogen af disse. De første 30 kilometer ind i dette land var en lang trøstesløs ødelæggelse. Det kunne ikke undgå at gøre et stort indtryk på mig, især den næsten totale mangel på almindelige mennesker. Hele byer var jævnet med jorden, kun hist og her fandtes der endnu et beboet hus, og markerne var ikke blevet passet i årevis, så man kunne næsten ikke se markskellene, alt var groet til, det var et meget trist syn at se de førhen så velholdte marker og enge henligge som et sandt vildnis. Dyr fandtes der ikke nogen som helst steder, kun en enkelt lille fugl som hist og her sneg sig gennem luften, hen langs hegnene og næppe vovede et svagt pip, det så næsten ud, som om de små fugle var bange for at blive set.

Intet fjernsyn i hele verden ville kunne give et korrekt indtryk af denne uvirkelige virkelighed og fornemmelsen af en uendelig lammelse og tristhed, som her bredte sig kvælende overalt. Denne virkelighed var meget værre, end man kunne forestille sig det hjemme i vort hyggelige Danmark. Hernede herskede kun den rene ødelæggelsestrang - uden nogen fornuft og mening.

Vi nåede til det første aflæssested i byen Glina og fik læsset af hos de derværende soldater. Ventetiden gik, for mit vedkommende, med at lege lidt med de få børn, som løb rundt mellem soldaterne i håb om, at der måske ville falde en lille godbid af til dem. Det skete da også jævnligt, at de fik bolsjer, som de tiggede sig til, som alle børn gør det overalt i verden. De var ellers ret pæne i tøjet og så egentlig ikke ud til at mangle noget, undtagen måske nogle flere legekammerater.

Fra Glina gik turen videre til Topusko i buldermørke, der var næsten intet lys at se i de få beboede huse, fordi man omhyggeligt havde sat skodder for vinduerne, så intet lys kunne slippe ud. Der var nu heller ingen strøm, elledningerne var ødelagte og lå på jorden, dog havde nogle huse generatorer, som kunne lave strøm, hvis de da ellers havde benzin til dem, det var et meget deprimerende syn. Kun oppe på himlen lyste stjernerne klare og upåvirkede af de skrækkelige handlinger, der var begået her.

Vi nåede til Topusko, der var et dansk FN-hovedkvarter, ved 18.30 tiden. Her fandtes der varme kilder, og stedet havde i mere fredelige tider været et yndet kur- og feriested for folk fra nær og fjern. Her fik vi vores aftensmad på bedste dansk maner, mens kakerlakkerne myldrede rundt på gulvene, joh - det var helt hyggeligt efter den deprimerende køretur hertil, verden var trods alt ikke helt af lave endnu. Vi kom ikke længere den dag og skulle så overnatte her ved kasernen under FN-beskyttelse.

Senere på aftenen gik vi hen og snakkede med et par af vores danske jenser, der stod godt i læ bag nogle store volde, bestående af sandsække. Så blev nattestilheden pludselig afbrudt af nogle skudsalver et sted i nærheden, men det påvirkede nu ikke de danske soldater, det var kun lokal slivoskydning, fortalte de os, sådan var det hver eneste nat her. Det var unge banditter, der sikkert kedede sig og derfor fyldte sig med Slivovits - der efter sigende skulle smage aldeles fortræffeligt. Slivoskydningen var blevet opkaldt efter denne lokale brændevin, som de fleste beboere sikkert nød i rigelige mængder. Bortset fra disse småepisoder forløb natten fredeligt og roligt.

Straks næste morgen startede vi med to biler mod Slunj ved grænsen til Bosnien. Vejene var heller ikke for gode her, men nu kunne man da begynde at se lidt fjerkræ rundt om de beboede huse og af og til også enkelte grise, der snøflede rundt. De eneste mennesker, man kunne få øje på her, var kun ældre ærværdige bedsteforældre i deres mørke tøj og småbørn. De unge og arbejdsdygtige mennesker så man ikke noget til. De der var tilbage opholdt sig ved de utallige vejspærringer og spankulerede ellers rundt i uniformer med deres våben og uden at foretage sig noget fornuftigt. De fleste vejspærringer bestod som regel af en gammel miserabel campingvogn og nogle lange træstave, der fungerede som bomme tværs over vejen.

I Slunj var jeg i ventetiden inde for at kigge på et af de ødelagte huse. Samtlige mure var oversået med skudhuller, og tagsten var drysset ned i gården i småstykker. Glasruder fandtes der ikke, og overalt lå der en forfaldets og tristhedens atmosfære. Jeg ville gå ind i huset, og et kort øjeblik blev jeg ubeslutsom stående foran hoveddøren, der hang skævt på et enkelt hængsel og ligeledes var gennemhullet af skud. Jeg følte mig lidt som en uvelkommen og ubuden gæst, følte en slags helligbrøde ved at overskride tærsklen til dette hus, næsten som om jeg krænkede en eller anden uskreven lov. Det var som om huset selv følte sorg over det, der var overgået det og dets beboere. Inde i huset så der meget trist ud, stumper af møbler, glasstumper, tegninger, som børnene havde lavet i glade stunder, og alskens husgeråd flød overalt i et ubestemmeligt søle. Badekarret var blevet hamret i stykker, toilet og vaskekummer ligeså, ja selv fliserne på væggen i køkkenet var ikke blevet skånet, kort sagt var alt, hvad der kunne ødelægges - ødelagt, man havde endog forsøgt at sætte ild til huset, men det var åbenbart mislykkedes for vandalerne. Det lå også en del fotos i sølet, og jeg samlede nogle af disse op og kiggede lidt på dem, og jeg kunne deraf se, at det havde været en ganske almindelig familie med børn, der havde boet i huset, der var fotos af børnene, der legede, fra familiefester osv. Jeg stod der og håbede, at disse mennesker var sluppet godt derfra, inden vandalerne og “heltene” var dukket op og havde teet sig som underverdenens mørke dæmoner.

Det var svært at forstå, hvad al denne ødelæggelse egentlig skulle være godt for, det var jo ikke kun dette ene hus, det var gået ud over, men i tusindvis af gode og velholdte huse. Det var virkelig svært at forstå, at dette overhovedet kunne lade sig gøre, over halvdelen af samtlige huse og diverse anlæg i hele landet lå i ruiner, og over halvdelen af befolkningen var sporløst forsvundet - tænk, hvis det havde været hjemme i Danmark? Men der kunne den slags foreteelser vel ikke finde sted - eller måske dog alligevel? Der er ingen garanti for noget som helst i denne verden!

Vi kørte derefter tilbage til Popusko, hvor vi holdt middagspause, inden vi alle skulle til byen Dvor, hvor der også var en dansk base. Vejene dertil var ind imellem også meget dårlige, da man havde gravet tankspærringer, og derefter fyldt disse op med grus og jord. Vejen snoede sig op gennem et bjergområde, og heroppe kom det til en ret ubehagelig episode. En personbil forsøgte på en hel forrykt og total ansvarsløs måde at overhale hele kolonnen på de smalle veje, og da det til sidst, efter mange farlige forsøg og rasende tuden i hornet, lykkedes for denne galning at komme forbi, susede han af sted direkte hen til den nærmeste vejspærring, og dér fik han hele kolonnen standset.

Her i dette smukke efterårsfarvede bjerglandskab blev jeg vidne til, at volden ustandselig lurer lige under overfladen, og at denne vold kunne dukke frem uden nogen grund fra det ene øjeblik til det andet. Det viste sig nemlig, at føreren af denne bil var et eller andet højtrangerende medlem i denne Krajna stat, og han var aldeles rasende, så rasende, at fråden stod ham i mundvigene. Hvis denne forrykte person havde haft en pistol på sig, ville det vist ikke have taget en god ende for min kollega, som denne mand havde set sig gal på. Det ville nok være godt for min kollega at holde sig væk fra dette område et stykke tid fremover.

Vi nåede så uden videre skærmydsler til det sidste aflæssested, og da vi var færdige dér, fik vi midt i elendigheden igen en god dansk middag - naturligvis flæskesteg og rødkål! Vi kunne nu påbegynde tilbageturen til Zagreb. Det var en uhyggelig oplevelse at køre af sted her i dette buldermørke land med de spøgelsesagtige rester af utallige ødelagte huse, der gled forbi i mørket og forsvandt bagude sammen med landet, de lå i. Det var en hel lettelse, da vi kom gennem den sidste afspærring, og gadelysene igen begyndte at sprede mørket og lyste på de mange mennesker, der her hastede af sted på gader og veje, enhver med sit eget mål for øje. Der var noget trygt og hyggeligt over hele dette sceneri, efter at vi havde været på steder, hvor absolut intet skete. Det føltes næsten, som om vi havde foretaget en rejse rundt i dødsriget, og nu var vendt tilbage til livet og de levendes land.

Vi skiltes i Slovenien og kørte hvert til sit. Jeg kørte ind i Italien for at læsse returlæs dér, hvorefter jeg satte kursen hjemefter mod Danmark.

Tja - hvad er der egentlig tilbage at fortælle? Ikke meget mere, for det er således, at alle historier på et eller andet tidspunkt får en ende, akkurat som alt andet her i livet. Der skulle nu nogenlunde være gjort rede for, hvad man som chauffør kan komme ud for under sit arbejde. Dette er kun, hvad en enkelt person har set og oplevet. Mange andre har oplevet andre ting, sådan er vi jo så forskellige, men hovedtrækkene vil enhver langturschauffør nok kunne nikke genkendende til.

Historien er nu ført frem til det vigtige øjeblik, der skiller fortiden fra fremtiden. Fortiden kender vi jo i sagens natur en del til, fremtiden ligger endnu skjult i et dunkelt slør og giver kun langsomt og modstræbende sine hemmeligheder fra sig. Hvor hjulene så end måtte rulle hen i fremtiden, så vil der altid i vores arbejde være en masse at fortælle, når den tid kommer.

Rask ruller mine hjul ad den lange vej, jeg ved næsten ikke hvorhen.
Hjulene synger mod den hårde sten, hurtigt skal det gå,
for penge skal tjenes og tiden skal nås.

Rask ruller mine hjul gennem by og land, her og der
skal jeg møde frem i gevaldig fart, for tiden kender ingen
nåde og kan ikke mere nås.

Rask ruller mine hjul mod det kære hjem, tiden er borte
og lovens lange arm mig fanger brat, bøse mænd noterer mig barsk,
landets love har jeg brudt og må bøde derfor.

Rask ruller mine hjul ad den lange vej, hvor længe endnu?
Jeg ved det ej, rask ruller mine hjul, engang på den sidste
rejse, bort mod det fjerne tågeland.

Rask rulled’ mine hjul på den runde jord, gjorde gavn,
hvor end jeg kunne, rask rulled’ mine hjul og stod for vognmanden,
den største, kørselsrapporten for min tid på jord, jeg lagde frem for hans hånd.

Rask rulled’ mine hjul på den runde jord, store mester,
ofte jeg ensom var på de lange veje, langt borte fra dem
jeg elsked’.

Rask rulled’ mine hjul på den runde jord, hos dig du store mester,
jeg ønsker evig fred og hvile, savn og smerte er borte fra mit sind,
og mine hjul for evigt standse.